Henrik og Pernille, som vi havde aftalt at mødes med, havde skrevet til os på mailen og fortalt, at de havde fundet en lille perle af et gæstehus, tæt på lufthavnen, og de ville komme og hente os. FEDT !

Som sædvanligt var vi de sidste der forlod ankomst området, men Henrik og Pernille stod der endnu og ventede på os, med et stort WERENFELDT skilt. Efter 2 min. var vi ved gæstehuset. Som Henrik sagde, virkede det som om vi var de første gæster de overhovedet havde. De gjorde alt for at stille os tilfreds. 

De første 2 dage sammen med Henrik og Pernille gik stille og roligt. Vi gik ind og så på Kuta og på 2. dagen gik vi en tur i vandland. Det var en halv dyr fornøjelse, men det var et pænt lille vandland. 

Efter nogle dage sammen, lejede Henrik og Pernille en bil, for at tage øen rundt, så vi måtte for 3. gang tage afsked med dem. Det havde været 2 dejlige dage sammen med 2 af de behageliste mennesker man kan tænke sig. Vores børn var helt vilde med dem !

Vi blev endnu 3 dage i Kuta, hvor den stod på afslapning ved poolen og undervisning.

Nu skulle vi ud og se noget. Vi shoppede lidt rundt og lejede en minibus til 7 personer, for 96 kr. om dagen inkl. fuld forsikring, hvilket senere skulle vise sig at være en god ting at have.

Vi startede med at køre til Denpasar. Uha dada for en trafik. Biler, knallerter og mennesker i et stort virvar uden nogen form for logik, og så oven i købet blandet sammen med venstre kørsel. Føj for en cocktail.

Vi overlevede de første kilometer og jo længere væk vi kom fra Kuta, og Denpasar,  jo mindre trafik var der.

Vores første stop var en lille by ved navnet Yeh Gangga, hvor der ligget et dejligt hotel, lige ned til havet. Stranden er en såkaldt sort strand, pga. det sorte lava sand, og den er desværre ikke til at bade ved pga. den stærke understrøm. 

Efter at have undersøgt området lidt kørte vi over til templet Tanah Lot, som ligger få kilometer fra Yeh Gangga. På turen kommer man igennem de meste fantastiske små balinesiske landsbyer, hvor husene er bygget op efter meget strenge principper, så de nærmest ligner små templer, og hvor damerne, især de ældre, går med barmen dinglende i det fri. Vi kørte selvfølgelige forkert mange gange, men nåede i tide (inden solnedgangen) over til templet.

Ja, det er jo ingen hemmelighed, at jeg personligt elsker solnedgange, mens mine børn sukker dybt, hver gang vi skal opleve en sådanne. Solnedgangen ved Tanah Lot var meget smuk, og med templet som silhuet, blev den absolut ikke dårligere.

Tilbage ved hotellet fik vi aftensmad, mens en million insekter, og en del tudser holdt os med selskab.

Dagen efter kørte vi op til templet Luhur Batukau. I en af landsbyerne vi kom igennem, var der en tempel ceremoni i gang. Vi standsede for at høre på musikken, men lige som vi havde sat os tilrettet på en trappesten, var det hele forbi. Slukørede måtte vi sætte os tilbage i bilen og køre videre. Vi skal dog nok nå at se en tempel ceremoni inden vi forlader Bali, da hver af de over 2000 templer her, holder en ceremoni på deres fødselsdag, som de har hver 210 dage, som er længden på et Balinesisk år.

Templet var meget fredfyldt og lå smukt mellem bjergene. Vi skulle iføres sharon og skærf, inden vi måtte betræde det hellige område. Ja, det vil sige os alle undtagen Josse. Hun måtte ikke komme ind, da hun endnu ikke havde tabt sine første tænder ! Ja, for den sag skyld var det faktisk ret svært for kvinder at komme ind. Prøv at find en kvinde der kan opfylde alle disse krav:

1. De må ikke være gravide
2. De må ikke have små børn, som ikke har fået tænder endnu
3. De må ikke have menstruation
4. De må ikke være gale i oven i hovedet

Ja, bare det sidste udelukker jo en del ;-)

Så mens Josse spillede på Andreases gameboy, gik vi andre på skift ind på området. June fik dispensation fra regel nr. 4.

På vejen tilbage til hotellet kiggede vi forbi en af de utallige abeskove, som findes på Bali. Med i indgangsbilletten var en guide, som skulle hjælpe os med at holde de meget nærgående aber på behørig afstand. Midt i abeskoven holdt der en stor flok flyvende hunde til. De hang i trætoppene og skreg. Andreas og June mindes med gru vores tur i Nat Safari i Singapore.

Som "betalingen" for turen rundt, spurgte guiden til sidst, om vi ikke lige ville kigge ind i hendes butik, for at se om der var noget vi ville købe. De er meget dygtige. De får næsten én til at føle, at man skal købe noget at deres ragelse. Vi var hårde og forlod butikken tomhændet. Guiden sagde ikke pænt farvel.

Inden dagen var slut nåede jeg lige endnu en smuk solnedgang, og børnene nåede en tur i saltvandspoolen.

Næste morgen drog vi videre vest på. Vi ville kører over bjergene til nordkysten og byen Lovina. Ved middagstid standsede vi ved en stranden, for at spise vores frokost. Da Josse skulle tisse, og jeg stod med røven i vejret for at tørre, slap jeg en lille vind, troede jeg. MEN MEN der var vareprøve med ! Ja, Jan 38 år sked i sine bukser. Hvilken ydmygelse ! Mens jeg kæmpede mig ud af mine bukser, gik June fuldstændig i selvsving. Hun tog billeder og filmede, som om det skulle med på Cannes festivalen.  Billederne er censureret bort.

Vi besluttede at overnatte i byen Negara, inden vi kørte over til Lovina.

Næste morgen tog først ud til et tempel ved havet, inden vi kørte af den flotte snoede vej fra Pulukan via Pupuan til Lovina. Området er utrolig smukt med risterrasser overalt. På vejen op kørte vi ind i et træ og ud igen. Vejen går faktisk igennem træet. 

Nede i Lovina, kørte vi lidt rundt før vi fandt det dejlige Hotel Rini.

Vi lavede 2 ture ud fra Lovina. Den første gik op til Brathan søen, hvor vi lejede en kano med bådsmand og sejlede en tur på søen. Første så vi en grotte og derefter roede vi over til Ulun Danu Bratan templet. Her gik vi en tur i området og så på templet. Der var mulighed for at man kunne bliver fotograferet sammen med pyton slanger, ugler, øgler mv.  Prisen for denne ydelse var uhyrlig stor, så vi frastod fristelsen.

Nogle dage efter tog vi op til vulkanen Gunung Batur. Vulkanen som havde sit sidste udbrud i 1974 var et fantastisk syn. Oppe fra kraterkanten kunne man overskue vulkanen og søen ved siden af. Vi kørte ned til søen. Inden jeg havde nået at slukke for bilen, var vi overfaldet af mere en 20 meget aggressive mænd og kvinder, som ville sælge os alt fra sejlture på søen til sharoner og smykker. Det var ret ubehageligt.

Mændene forlangte 45 US$ for sejlturen over søen til byen Trunyan. I en meget ubehagelig stemning, forhandlede vi frem og tilbage og til sidst fik vi sejlturen for ca. 10 US$ alt inklusive.   

Trunyan, som bebos af Bali Aga folket, efterkommere af det oprindelige Bali folk, er ikke særlig interessant, men byens begravelsesplads, var årsagen til vores nysgerrighed. Indbyggerne i Trunyan kremerer ikke deres døde, men lægger dem til "tørre", på jorden i små bambus kister, så de kan ligger der og komposterer.

Stedet var en skuffelse, da det mere lignede en losseplads end en kirkegård. Det flød med plastik, gamle ligklæder, knogler og ting og sagen de døde havde fået med sig i døden. Vi blev vist lidt rundt og da vi skulle af sted igen, blev vi endnu engang overfaldet. De lokale forlangte flere penge, og igen var de meget aggressive. Hele anløbsstedet, var desuden fyldt af tiggere, som rev og flåede i os.

Dråben var da bådsmanden på tilbageturen også forlangte flere penge. Vi kan ikke anbefale at besøge stedet, uden at man er meget stærk i viljen, og er god til at afvise alle de urimelige krav.

Inden vi kørte tilbage til Lovina, ville vi lige en tur op og gå på den friske lava fra 74, men vi kunne ikke finde vejen derind.

Dagene i Ubud gik med afslapning. Vi spadserede lidt rundt og så på overnatningsmuligheder, og butikker, vi blev alle klippet undtagen Josefine, og June og jeg fik en gang balinesisk massage. Den ene dag kørte vi til eftermiddags kaffe ud til luksus hotellet Kupu Kupu Barong, hvor vi fik den indtil videre dyreste kop kaffe. Med i prisen var der en gratis udsigt, som var en million værd.

Efter 4 dage kørte vi ned til Sanur, hvor farmor og farfar skulle bo. Vi havde ringet til Alletiders Rejse, som de har købt billetten igennem, og fået af vide at de skulle bo på Hotel Swastica. Vi undersøgte et par andre steder først, men endte op på Swastika, da de gav os en god pris. Så satte vi os til at vente på besøg hjemmefra.

Efter vi havde booket os ind på Swastika, kørte jeg selv tilbage til Kuta, for at aflevere bilen. Hele vejen derind sad jeg og sagde, "Nu må der ikke ske noget de sidste få kilometer". Kuta er et det tætteste man kommer på et færdselshelvede. Vejene er kun beregnet til en bil, men der er biler, knallerter og mennesker overalt. 

Jeg kunne selvfølgeligt ikke finde en parkeringsplads ved udlejningsbutikken. Jeg kørte lidt rundt, og måtte til sidst vende øsen, med det resultat at jeg blokerede gaden totalt. Endeligt fandt jeg et sted hvor jeg kunne smide bilen, men i min iver over at have fundet en plads, skar jeg for skarpt ind, således at jeg knust hjørnet på bilen foran og lavede en 2 meter lang tatovering på "min" bil. PIS PIS PIS !!!!

Jeg kunne ikke løbe fra at det var min skyld, så jeg måtte bare betale selvrisikoen på de 100 US$ ved kasse 1. Set i bakspejlet (HA HA), var det godt vi fik fuld forsikring, ellers var jvi blevet afkrævet 1.000 US$.