Da der ikke er nogen havn, hvor Boracay ligger, kommer der i stedet en  masse banca'er (deres lokale både) op på siden af færgen, og så kan folk gå ombord på disse og blive sejlet i land. Da jeg så, at man for at komme over på en af bådene, skulle ud og gå på en 3 meter lang men meget tynd planke, sagde jeg til June " at den der får de sku ikke mig ud på, med min 35 kg rygsæk på ryggen", men det gjorde de ! Mens vi ventede på at komme på en af bådene på den siden af færgen, hvor der var en god landgangsbro, kom der en gut og spurgte om vi ville direkte med til Boracay, i stedet for at komme ind til Panay først. Det ville vi naturligvis gerne. Selvfølgeligt var det den før omtale båd vi skulle ud på, så jeg måtte pænt gå planken ud, og møve mig på ryggen, med rygsæk på, ned i båden. Sikke et syn.

En anden spøjs ting vi oplevede var, at der ombord på skibet var en flok vandbøfler, som også skulle af ved Boracay. De blev bare losset ned i vandet, så kunne de svømme den lille kilometer ind til land, med hver deres ledsager.

Vel ovre på Boracay fandt vi et rigtigt dejligt sted, som vi var blevet anbefalet af en tysker vi mødte i Big La Laguna. Stedet hedder Nigi Nigi Nu Noos e Nu Nu Noos. Her boede, spiste og badede vi de næste 12 dage.

Dagene på Boracay gik med at bade, bade og bade. Det eneste vi foretog os ud over at bade, var at vi en dag lejede en banca og tog en lille sejltur ud til en nærliggende ø. Vi fik set en lille grotte og Andreas fik prøvet at snorkle. Det var det for kulturelle indslag.

Vi stødte, ligesom i La la Big Laguna, en dag ind i en filippinske børnefødselsdag. Josefine og jeg havde været på indkøb, og på vej tilbage til hytten, stoppede vi op for at se på nogle fine balloner, som hang uden for en restaurant. Der var pyntet op til børnefødselsdag og inden vi havde set os om, var vi inviteret med. Vi skyndte os hjem for at hente lidt små gaver. Det var 2 brødre Yan-Yan og Emil der fyldte år. Der blev serveret helstegt pattegris, med diverse tilbehør. Josefine var lidt genert, men der var hurtigt en af pigerne der tog hende på armen, og fik hende med til at lege lidt. Det blev til nogle hyggelige timer.

Efter 12 super dejlige dage med sol og strand forlod vi Boracay, for at flyve til Manila, hvor vi dagen efter skulle via Hongkong videre til Hanoi i Vietnam.

Nu begyndt vores sidste døgn på Filippinerne og hvilket et.

Dagen startede med et helt for vildt regnvejr. Sejlturen fra Boracay til Panay var en noget våd fornøjelse, så da vi ankom til lufthavnen, var vi alle gennemblødte. Nu begyndte The filippino ripoff show.

Først skulle vi lige betale 200 kr. i overvægt for vores bagage. På det lille 19 personers fly måtte man kun have 10 kg. bagage med pr. person. Min rygsæk alene åd næsten hele rationen, så det var bare at betale ved kasse 1.

Imens jeg pungede ud med vores sidste peso, blev June udspurgt af en nydelige kvindelige sikkerhedsvagt i lyserød uniform, om vi havde nogle BOMBER med i vores bagage. June så vantro på damen og sagde højt NO ! Det beroligede dog ikke damen, hun ville gerne lige have pakket vores det grej ud, som vi kort forinden havde brugt 3 timer på at få ned i vores rygsække. June begyndt at kæmpe med at få rygsækken ud af vores transportposer, og da damen så, at det ville blive noget af en omgang at gennemgå al vores udstyr, blev June i stedet præsenteret for endnu et relevant spørgsmål. Havde vi måske i stedet nogle PISTOLER med ? June's svar skuffede igen damen, men derved blev det. Vores bagage blev godkendt til transport. June var rystet.

Vel i Manila, hyrede vi en taxi til at finde et hotel til os, så tæt på lufthavnen som muligt, da vi skulle være i lufthavnen næste morgen 9. Han førte os til et hotel lige opad lufthavnen, hvor vi fik et rigtig skod rum og betalte overpris. Chaufføren nåede også lige at tage røven på os inden han smuttede. Næste morgen blev vi lige afkrævet 80 kr. for morgenmaden til børnene, da den åbenbart ikke var inkluderet i værelsesprisen, og hotellet kostede os lige 15 % ekstra, da deres omregningspris mellem peso og dollars, var rene åger kurser. Helt igennem et rigtig l.... hotelophold.

Ude i lufthavnen blev vi mødte af en enkelt fly aflysning. VORES ! Vi blev booket på et andet fly of fik foræret et 4 timers ophold i lufthavnen oveni. The ripoff sluttede da vi blev afkrævet 100 kr. hver for at få lov til at forlade landet.

Med 5 timers forsinkelse og med ophold i Hongkong, landede vi kl. 20.30 i Hanoi, Vietnam. 

På Filippinerne tog tingene fart, og vores sidste møde skulle vise hvor lille denne verden er.

I La la big laguna tilbragte vi, som tidligere beskrevet, nogle dejlige dage sammen med folkene fra Scandinavian Divers. På anden dagen der havde jeg desuden mødte en af mine gamle kollegaer fra Told og Skat, som var på tur med CC Travel og boede på Coco Beach.

De sidste dage i La la big laguna mødte vi Petra og David fra Tjekkiet. De var på 14 dages ferie på Filippinerne, og skulle også videre til Boracay. Vi delte en båd med dem en dag, for at tage en lille tur rundt i området. Da de var lidt i tidnød, pga. tyfonerne, tog de af sted mod Boracay nogle dage før os. 

Da vi havde været på Boracay nogle dage, stødte jeg pludselig ind i dem igen. De var lige ankommet. Deres tur havde været lidt af et eventyr, og havde taget 3 dage mere end vores. Vi tilbragte de næste 3 dage sammen med dem, på stranden og i baren om aftenen. Det var nogle dejlige dage.

Det viste sig at Petra havde boet 6 år i Danmark, fra hun var 7 til 13. Hendes far havde arbejdet for regimet i Tjekkoslovakiet. Hun havde ikke fået lov til at gå i skole, da regimet kun tillod sine undersåtter at gå i russisk skole. Hun kunne stadig nogle danske ord, og nogle af dem brugte de stadig i hendes hjem. David brokkede sig af og til over, at når han var på besøg, var der ord han ikke kunne forstå såsom kaffemaskine og piskefløde. Petra fortalte også at når venner og familie var i Danmark, skulle de altid købe røde pølser, remoulade og ristede løg med til hende.

Både David og Petra arbejder indenfor telebranchen.

De sidste dage inden vi skulle af sted fra Boracay, løb vi ind i et danske par Dorthe og Lars og deres 2 drenge Mads og Oskar. De bor og arbejder i Hongkong, hvor Lars arbejder for Ericsson. Vi tilbragte nogle gode dage sammen, og børnene fik leget en masse sammen. Da vi en aften sad og sludrede, viste det sig at Lars godt kendte Lange Kjelds bror Ove, som også har arbejdet for Ericsson i Danmark. Da samtalen kom ind på computere, viste det sig faktisk at jeg i min tid i WellWare har lavet nogle småjobs for Dortes far, som er chef for Elektronikcentret. Hvor er verden dog lille !