Efter morgenmaden gik vi først i byen for at handle flere tasker, masker mv. på det lokale marked. Vi fik den obligatoriske yoghurt med mysli og kørte derefter en tur uden for Ubud for at kigge på møbler til farmor og farfar. De fandt 3 skænke, som de bestilte. Prisen på fragten var meget dyrere end selve møblerne. Til eftermiddagskaffe kørte vi igen ud til hotellet Kupu Kupu Barong, for at slubre af den femnominale udsigt og Balis måske dyreste kop kaffe.

Vi skyndte os tilbage til gæstehuset, da vi havde bestilt den balinesiske specialitet røget and, som vi skulle nå at spise, inden vi skulle ud og se Legong dans. På gæstehuset ventede os en stor overraskelse. 

I følge balinesisk tro, er børn indtil de fylder 7 år, små guder. I deres første halve leveår må de små end ikke betræde den bare jord, så de bliver båret rundt til alle tider. Guderne skal man jo holde sige gode venner med, så børn bliver på deres fødselsdage fejret i hoved og ...

Tilbage til overraskelsen. Da vi kom gående forbi receptionen, spurgte kromutter, om vi havde tid til at komme ned kl. ca. 17 for så ville huset være vært ved et lille fødselsdags party. June sagde nej. Vi havde travlt, vi skulle være ned på en restaurant kl. 17.30, så hvis der skulle holdes noget, skulle det være kl. 16.30. Hård kvinde hende June ! Kromutter måtte altså rubbe neglene.

Vi mødte alle op kl. halv fem, og her var der så dækket op til det hele store og ikke bare et lille party. Der var stor blomster/frugt opsætning, chokoladekage, og et lille måltid bestående af ris, nudler, grøntsager, æggekage og kylling. June fik en lidt tør fornemmelse i halsen over at have presset den stakkels dame.

Josefine blev skarpt sekunderet af kromutter i hvordan og i hvilken rækkefølge hun skulle skære og fortærer retterne, for at guderne ville blive tilfredse. Det smagte pragtfuldt. Andreas nåede 3 gange chokoladekage.

Anden vi serveret på restauranten, smagte ikke helt så godt som vi havde forventet, men om det skyldes anden eller det at vi ikke var ret sultne oven på fødselsdagskagen ved jeg ikke.

Efter middagen gik vi ned til centrum af byen for at se Legong dans. Det var en flot forestilling. Der var en Gamelan orkester på ca. 50 mand som spillede, mens forskellige dansere kom på scenen og optrådte. Forestillingen varede 1½ time. 

Dagen efter var vi inde og se Kecak dans. Forestillingen består af optil 100 mænd, som bruger stemmen til at lave musik og lyde, mens der danses. Meget fascinerende, men for udenforstående en smule langtrukken.

Søndag tog vi ud til møbelhandleren for at se om møblerne var i orden efter, at de var blevet omlakeret. De var ok. Da møblerne ikke fyldte hele den ene m3, som var det mindste fragtrum man kunne købe, købte June og jeg lige en tonstung skænk, 4 havestole og en bænk. Vi måtte tilsammen lige punge ud med over 9 millioner. Nu må vi se om møblerne kommer hjem før os, og hvor meget det koster at få dem ind i landet.

Vi indlogerede os på selve paladsets gæstehus, med hjælp af en meget venlig balineser, som tilbød os at vise os området næste dag. Vi blev hurtig tilbudt massage og June fik ordnet sine fødder, mens jeg fik den helt store omgang. Mens vi blev masseret, tog farmor, farfar og børnene en forfriskende dukkert i de kongelige bade. Aftensmaden blev indtaget i selskab med torden og lyn, som oplyste hele himlen.

Næste morgen vågnede især Andreas tidligt, da det pissede ned igennem taget og lige ned i hovedet på ham. Efter morgenmaden mødte vores venlige balineser op, for at guide os rundt. Turen var dejlig, men igen kom det med penge på tværs, så vi bagefter, som mange gange før på Bali, følte os tvunget ind i noget vi ikke ønskede. Læs nedenfor.

Vi gik en tur langs rismarkerne over til en lille bakke, hvor der ligger et tempel. Turen tog ca. 1 time. Der skete ikke de store ting på turen, lige bort set fra at Andreas faldt i tide og utide og at June tog den helt store tur på røv og albuer ned i en rismark. Vi måtte hive hende op igen.

Efter gåturen tog jeg sammen med vores venlige balineser en bemo tilbage til gæstehuset for at hente vores bil og bagage. Turen fortsatte mod Kuta.

Dagene blev brugt ved poolen, og den sidste shopping blev foretaget. 

Sidste aften blev der holdt forfødelsdag for June. Hun fik gaver og vi var ude og spise en endnu finere middag end vi plejer. Efter 3 dejlige uger måtte vi tage afsked med farmor og farfar, som skulle hjem og passe jobbet. Deres tur hjem gik ikke som planlagt. Deres fly fra Bali blev 7 timer forsinket, således at de missede deres næste fly fra Singapore. Her blev de indlogeret på en fornemt hotel, før de dagen efter kunne flyve hjem.

Vi vil takke dem for de 3 dejlige uge sammen, hvor vi fik set noget, men også slappet og snakket. 

Vi havde endnu 3 dage tilbage, inden vi skulle videre til Australien. Vi købte sko og tøj til os alle, da vi vidste det nu ville blive koldere, når vi ankom til Perth og provianterede kaffe, smøger, og myggeolie, som er utroligt billigt her på Bali.

Søndag var det Junes store dag. Hun rundede et skarpt hjørne. 30 år. Ja, man kan jo ikke se det på hende. Hun ser ikke mange dage ældre ud end den dag for 10 år siden, da jeg mødte hende første gang, eller dagen for 6 år siden da vi sagde ja til hinanden.

Der var fødselsdagssang og små gaver på sengen, og om eftermiddagen overraskede vi hende med en stor fødselsdagslagkage.

Den 12. juni sluttede vores tur på Bali og for den sags skyld også i Asien, da vi steg på Quantas flyet, som bragte os ned til den sydvestlige Australske storby Perth.

Alle disse ting betyder, at man som turist mange gange kun ses som en pengemaskine. Vi havde flere gange kedelige oplevelser hvad penge angår. Jeg har beskrevet nogle i de forrige rejsebrev, her kommer endnu 2.

Ved Tirte Gangha mødte vi den meget venlige balineser, som hjalp os op på hotellet, og fik os indlogeret. Da vi var kommet på plads, kom han hen til vores hytte, og spurgte om vi evt. ville have ham til at vise os lidt rundt i området næste morgen. Vi diskuterede lidt frem og tilbage og blev enige om, at de kunne være rart. Han ville ikke tale om prisen. Han skulle bare have lidt håndøre, som han beskrev det.

Næste morgen kom han og hentede os. Undervejs kom vi ind på hvor meget han skulle have for ulejligheden. Han ville have 150.000 rupi. Helt uhørt. Det svarer til næsten en hel månedsløn for en almindelig balineser. Han gik med til 100.000, men vi var noget rystet.

Han prøvede på alle måder, at få os til at betale de 150.000. Pludselig var det med i prisen, at han ville bære al vores bagage fra hotellet ud til bilen. Nix. Han fik ikke flere penge. Mens hele flokken blev ved det tempel, hvor vores tur endte, kørte han med mig tilbage til hotellet, og igen prøvede han at forhøje prisen med bagage ydelsen. Jeg sagde igen nej. Det var selvfølgeligt helt vores fejl, at det et kom så vidt. Vi skulle have aftalt en fast pris første dag, inden vi overhovedet havde aftalt, at han skulle vise os rundt, så var disse skuffelser undgået.

Dagen forinden, var vi blevet udsat for sammen øvelse oppe ved templet på Gnung Agung. Her viste en ung mand os "gratis" rundt, lige indtil turen var slut, så skulle der pludseligt betales for han selskab. Pisse irriterende !!!

Det er ret hårdt hele tiden at skulle være på vagt overfor de mennesker man møder, således at de ikke flår en, og samtidig gør disse episoder, at man af og til er afvisende og kolde over for mennesker som bare vil snakke. 

Vi glæder os til at komme til Australien, hvor tingene koster det de koster, og hvor man kun må prutte på toilettet !