Ankomsten til Vietnam forløb uden problemer. Vi havde frygtet indrejsen lidt, da man har hørt frygtelige historier om, hvor emsige indrejsepolitiet kan være. I flyet skulle vi da også udfylde en seddel på tro og love, at vi hverken havde videobånd, eller anden elektronisk udstyr med, som kunne bruges til at sætte landet i miskredit. Det skrev jeg godvilligt under på, velvidende at jeg havde et hav af videobånd med, samt elektronisk udstyr som kunne bruges til alskens undergravende virksomhed.

I Hanoi fandt vi hurtigt et hotel og her blev vi en uge. Næste dag gik vi først i banken for at hæve/veksle penge. Nu skulle den store tegnedreng frem. Vi hævede hvad svarer til ca. 1800 dkr. og fik udleveret 3 millioner dong ! Den største seddel der findes er en 50.000 dong seddel (ca. 30 dkr.), så dem fik vi lige 60 af.

Næste stop på turen var posthuset, hvor vi nok troede, at der lå en pakke fra farmor. Pakken var der også, men den var ikke fra farmor, men i stedet fra vores venner Lisbeth og Rene. Den skulle lige told klareres, så tolderen ville gerne se, hvad der var i pakken. Det var julegaver. Som julegaver normalt er, var de pakket fint ind i julepapir. Det er dog ikke lige en tolders livret, da han så ikke kan se hvad indholdet er. Der var især en pakke, der vakte tolderens interesse, da den lignede en molotov cocktail. Indholdet viste sig at være en Tuborg Julebryg. Vi fik pakken udleveres efter at have betalt 40.000 i told og afgifter.

Hanoi er en utrolig charmerende by. Vi fik i løbet af vores ophold et rigtigt godt indtryk af byen og nogle af dens 3 millioner indbyggere. Vi boede i den gamle bydel med dens små stræder og de små butikker. Bybilledet er meget præget af de mange knallerter, som er vietnamesernes foretrukne transportmiddel. For hver bil der kører i gaderne kører der 100 knallerter.

Der er en utrolig afslappet og hyggelig stemning i gaderne. Folk smiler og griner. Mange vil gerne tale med dig og høre om hvor du kommer fra og hvor gamle dine børn er. Josefine vakte, som i Kina, en del opsigt, men modsat Kina, var Vietnameserne mere henholdne, hvilket Josefine værdsatte.

Handlen foregår fra små butikker, hvor de forskellige brancher ligger side om side. Der findes gader med mad, tøj, sko, blomster osv. I mange butikker er priser angivet i dollars i stedet for dong. Dette er dog noget af en ulempe, når der skal pruttes om prisen, da nedslag i hele dollars ofte er for stort et nedslag for sælger. Vi har derfor praktiseret altid at få dollar prisen i dong, for derefter at prutte prisen ned.

Omkring gående gadesælgere, så som postkortsælgere, donut damer, brøddamer mv. begyndte altid med en astronomisk pris. Donuts startede altid på 5000 pr stk., men vi kunne altid få dem ned på 1000 (60 øre). Prisen på rishatte startede med 1 for 2 dollars, mens den endte med 3 for 1 dollars. Til gengæld var det utroligt svært at prutte priserne i butikkerne ned. Vi måtte mange gange mod vores vilje, gå tilbage til en butik og give den pris indehaveren ønskede. Hvor uretfærdig ! 

Maden her i Vietnam har været en stor positiv overraskelse. Den er let, frisk, smagfuld og ikke fuldstændig overskygget af chili, som i Kina. På billige cafeer kan man få et måltid mad for 5 - 10 kr. mens det på de bedre restauranter koster ca. 40 - 50 kr. pr. person. En ting vi virkeligt har nydt, er deres brød. Vietnam, som jo tidligere har været besat af Frankrig, laver nogle formidable pain (lille bredt flutes). 

Noget man bliver en smule irriteret over i starten, er de mange postkort sælgere, som konstant prøver, at sælge postkort og bøger til dig. Jeg fandt dog ud af, at disse drenge og mænd var utroligt flinke. De startede altid med at spørge om hvor man kommer fra mv. Hvis man så vendte spørgsmålet om, og begyndte at spørge dem om hvor de kommer fra, hvor gamle de er mv. fik man altid en god sludder og nogle gange en god historie. En enkelt, som var handicappet, han havde ingen arme, fortalte hans sørgelige livshistorie. Han havde fået amputeret sine arme efter en ulykke med strøm. Han boede nu i Hanoi, hvor han studerede sang, mens han tjente til dagen og vejen ved at sælge postkort. Han havde ikke nogle søskende, da hans far var blevet såret under krigen, så han ikke kunne få flere børn. Alt i alt en tragisk historie. Hans lille historie havde sin forventede virkning. Jeg købte 10 postkort, og gav ham yderligere 20.000 til et måltid mad, for den gode historie. Om historien var sand eller falsk ved jeg ikke, men den var god.

Alle steder vi er kommet, er vi blevet mødt af smilende og glade mennesker. Der er en slags ro og tilfredshed over de fleste mennesker, som det ikke er lykkedes for det kommunistiske styre at få udvisket, i modsætning til Kina, hvor kulturrevolution udviskede al form for menneskelig selvværd. Selv Josefine er begyndt at smile, vinke og sågar sætte sig på skødet af folk.

Tilbage til den manglende postpakke. Farmor havde mailet til os, at der ville ligge en pakke i Hanoi når vi kom frem, med nye undervisningsbøger til Andreas, og nogle julegaver. Pakken dukkede som sagt ikke frem første gang vi var på posthuset, så vi blev ved med, med få dages mellemrum, at besøge posthuset for at høre om den var kommet. Tiden gik og vi nåede både til Halong Bay (læs nedenfor) og til Sapa (læs rejsebrev nr. 11), men hver gang vi mødte op på posthuset, var der ingen pakke.

Tiden nærmede sig, at min søster Susanne og hendes veninde Signe skulle komme til Hanoi. Det var meningen, at vi først skulle mødes i Hue, midt i Vietnam, men vi besluttede at blive og overraske dem i Hanoi. Efter en heftig korrespondance mellem os og farmor, lykkedes det os, at finde det hotel de skulle bo på. Vi gik over til hotellet, ½ timer før de skulle ankomme, og plantede os, troede vi, på et strategisk gadehjørne, hvor de ikke kunne se os, når de kom med taxien fra lufthavnen. Men, men, men. Den store tumpe af en taxichauffør, der kørte dem, kørte den gale vej, så Susanne så os inde fra taxien før vi så taxien. Susanne skreg med skinger stemme: "Signe få ham til at stoppe, June står derovre".

Dagen efter Sus og Signes ankomst gik vi endnu en gang på posthuset. Vi ville evt. udfærdige en fuldmagt, således at de kunne hente pakken, inden de forlod Hanoi, da vi dagen efter ville rejse sydpå til Hue. På posthuset fik vi en dame til at gennemgå alle modtagelsessedler for pakker fra udlandet. Svum svummelum, der lå farmors pakke. Den havde været der hele tiden, men af ukendte årsager, som vi ikke ville grave i, havde de ikke lagt en seddel i poste restante rummet. Jublen ville ingen ende tage, da vi fik den 7,5 kg julepakke udleveret. Vi skulle dog igen lige bøde 40.000 i told og afgifter.

Tirsdag den 12.12 forlod vi Hanoi med bus, mod Hue, med et lille stop i Ninh Binh.

Den første weekend var der fint besøg fra "over there". Clinton var i byen. Vi var ude ved Ho Chi Minh mausoleet den dag, så vi forsøgte at få et glimt og et billede af kamelen, men han dukkede aldrig op. Mausoleet var lukket, da vi kom derud. Onkel Ho var på rekreation i Rusland, for at få genopfrisket sin teint. Han bliver sendt på rekreation en gang om året, da han sidst på sæsonen godt kan se lidt ligbleg ud. Vi gik i stedet på Army museet.

Under hele turen ved mausoleet og på Army museet fik vi selskab af en ung mand, som fulgte os, hvor vi gik og stod. Han talte ikke engelsk, så det var lidt svært at finde ud af hvad han ville, men han var sød mod børnene, så vi skræmte ham ikke væk. Jeg vil dog tilstå at efter 4 timer, hvor han fulgte os som en hæmoride, var han ved at være lidt trættende. Vi fik ham først rystet af, da vi gik ind på en restaurant for at spise aftensmad.

En søndag morgen gik vi i vanddukke teater, som er en berømt kunstart her i Vietnam. Teknikken til hvorledes man fører dukkerne på vandet bliver holdt hemmelig, og det siges at kun drengebørn får teknikken af vide, da døtre jo kunne finde på at tage teknikken med sig ved giftermål.

I Kina ville vi ikke besøge Zoologiske haver, da dyrene ikke bliver behandlet anstændigt, efter vesterlandske principper, men her i Vietnam gjorde vi et forsøg. Allerede ved indgangen fik vi den første advarsel. Entreen var på 5.000 dong (ca. 3kr.) for os alle 4. Hvorledes skal man for et så beskeden beløb overhovedet kunne køre en Zoologisk have ? Dyrene havde det heller ikke for godt. De så alle, på nær fuglene, udsultet ud. Deres bure var faldefærdige og møgbeskidte. Det var et trist syn. Heldigvis forstår børn sig ikke på sådanne ting, så Josse og Andreas nød dagen.

Busturen gik som sådanne nogle plejer. En af børnene blev køresyg. Denne gang var det Andreas. Han holdt dog sit maveindhold i sig, indtil vi steg ud af bussen, men da vi stod hele flokken (35-40 mand) fra bussen, tætpakket for at komme ind i på en restaurant, sagde han "jeg skal brække mig NU!!". June fik ham revet ud af mængden, hen i et hjørne af restauranten, og frem med en pose.

Halong Bay er et område med mere end 3000 klippeformationer og øer, der rejser sig op af havet. Den smukke sejltur imellem klipperne endte på øen Cat Ba, hvor vi skulle have 2 overnatninger. På anden dagen kunne vi vælge mellem et kort trek op til et udsigtstårn, eller et længere trek på 5 timer, som gik over 6 bjerge. Vi valgte det første. Trekket bestod i at bestige et lille uvejsomt bjerg. Det var lidt farligt, og alle backpackerne var temmelig imponeret af Andreas og Josefine, som selv gik og klatrede hele vejen op. Om eftermiddagen tog vi til stranden, hvor vi skulle mødes med en anden dansk familie, som vi havde mødt i Hanoi. Denne familie var på en 3 mdr. tur, med hele 3 børn, hvoraf den mindste kun var 7 mdr. De 2 andre var henholdsvis 4½ og 7.

Vi havde for resten en sjov lille oplevelse med vores lokal guide. På vej op af det lille bjerg, kom han forbi os og spurgt om hvor vi kom fra. Da vi sagde, at vi var fra Danmark, kom det på klingende dansk fra ham: SLANKEKUR. Vi skreg af grin. Han forklarede, at han engang havde haft en dansk familie med 2 drenge med på tur. De 2 drenge var bare tonset derud af, og da de svedende og pustende nåede deres mål, var de 2 drenge blevet enige om at guiden var en god : Slankekur. 

Fremme ved stedet, hvor opstigningen til pagoden skulle foregå, skred vores gruppe bare fra os, så da vi, med 2 unger på slæb, kom frem til et sted, hvor stien delte sig, valgte vi selvfølgeligt den forkerte vej. Det resulterede i at vi aldrig fik set pagoden, men i stedet en dødssyg grotte. Tilbage ved udgangspunktet fik vi dog set et smukt tempel. Da vi skulle til at drage tilbage, fik vi lige hilst på "Slankekur" igen. Han var på tur med en anden gruppe. Turen tilbage til bussen foregik igen med robåd. Fra turen kan kun nævnes, at da jeg skulle stige ombord, tiltede jeg baglæns, så jeg nær havde fået båden til at kæntre. Alle på kajen morede sig kosteligt.