Werenfeldt Explorer

 

Hongkong
Rejsebrev nr. 7.  05.10.2000 - 15.10.2000
Siden sidst
Vi ankom til Hongkong efter at være sluppet igennem den Kinesiske paskontrol, uden at blive konfronteret med vores manglende visa.

Du store verden, det var som at træde ind i en helt ny tidsalder at ankomme til Hongkong. På stationen var der ca. 20 kontant automater, hvor vi kunne få nogle HK dollars. Vi slap for at bruge 3 dage på at lede efter en Bank of China. Priserne var også steget et par grader.

Vi skulle være i HK i 10 dage, og da vi vidste det kunne bliver rigtig dyrt at finde et sted at bo, ville vi bruge den første dag på at finde et godt billigt sted. Vi ville blive klogere. De fleste billige overnatnings steder i HK består af Gæstehuse. Disse gæstehuse ligger i kæmpemæssige faldefærdige højhuse. På hver sal er der et antal private, som har indrettet værelser af forskellig beskaffenhed.

Vi brugte LP til at finde et rejsebureau, da vi havde hørt det var billigere at bruge dem i forholde til at booke direkte hos hotellet. Inden vi nåede frem til bureauet, var vi blevet antastet af et hav repræsentanter for gæstehusene, som havde netop det helt rigtige tilbud til os. Vi fulgte med den ene, som havde et meget fint værelse til kun 400 HK$ pr. nat (1 HK$ er ca. 1,1 Dkr). Da vi nåede op til "hans" gæstehus, var værelset allerede optaget, og vi fik i stedet tilbud et lille hummer af et værelse. MEN i morgen kunne vi få det store værelse. Vi fandt hurtig udgangen og fandt rejsebureauet.

Nu kom den store overraskelse. Der var ingen hotel værelser i HK de næste mange dag, da alt var booket pga. nogle store konferencer. Bureauet henviste til gæstehusene og fik fat i en ejer, som hentede mig, så jeg kunne tjekke værelset først. Vi fik tilbudt et værelse med cement gulv og fire køjesenge på størrelse med et stort kosteskab, og med toilet og bad på gangen. Jeg takkede nej. På vejen tilbage fandt jeg endnu et bureau, som havde nogle værelser lidt væk fra centrum på et 3 stjernet hotel til 590 HK$ pr. nat. Det tog vi. Vi købte første et par nætter for at tjekke det ud.

Hotellet var meget fint, så vi ville booke for hele perioden. Nu steg prisen til 790 og 890 HK$ pr. nat, og for den 12. og 13.10 havde bureauet ikke flere værelser til rådighed. Disse 2 dage måtte vi booke direkte hos hotellet. 1300 HK$ pr. nat var prisen vi måtte bøde. Surt show !

Dagene startede med at vi løb stormløb mod hovedposthuset, for at se om der var breve eller pakker hjemmefra. Til vores store glæde havde farmor sendt en store dejlig pakke, med bøger, legetøj og SLIK !!! Breve og bøger blev læst på stedet og da vi kom tilbage på hotellet blev dagens slikration uddelt.

gaver.jpg (89096 byte)    slik.jpg (51857 byte)

Dagene i Hongkong har vi brugt på at shoppe. Et ordsprog siger at "du kan finde alt i HK, og det du ikke kan finde, har du ikke brug for" Vi må give ordsproget ret ! HK bugner af teknik, tøj og varer fra alle de store producenter. Priserne er stort set de samme som i DK, men udvalget af kolossalt. Alt det nye findes her, og alle mærkerne er repræsenteret. Almindeligt tøj er dog billigere end i DK, og i de skumle sidegader kan man finde mærkevarer til spotpriser.

Da jeg jo har ca. 10 kg. elektroniks udstyr med, havde jeg i Kina forsøgt at få fat i et pc program, så jeg kunne lave nogle små hjemmevideo'er og sende dem hjem. Jeg fandt et godt og meget billigt program (100 kr.), men desværre var det på kinesisk. Jeg havde besluttet, at jeg ville forsøge at finde det i HK. Jeg fandt der hurtigt, til en noget anden pris (1000 kr.), men i butikken, hvor jeg fandt det, var den engelske version beklageligvis udsolgt. 

En dag da jeg tilfældigt kom forbi en lille edb-butik, gik jeg ind og spurgte om de kendte programmet. Den uge dame bag skranken sagde "Et øjeblik" og foretog en telefon opringning. Hun talte lidt på kinesisk med manden i den anden ende og rakte mig røret. Jeg fortalte ham, hvad jeg var på udkig efter. Han sagde, at hvis jeg betalte 100 HK$ og lagde 50 i depositum nu, kunne jeg komme igen i morgen og hente det. Som sagt så gjort. Jeg kom tilbage dagen efter og fik mit program. Da jeg trak det op af posen for at se på det, blev den unge dame helt febrilsk, og rev det ud af hånden på mig og puttede det hurtigt tilbage i posen igen, mens hun stammede "NO NO not here". Jeg smilede hele vejen tilbage til hotellet, fordi jeg havde fået programmet så billigt og fordi jeg nu endeligt havde mødt det Kina, jeg havde hørt så meget om, med hemmelige handler i skumle baggårde.

Efter 6 dages shopping trængte vi til lidt kulturel input, så vi tog med offentlige transportmidler hele Hongkong øen rundt. Det blev en dejlig dag, hvor vi prøvede at køre i TRAM (sporvogn), og dobbeltdækkerbus. Vi fik se den anden side a øen, fik gået en tur i Stanley og var en tur ud og sejle i en junker i havnen i Aberdeen.

junker.jpg (81337 byte)

Den sidste aften tog vi sporvognen op til The Peak, hvorfra man kan se ud over hele HK og Kowloon. Vi tog først derop om aftenen, så vi fik et spektakulært syn ud over det belyste HK. 

hkaften.jpg (79777 byte)  

 

 

Copyright Werenfeldt Explorer 2000 - 2001