Turen til Ninh Bing foregik i en af de såkaldte Open Tour busser. Med disse busser kan man komme fra Hanoi til Saigon for under 300 kr. Turen er på 2000 km. Man kan gøre stop i alle de byer undervejs, man ønsker det.

Da vi nåede til Ninh Bing, fortsatte bussen ud af byen igen uden at sætte os af. Jeg møvede mig op til chaufføren og spurgte, hvor vi ville blive sat af ? Han gloede underligt på  mig og spurgte mig om, hvor mange der skulle af, som om det havde nogen betydning. Under megen stønnen, pusten og brokkerier, som jeg heldigvis ikke forstod noget af, fik han vendt bussen og kørte os til hotellet.

Vi havde valgt at stoppe i Ninh Bing, for at tage ud til Tam Coc, som er nogle klipper lidt a'la Halong Bay, men med smukke risterrasser. Vi havde haft den naive opfattelse, at vi kunne få en organiseret tur derud fra Ninh Bing, men blev skuffet. Alt var lukket. På hotellet ville de have 120 kr. for at køre os de 12 km ud til området. Det nægtede jeg at betale. Jeg tilbød dem i stedet 45 kr., og lavede et pænt lille regnestykke på et papir, for at vise dem, at det ville en sådanne tur med taxi koste i Hanoi. De lo hånligt, og sagde "Dette er ikke Hanoi"

Vejret var blevet koldt og blæsende. Vores gåtur ned til stationen, hvor vi skulle forsøge at få nogle billetter til Hue til dagen efter, viste en kedelig og grå by. Hovedvejen i byen er den gennemgående hovedvej 1 fra Hanoi til Saigon, så det var meget tung trafik der flød gennem byen. Ned på stationen fik vi af vide, at vi kunne komme igen næste dag kl. 16.00 (2 timer før afgang) så ville de ringe til Hanoi og spørge om der var nogle ledige pladser.

Næste dag havde hotellet ikke skiftet mening mht. prisen for turen til Tam Coc, så vi pakkede vores sydfrugter og begav os til stationen. Vi fik 3 liggepladser til den formidable pris af 990.000 dong (ca. 600 dkr.) Hvis vi havde været af vietnamesisk kød og blod var vi sluppet med 90 kr. for de 3 samme senge.

Den eneste positive oplevelse vi havde i Ninh Bing var alle de søde mennesker vi mødte på stationsområdet.

Vi fandt et dejligt hotel og gik en tur i byen. Det skulle hurtigt vise sig at opholdet i denne by skulle blive en våd omgang. I den uge vi var der, regnede det de 6 dage. Hue bliver hvert år ramt af store oversvømmelser, og det var her, at der i 1999 skete store ødelæggelser under nogle af de værste oversvømmelser Vietnam nogensinde har oplevet. Vi skulle på vores vej væk fra Hue, få håndgribelige beviser på dette.

Dagene foregik meget indendørs, pga. det dårlige vejr, men så fik vi i stedet tid til at undervise Andreas og skrive rejsebeskrivelser og e-mails. Den ene dag hvor vejret var godt, hyrede vi 2 cycloer til 8 kr. i timen. Vi kørte rundt i 3 timer, og fik set lidt af byen.

I selve Hue, ligger et stort kejserpalads, som desværre er næsten helt ødelagt af de mange krige. Vi fik også set et Onkel Ho museum (hvilket enhver by med respekt for sig selv og gutter i Hanoi har) og endnu en pagode.

Ved siden af kejserpaladset lå en lille skrot kirkegård, med tilfangetaget materiel fra Vietnam-krigens tid. Her kunne Josse og Andreas boltre sig på kanoner og kampvogne.

Vi havde planlagt at vi skulle ud og se DMZ zonen, som efter opdelinger af Vietnam i 1954, var grænsen mellem nord og syd. Området ligger ca. 100 fra Hue. Vi mødte nogle danske gutter, der havde været på turen, og efter deres beskrivelse var det ikke den store oplevelse. Turen tog dem 16 timer, og det eneste man fik at se var nogle marker, hvorpå der under krigen havde ligget nogle militærbaser. Man skulle vist selv have været med i krigen eller skulle lave en afhandling om emnet for at finde det interessant. Med mit efterhånden indgående kendskab til  mine børns problemer med at holde deres maveindhold indenbords under busture, frastod vi fra at drage ud på en 16 timers (mavetor)tur.

Vi havde aftalt med Sus og Signe, at de skulle støde til os i Hue, hvor vi så ville holde jul sammen. De ankom den 22.12, og da det stadig, ja undskyld udtrykket, pissede ned, tog vi en hurtig beslutning, at få fat i en minibus, som kunne fragte os til Hoian, vores næste stop på turen. Vi måtte betale godt 400 kr. for at få bussen til at bringe os alle de 150 km. sydpå til Hoian. En sådanne tur tager vel i DK max et par timer, men denne tog 5½ time ! Vejen var så at sige elendige. Flere steder var der faktisk ingen vej og på de steder der var blevet ramt af de store oversvømmelse var vejen hullet som en si.

Hoian er kendt for sine mange skræddere. I den forholdsvis lille by, findes der over 200 skrædder butikker. Priserne er helt i bund. Et jakkesæt kan erhverves for ca. 250 kr., kjoler 80 kr., trekbukser med ben, der kan lynes af 75 kr. Alt er tilpasset netop dig, og hvis der er noget, der ikke sidder som det skal, når du henter varen, bliver det lavet om med et smil. Pigerne var da også på indkøb, og Andreas og jeg fik nye trekbukser. 

Julen. Ja var det store øjeblik kommet, hvor vi skulle fejre jul under fremmede himmelstrøg. Der var kommet ca. 15 kg gaver hjemmefra, så lidt var der, der skulle under juletræet i bogstaveligste forstand. Vi startede kl. 17.00, med at gå lidt omkring det juletræ, som Sus havde medbragt hjemmefra, og synge lidt julesalmer, så godt vi nu kunne huske dem. Vi fik åbnet gaver og fik taget hul på nogle af dem (slik og tuborg julebryg). Julemiddagen indtog vi på en restaurant, hvor en af de ansatte kunne sige "risengrød" og de kunne faktisk også lave det. Der var både smør og kanelsukker til. Andreas udtalte, at det næsten smagte lige så godt som farfar's. Vi var en 20 - 30 danske og svenske backpackers, der fejrede jul  i denne restaurant. Der var rigtigt hyggeligt. Stemningen nåede uanede højder, da hele selskabet rejste sig og løb og sang "nu er det jul igen" igennem hele restauranten og gaden uden for. Jeg tror nok de små 200 vietnamesere der standsede op for at se på os, fik en på opleveren. Et andet højdepunkt var da Flemming og Melene, som vi mødte første gang i Hue, lavede gløgg. En svensk pige gik ret beset i selvsving. Hun blev ved med at sige UNDERBART !!! UNDERBART !!!, mens hun smagte på gløggen.

2. juledag havde vi aftalt med vores chauffør fra turen fra Hue, at han skulle komme til Hoian og tage os en tur til rundt i området. Turen startede med et besøg i My Son, som er en forhistorisk ruin, som har til Cham folket. Cham folket levede flere steder i Vietnam, Laos og Cambodia, og stammer fra Indien. Ruinerne er desværre meget beskadiget, da der under krigen var en Viet Con base her, så Amerikanerne brugte området som "free drop zone". Dette betød at hvis bombeflyene havde bomber tilovers, efter et togt, kunne de tømme dem over My Son. Først efter at en fransk arkæolog skrev et protestbrev til Præsident Nixon, stoppede dette vanvid.

Efter middag besøgte vi Cham museet i Danang, hvor nogle af de mest værdigfulde ting fra Cham byerne er udstillet. Dagen sluttede med en tur op ad Marmorbjerget og et besøg i nogle huler.

Vejret i Hoian var ikke meget bedre end i Hue, så efter en uge tog vi en Open Tour bus væk fra regnen og de 500 km sydpå til badebyen Nha Trang. Vejen var igen elendig, så turen tog os 15 timer.  

Nha Trang er kendt for sin fine badestrand, og berygtet for de mange tyverier fra turisterne på stranden. Flemming og Melene (det er ikke stavet forkert), som var taget i forvejen, skrev advarende til os, at Flemming havde fået stjålet sine støvler på stranden, mens Melene stod blot nogle få meter derfra.

Dagene foregik ved stranden. Vi fandt et sted i nærheden af hotellet, der var lukket for lokale, så vi kunne ligge i fred. Det er en skam det skal være sådanne, men når problemet er så stort som det er, er det ikke underligt, at man prøver at beskytte sig. Bølgerne var desværre så store at Josefine kun kunne soppe, mens Andreas og jeg fik nogle rigtige røvture af bølgerne. Få meter fra stranden kunne bølgerne være op til 4 m høje. Flere af dagene var det røde flag oppe, da der var megen understrøm.

Den ene dag mens Sus og Signe tog på sejltur rundt i området, hyrede vi 2 cycloer til en tur rundt i byen. Vi besøgte endnu et Cham tempel, en pagode med en kæmpe Buddha, og en stor katolsk katedral. Ude ved pagode blev Josse "bortført". Få minutter efter kom hun tilbage med fin ny neglelak på hænder for fødder.

Nytårsaften blev fejret i Nha Trang Yarth Club. Det var en meget stille aften. Vi var i seng kl. 1.00, efter at have indtaget en øl eller to. Nytårsdag blev tilbragt på stranden og den 2. kørte vi videre til Saigon.