Vi havde fået det arrangeret således, at vi havde fået 3 værelser lige ved siden af hinanden, så på terrassen foran værelserne blev der holdt fødselsdag. Andreas fik sin højt ønskede "bærbare" playstation, og vi andre blev overdænget med bøger, blade og slik hjemmefra.

Efter den første afprøvning af det nye udstyr, gik vi alle i poolen, og det hjalp lidt på trætheden.

De følgende dage foregik ved poolen og med shopping og gåture i Sanur. Vi fik lejet en ny bil, igen med fuld forsikring, og fik arrangeret en tur til øen Nusa Lembongan. Vi havde fået anbefalet turen af Åse og Per, som vi mødte på Swastika. De havde været derovre og var meget begejstret for turen. 

Tilbage på land fik vi serveret frokost i restauranten, hvor vi kunne sidde og nyde udsigten ud over bugten. Efter frokost blev der slappet under palmerne. 

Da varmen havde lagt sig, tog vores vært Ketut os med over på den anden side af øen til hovedbyen. Vi gik over en faldefærdig hængebro over til nabo øen Nusa Ceningan. Her så vi skolen, som den dag var lukket, da det var national helligdag. I Danmark ville skolen være lukket for altid. Den var simpelthen ved at vælte sammen. 

Folkene på Lambongan lever af at dyrke søgræs. Vi gik en tur ned og så på søgræsfarmene, og Ketut forklarede os hvorledes græsset blev dyrket. Han havde selv  arbejdet på farmen og hans mor havde 5 områder i farmen.

Inden vi kørte tilbage til hytten, besøgte vi et underjordisk hus i byen. Det var blevet bygget at en gammel mand for år tilbage og spændte over 500 m2, med flere værelser, køkken og stuer. Det havde taget ham 15 år at færdiggøre hulen. Det var en hinduistisk fortælling, der havde inspireret ham til at grave hulen. I dag spandt hans familie guld på hulen, som på gode dag kunne indbringe op imod 1 million ruphia i entreindtægter. En dagløn på Bali er ca. 20.000 ruphia.

Mens vi ventede på vores aftensmad i restauranten, var det tid til at tage endnu et godt solnedgangsbillede.

Efter en varm nat og morgenmad tog vi på endnu en snorkletur på revet i bugten. Efter frokost blev vi stablet op i speedbåden, som tog os tilbage til Sanur. Da vi nåede Sanur var det blevet lavvande, så vi blev sat af 100 m fra kysten. I det lave vand, var jeg ved at træde på en lille rokke, med blå pletter. Bådsmændene blev helt panikken, da denne art er meget giftig. Vi kom hurtig op på standen. 

Vi blev natten over på Swastika, inden vi begav os i bil tværs over øen. 

I Lovina indlogerede vi os igen på Hotel Rini. Om aftenen gik vi ned og spiste på Semina, for at se dans og for at se om Putu var der. Putu er manden som inviterede os hjem og se dans sidste gang vi var i Lovina. Han var der og vi blev både inviteret hjem til ham selv og hjem til hans bror for at se dans, se afsnit længere nede.

Næste morgen var der små stjerner i øjnene på massagedamerne, da de så hele familien og deres blegfede hvide kroppe. Her var noget at gå i gang med ! Alle måtte ned og ligge. Søren var dog ikke helt afklaret med om det nu var sundt, så han frastod fristelsen.

De 2 næste dage var vi henholdsvis på besøg hos Putu og hans bror. Se nedenfor.

Sidste dag i Lovina lod Søren sig endeligt overtale til at blive masseret, og efter hans udsagn var det deeeeeeejligt. Da heden havde lagt sig kørte vi en tur ud til en varm kilde, for at bade. Området var utroligt smukt, kilden var ikke for varm, og damerne i boderne var super aggressive. Det var lige  før de tog førergreb på os, hvis vi ikke købte.

På vejen ned af bjerget gjorde vi holdt i en by, hvor en stor tempel prosession gik på hovedvejen på vej til templet.

Nede i Ubud indlogerede vi os igen på Ina Inn, hvor farmor og farfar fik det bedste værelse med udsigt over rismarkerne.

Nu skulle der shoppes. Eva og Søren havde kun et par dage tilbage, så de sidste indkøb skulle gøres. Der blev købt flet tasker, sharoner, træfigurer og masker. Der skulle virkelige gode prutte evner til for at få tingene ned i en fornuftig pris. 

Fredag den 1. juni kørte farfar og jeg, Eva og Søren til Kuta, hvorfra de via Singapore skulle flyve hjem. Vi vil takke dem for at bruge deres sparsomme tid på os, og takke dem for deres gode selskab. 

Putu viste billeder af de udlændinge, han havde haft besøg af, og endeligt kom vi til sagen kerne. Nu kom den lille notes bog frem. Heri var alle de besøgenes navne og adresse indskrevet, men vigtigst af alt var beløbet som disse udlændinge havde lagt også indskrevet. Putu fortalte og pegede stolt på navne og beløb. Han fortalte hvor dyrt det var at betale for børnenes skolegang, og om hvor lidt han tjente i restauranten på at danse.

Vi havde ikke været så blinde, at vi ikke vidste at besøget gerne skulle følges op med et lille tilskud til den daglige økonomi, men for os vesterlændinge virker denne tiggergang, som vi blev vidende til lidt stødende. Farfar var ikke sen i optrækket. Putu skulle ikke bare have pengene foræret, uden at yde lidt. Farfar gav navn og adresse på sin skole, og sagde til Putu, at hvis han arrangerede kontakt mellem hans børns skole og skolen i Nykøbing, kunne der nok komme nogle penge ud af det. 

Som toppen af kransekagen viste Putu os en bankkvittering på 2 millioner (1600 kr), som et hollandsk ægtepar havde sendt til dem sidste år. Dette beløb kan betale for skolegang for et barn i et helt år.

Inden vi brød op gav vi Putu 150.000 ruphia (120 kr) som et lille tilskud til hans børns skolegang.

Dagen efter var turen kommet til at besøge Putus bror for at se dans. Foran terrassen hvor pigerne skulle dans, blev der lignet stole op, så det var næsten som at være i teater. Vi fik igen serveres kaffe og the.

Både Putus far og mor var der også. De havde en lille nebengeschæft med at sælge sodavand, frugt og slik til børnene.

Pigerne var utroligt dygtige. Der blev strittet med fingre, struttet med enden og vendt øjne så sveden sprang fra deres små pander. Vi så 3 forskellige danse inden vi brød op og tog tilbage til hotellet. Inden vi forlod pigerne gav vi igen et lille tilskud til familien.