Tilbage i Bangkok fandt vi et hotel tæt ved China town. Dagene inden svigermekanikkernes ankomst var vi ude og kigge på byen, for at finde nogle steder at tage dem med hen.

Så oprandt den store dag hvor Mariann og Jan skulle komme og besøge os. Vi stod tidligt op og flyttede ud til det hotel, hvor vi alle 6 skulle tilbringe dagene i Bangkok. Efter at have checket ind, gik vi hvileløst rundt en times tid inden de endelig dukkede op. Børnene var ellevilde.

Oppe på værelset blev der delt gaver og pakker ud til højre og venstre. Der var bøger, slik, blade, rugbrød, leverpostej, spegepølse, ristede løg og meget andet godt hjemmefra. Mens vi 4 gik i swimmingpoolen tog Jan og Mariann sig en velfortjent lur.

Stedet hvor vi boede hedder Centre Point. Vi havde fået en 121 kvadrat meter stor lejlighed, med køkken, stue, 3 soveværelser, 2 badeværelser, 3 fjernsyn, video, stereo anlæg og 2 altaner. Pris 840 kr. inkl. morgenmad for 4 personer. Stedet havde swimmingpool, motionscenter og legeplads. Det var Dorthe og Lars, som vi havde mødt på Boracay, der havde anbefalet stedet. Det var bare super duper !

Om eftermiddagen havde vi lagt et beskedent jetlag program, som kun stod på shopping i World Trade Center.

Dagen efter tog vi først med metroen ud til floden der går gennem Bangkok. Her gik vi ombord i en af hurtig bådene, som bragte os ind til Konge Paladset. Her måtte June og jeg en tur i omklædningsrummet, da vi ikke havde passende tøj på. Mine shorts, Junes sandaler og bare skuldre bestod ikke den kongelige "passende påklædnings test". Dette var imidlertid ikke noget problem. Mod udlevering af pas eller kreditkort kunne vi gratis låne de manglende beklædningsgenstande. Iført mine nye lånte blå pludderbukser og Junes nye kone sko og 70'er bluse, kunne vi alle gå ind på de kongelige arealer.

Området består at 2 seværdigheder. Grand Palace (konge paladset) og templet Wat Prha Kaew. Det første man kommer til er templet, som er det mest berømte tempel i Thailand, ikke mindst pga. Jade Buddha'en, som findes i hovedtemplet. Denne 60 cm høje Buddha siges at være Thailands skytsengel og tegn på Thailands suverænitet. Jeg har desværre ikke nogle billeder af den, da den er forbudt at fotografere. 3 gange årligt skifter Buddha'en tøj. Den har en dragt for henholdsvis den kolde tid, den varme tid og regntiden. Det er kongen selv der foretager garderobe skiftet. 

I dag bliver Konge paladset kun i begrænset omfang brugt af kongen. Kong Bhumibul Adulyadej (Rama IX) har siddet på tronen siden 1946 og er den længst regerende konge i Thailands historie. Kongen er meget velanset i det Thailandske samfund og nedsættende udtalelser om kongen er nok det værste en udlænding kan gøre mod en Thai. Netop i de dage hvor vi var på besøg, havde kongen fint besøg fra det kolde nord. Daisy var sammen med sin prins og Pingo på besøg. Vores dronning fik foræret 2 nye elefanter til Zoo i København, da en af dem, som hendes far Frederik IX fik foræret under hans besøg en gang i 60'erne, var død. 

Godt trætte og svedige, droppede vi Wat Pho, og tog i stedet tilbage til hotellet for at svale af i poolen.

3. dagen startede igen med en tur på floden, men denne gang stod vi af i China Town. Morfar var noget imponeret af longtail bådene på floden med deres store motorer. Vi gik et par timer og så på de forskellige boder og butikker. Efter frokost tog vi en TucTuc til Queen Saovabha Memorial Institute. Dette er et Røde Kors forsknings institut, hvor man laver slange serum. Stedet har en slange farm. Vi startede med at se hvorledes slangerne blev fodret med små hjælpeløse hvide mus. Bagefter fik vi en ½ times lysbilledshow om slanger og hvorledes serummet bliver udvundet. Efter showet skulle vi se nogle af slangerne live. Der blev fremvist diverse eksemplarer af dødelige slanger, hvoraf kongekobraen var den mest imponerende. Da forevisningen var slut, kunne interesserede komme ned og holde en pyton. Andreas er blevet helt slange tosset, så han stod i forreste række. Josefine ville også gerne, bare mor ville gå med.

Efter 3 gode dage i Bangkok, drog vi alle til Koh Samui, hvor mormor og morfar havde lejet nogle hytter til os.

Morfar havde lejet 2 lækre front beach hytter til os, som lå direkte på stranden, kun et stenkast fra havet. Her tilbragte vi de næste 14 dage, med at bade, dase i solen, spise, læse bøger, lægge puslespil, læse Anders And mv. Jeg læste det store værke om det danske fodboldlandshold i mod- og medgang, mens Andreas fik læst Harry Potter. Massagedamen holdt til lige uden for vores hytte, så vi nåede alle at blive nulret af hende, jeg nåede vist 3 gange. En rigtig slappe ferie.

Morfar synes betjeningen var super. Alle strandsælgerne blev meget glade for ham i løbet af de 14 dage. De kom med steget majs, forårsruller med chili dyppelse, donuts og frugt. Det hele skulle prøves. Betalingen var der heller igen problemer med. Morfar syntes næsten det var synd at "prutte" med dem.

Vi nåede at fejre 2 ting i løbet af de 14 dage. Først fejrede vi fastelavn, og oldemor havde sendt fastelavnsris med ud og Mariann fyldte år.

Den ene dag lejede vi en Jeep og kørte øen rundt. I Thailand er der jo venstre kørsel, så det var med nogen spænding, vi bevægede os ud i trafikken. Det gik fint, og det hjalp en del at Josefine hele tiden kom med opmuntrende kommentarer så som: "Far er dygtig til at køre i bil", hver gang jeg undgik et fronttalt sammenstød.

Første stop var en elefant lejer, hvor vi selvfølgeligt skulle op og ride på de store dyr. Efter turen gik vi videre op af bjerget til et vandfald, hvor vi smed kludene og sprang i det kolde vand. Efter frokost og lidt shopping i havnebyen Nathon, kørte vi ud for at se solnedgangen ved Wat Laem Saw, hvor de har en 12 meter høj Buddha. Solnedgangen druknede i skyer, men Wat'en var flot. 

Nogle aftener tog vi den lokale Songthaew (pickup med 2 rækker sæder bagi) ind til Chaweng by for at spise og handle. Der blev købt sharoner, cd'er og spisepinde til den store guldmedalje. Mormor og morfar fik desuden malet et portræt af Josefine og Andreas ud fra et foto, vi havde taget af dem. Portræt butikken gav sig også af med at lave efterligninger efter de kendte værker. Vi havde også set disse forretninger i Vietnam, og det er imponerende så gode de er til at efterligne de store værker. Her kan man få sin egen Picasso for næsten ingen penge og i den størrelse man ønsker.

En af de sidste dage vi var ved stranden fik vi noget af en forskrækkelse, da Andreas blev ramt af en brandmand. Ja du ved sådanne en der svømmer i vandet. Det var faktisk lidt uhyggeligt, for vi kunne ikke se den. Vi tror nok det er en slags, der kun er få cm stor, men som har nogle flere meter lange fangarme. Lige inden Andreas blev ramt, havde jeg også mærket en svie på benet, men glemte det hurtigt, da Andreas begyndte af skrige og græde. Han tog sig krampagtigt til benet, mens han skreg, men vi kunne ikke se noget. Til alt held havde vores tyske naboer noget eddike, som vi skyllede hans ben i. Det skal man bruge for at neutralisere giften med.

Efter nogle minutter fik han nogle tydelige røde striber på det ene ben, ligesom om han var blevet ramt af en pisk. Smerten fortog sig efter nogle minutter, men stadig her en måned efter kan man stadig se mærkerne.

Efter 3 dejlige uger måtte vi desværre tage afsked med mormor og morfar. Det var dejligt at have dem på besøg og vi vil takke dem for at rive nogle uger ud af deres kalender og bruge dem på os.

Thai'erne derimod må gerne grine og le af vores måske lidt korpulente kroppe fra vesten. Første aften var morfar i stødet og bestilte 15 kongerejer. Tjeneren slog en latter op og sagde "lot of food for a big guy", mens han klappe venskabeligt på hans mave. Hver gang han kom forbi fik morfar et vink og ordene "Big guy" med på vejen.

Thai'erne har en meget afslappet holdning til det med vægten. Senere oppe i Kanchanaburi oplevede vi en anden situation. Vi var på en guidet tur og sammen med os var en meget stor tysker. Han var vel 1.90 m og vejede ikke under 150 kg. Ved et vandfald, hvor vi sad og nød omgivelserne, spurgte vores guide, hvor gammel Josefine var. Han vendte sig hurtigt mod tyskeren og spurgte om han havde nogle børn. Det havde han ikke. Derefter slog guiden ham blidt på maven og sagde, mens han var ved at dø af grin, at efter hans skøn var der nok tvillinger på vej. Jeg måtte også vende mig, for ikke at grine tyskeren lige op i hovedet, men han synes absolut ikke, det var spor sjovt.

Vi har efterhånden prøvet det meste og alt har bare fungeret. Har man selv lyst og energi kan billetter fås på banegårde mv., men hvis man gerne vil have det hele ordnet for sig, ligger der rejsebureauer på hvert gadehjørne. Her får man så en pakke, som fx. da vi skulle til Koh Tao, hvor vi fik en pakke med natbus, bus næste dag til færgen, og færgebillet fra Chumpong til Koh Tao.

Især deres langturs busser er fine. Vi har prøvet en såkaldt VIP 24, hvor der kun var 24 sæder i bussen. Sædet var meget bredt og kunne næsten lægges helt ned, så man lå faktisk udmærket, når man skulle sove. Der var også gratis vand og spisebillet med i prisen. Man kom også til at betale for luksusen. Selve billetten kostede 250 bath, mens tillægget for VIP 24 var 500 bath.

Trafikken er noget mere ordnet end vi tidligere har oplevet. Halsbrækkende overhalinger findes stadig, men ikke så ofte som fx. i Kina.

I byerne benytter vi gerne Tuc Tuc'er. Børnene synes det er sjovt at køre i disse 3 hjulede osende knallerter med bagsæde. Prisen skal altid aftales på forhånd. Man kan komme langt for 10 kr. Cyckloer har vi ikke set meget til, og da TucTuc'erne er så billige, har vi faktisk ikke brugt dem her i Thailand.