Senere på dagen da børnene ville på legepladsen og ikke kunne finde den, sagde vi til Andreas, at han kunne jo bare spørge i receptionen, de kunne jo dansk. Han strøg af sted. Da han kom tilbage sagde han, at de havde fået sig "en sludder for en sladder". 

I Sydney checkede vi ind på den campingplads det lå tættest på lufthavnen. Det skal nævnes, at Sydney nok et det sted i Australien, som har de dårligst campingfaciliteter. De ligger alle meget langt fra centrum, de er af lav kvalitet og de koster en halv bondegård.

Campingpladsen lå lige ud til bugten Botany Bay, hvor Kaptajn Cook i sin tid havde gjort holdt under sin opdagelsestur op langs østkysten af Australien i 1770. Da den første engelske flåde på 11 skibe ankom til stede i 1787 med de første straffefanger, var man ikke tilfreds med beliggenheden, og sejlede derfor lidt længere nordpå ind i bugten hvor Sydney centrum i dag ligger, og lagde til ved det der i dag kendes som Circular Quay. 

Vi havde planlagt indtil flere turen ind til centrum, og da vi ikke skulle nyde noget af at drøner rundt derinde og finde parkeringsplads til vores lille 3,4m x 6,5m campervan, købte vi i stedet et ugekort til tog, busser og færger.

Første dag besøgte vi Darling Harbour, som er et stort underholdnings- og indkøbscenter. Vi brugte hele dagen med at lege rundt med ungerne. Hen på eftermiddagen så vi en lille danseforestilling af Maui dansere fra New Zealand. På et tidspunkt skulle de bruge nogle af de kvindelige tilskuere til at hjælpe dem med et nummer. June vendte med lynets haste om på hælene og forsvandt med ordene "Jeg skal sku ikke være med !" En af danserne jagtede efter June, men det lykkedes ikke at overtale hende.

Da det blev mændenes tur, og da jeg var en af de eneste af slagsens, måtte jeg en tur med på scenen. Jeg fik danset lidt, klappet mig selv på lårene, og råbt nogle utydelige ukvemsord, til stor mora for June og de andre.

Dagen efter besluttede vi at bruge på at sende ting og sager hjem, som vi ikke ville få brug for i New Zealand, vaske og se den lokal strand og legeplads.

3. dagen stod på museums besøg. Det var et heldigt valg, da det regnede hele dage. Vi besøgte det Australske museum. Vi kom lige da der skulle starte et dukketeaterstykke for børn om hajer. Mens ungerne så det, osede June og jeg lidt rundt. 

Efter lidt frokost tog vi fat på museet. Vi så udstillinger om skeletter, mineraler og ædelsten. Der var en stor afdeling om de australske dyr, og til sidst på dagen, så vi en temaudstilling om menneskets udvikling fra aberne.

Museet var meget børnevenlig. Der var en legeafdeling for de helt små, og til de større var der indrettet et helt laboratorium, hvor børnene kunne undersøge dyr og kigge i mikroskop.

På vejen til stationen slog vi et smut omkring den berømte og smukke bygning Queen Victoria Building, som efter Pierre Cardin er verdens smukkeste indkøbsstrøg. Vi havde dagene forinden set en del smukke gamle bygninger fra samme tid, spredt mellem alt det nye.

Ifølge vejrudsigten skulle vejret være noget bedre på 4. dagen så denne dage skulle står på operahus og bro. Læs om operahuset nedenfor.

Efter de dejlige timer ved operahuset, gik vi en tur forbi den centrale færgeterminal Circular Quay og igennem den ældste del af Sydney The Rocks. Et charmerende område med gamle bygninger, små cafeer og butikker.

I en af gaderne var der hængt nogle figurer op i luften. Ved hjælp af en snor kunne man så hive i figuren og få den til at ændre sig. Når man så gav slip, faldt den tilbage til sin oprindelige form.

Bag The Rocks klaterede vi så op på The Harbour Brigde, som efter 10 års byggeri blev åbnet i 1932. Broen har 8 kørebaner, 2 sæt togskinner, 1 cykelsti og et fortov. På turen over den ca. 550 meter lange bro, fik vi et fremragende udsyn over operahuset, Circular Quay og centrum.

På den anden side ville vi besøge forlystelsesområdet Luna Park, men det var lukket pga. reparation. I stedet tog vi færgen tilbage til Circular Quay, og gik derfra ned til Chinatown, hvor dagens udflugt sluttede.

Lørdag gik i Akvarium nede ved Daling Harbour. Vi fik set et hav af fisk og skaldyr. 2 akvarierne var konstrueret således, at man nærmest gik igennem dem via nogle glastunneller. I det ene var der 3 store hajer og en del rokker, moræner mv. Det sidste akvarium var ligeledes meget imponerende. Det var fyldt med mindre hajer, og store stimer af fisk. Det sidste rude målte vel 4x8 meter !

Sidste dag i Australien kørte vi ud til den berømte Bondi Beach, som ligger kun nogle få kilometer fra selv centrum. Vejret var ikke med os, det blæste og himlen var fyldt af truende skyer. Bondi blev under vilde protester ombygget til Beachvolley stadion under de Olympiske lege sidste år. I dag er stadion væk, så nu har dullerne og surfbumserne stranden for sig selv igen. Børnene og jeg fik os en kold dukkert mens June forsøgte at holde strandløverne på afstand. Sådanne sluttede vores uge i Sydney og vores 4 fantastiske måneder i landet Down Under.

Efter af have betragtet det lidt hastede vi ind og købte billetter til rundvisningen. Turen startede foran hovedtrappen. hvor guiden fortalte indgående om hvorledes Utzon havde vundet arkitekt konkurrencen og at det skyldes, at det var et så fantastisk hus han havde tegnet. Fra anden kilde kan jeg nævne, at det faktisk ikke var Australierne der valgte Utzons forslag. Komiteen som skulle afgøre konkurrencen kunne ikke blive enige, og derfor blev den finskfødte amerikanske arkitekt Eero Saarinen bedt om at give et bud på hvem, der skulle vinde. Han pegede på Utzons forslag, som var blevet forkastet af komiteen.

I forhallen til opera og ballet scenen fik vi fortalt om hvorledes Utzon havde tænkt sig huset skulle tage sig ud. Utzon ville have, at man kunne se den rå struktur og derfor blev de rå betonelementer ikke dækket. Først 2 år efter at Utzon havde vundet, begyndte man at opføre huset. I de 2 år skulle man nemlig først lige finde ud af hvordan man overhovedet skulle konstruere en sådanne stor konstruktion. Som guiden sagde: Selve opførslen drejede sig ikke om arkitektur, men om at udvikle metoder til at konstruerer betonelementerne, som man på det tidspunkt ikke havde ret megen erfaring i.

Efter 6 lange år og 30 millioner dollars, en overskridelse af budgettet på 20 millioner dollars, kom der en ny regering til i Australien, og de ville gerne sætte deres finger på projektet, ved at prøve at styre det. Utzon ville ikke styres og forlod projektet. På dette tidspunkt stod kun selv fundamentet og skallen færdig, selve interiøret og koncertsalene var endnu ikke bygget.

Utzon havde lige indtil sin afgang, arbejdet tæt sammen med nogle tyske folk, der kendte til akustik, om udarbejdelsen af selve salene. Australierne havde bedt om nogle sale, som kunne bruges til mange forskellige slags kunstarter, men de tyske eksperter havde frarådet at lave sådanne nogle mellemtings sale, da de ikke ville være tilfredsstillende for nogle af de enkelte kunstarter. De Australske arkitekter, der fik til opgave at bygge koncertsalene, valgte at bruge samme tyske eksperter, og man besluttede at lave 2 sale optimeret til henholdsvis opera og en koncertsal. Efter 14 års byggeri og forbrug af 102 millioner dollars, blev operahuset åbnet den 20. oktober 1973 af dronning Elizabeth den anden.

Finansieringen af huset skete igennem et lotteri. Hele huset var betalt 18 måneder før det stod færdigt. Her kommer et lille sidespring:

Australierne er total tosset med at spille. I hver eneste lille flække ligger der et hus, hvor man kan spille Pokie, som er en avanceret enarmet tyveknægt. Staten Victoria får 15% af sine indtægter fra spil. I NSW er over 65.000 mennesker ansat steder hvor der spilles, hvilket gør industrien til den største, og den skaber indirekte 250.000 flere jobs. I Sydney ligger en klub som har 60.000 medlemmer, hvoraf de 20.000 kommer ved specielle lejligheder som fx. Nytårs aften. Spillekomplekset har sin egen vuggestue/legeplads som kan rumme 400 babyer og børn, og sin egen 8 sals biograf.

Tilbage til Operahuset.

Vi så først operasalen, som kan rumme 1300 tilskuer. Det ret specielle ved Operahuset er, at det ikke er hjemsted for nogle ensembler, lige som Det Kongelige Teater er hjemsted for den kongelige ballet mv. De 2 sale bliver lejet af diverse ensembler fra Sydney området og fra hele NSW. Andre organisationer kan også leje salene, og alt efter hvem det er, koster de mellem 1 og 12.000 dollars pr. dag.

Vi gik herefter en tur over i koncertsalen. Først så vi området, som ligger ud til havnen. Det store glasparti ligner mest af alt broen på et skib. Vi fik historien om at Utzon kom fra Helsingør og kunne lide at sejle, og at der jo i Helsingør lå et berømt slot: Kronborg, hvor Hamlet foregår, jo vi var langt omkring.

Selve koncertsalen har 2500 siddepladser. For enden af salen står et moster af et orgel med ikke mindre en 10.000 piber. Salen blev ved specielle lejligheder også brugt som opera og balletsal.  Guiden gjorde sig stor umage, at fortælle om de forestillinger der gik for tiden, og fortalte at man skulle være der til tiden, for ellers kunne man ikke komme ind før i pausen. Da salene har trægulve, har man besluttet at låse dørene, når forestillingen går i gang, for ikke at forsinkede tilskuere skal komme og larme og ødelægge oplevelsen for andre. 3 gange har forskellige statsministre måtte lide den tort, at være blevet låst ude !

Jeg kan desværre ikke vise billeder fra salene, da det var forbudt af filme.

Jørn Utzon har aldrig set det færdige operahus, og han har afslået alle invitationer til at komme og se det. Han har dog for nogle få år siden accepteret at hjælpe med udarbejdelsen af instruktioner og designprincipper, som kan bruges ved fremtidige vedligeholdelse og forbedringer af operahuset.

Arboriginals er det ældste kendt folk på jorden. De kom til Australien for mellem 45 og 60.000 år siden fra Asien. Da de har måtte krydse vandet, har de kendt til kunsten af kunne sejle, tusinde af år før nogle i resten af verden kom på den ide.

De levede "lykkeligt" indtil den hvide mand besatte deres land. Lige fra starten har konfrontationen mellem det oprindelige folk og de hvide været uundgåelig. I følge deres levevis fangede man fx kun fisk til sig selv og sin stamme, så der også var fisk til andre, mens den hvide mand fangede så mange, at han kunne sælge af dem.

De hvide betragtede de lokale, som ikke andet end dyr. Aboiriginals havde ingen organer der kunne rejse en fælles stemme mod de hvide, da der fandtes mere end 250 forskellige sprog og derfor var det ingen sag at nedslagte dem. Nedslagtning er det helt rette ord. I løbet af de første 100 år hvor de hvide var til stede, faldt den lokale befolkning fra ca. 300.000 (nogle mener der levede mere end 1 million aboriginals på den tid) til mindre end 60.000 individer. En af de store dræbere var de sygdomme som indvandrerne medbragte. Aboriginals havde overhovedet ingen modstandskraft mod disse sygdomme. 

I 1805 udtalte en af de eneste juridiske dommere i landet at: "Aboriginals ikke har disciplin eller mental kapacitet til at blive stillet for retten", så for ikke at plage retterne med disse tilfælde, var det op til de enkelte indvandre selv at jage "lovovertræderen" og idømme vedkommende hans passende straf på stedet. Denne generelle instruks gav enhver hvid lov til at myrde Aboriginals som han lystede.

Indtil 1838 myrdede de hvide løs, som de ville, men i dette år blev det første slæng af hvide mordere stillet for retten, og dømt til døden, for uden grund at have dræbt en hel stamme aboriginals. Tilfældige mord fortsatte dog frem til 1929, hvor sidste udåd skete i nærheden af Alice Springs.

Helt frem til 1967, ja du læste rigtig 1967, blev disse mennesker ikke talt med i optællingen af indbyggere i Australien, dvs. de blev indtil dette tidspunkt ikke betragtet som mennesker !

Vi har undret os meget over, under vores rejse her, at vi kun nogle få gange har set aboriginals arbejde. Vi har set et par stykker i billetlugen ved Uluru og nogle få steder har vi set nogle piger sidde ved kasse i supermarkedet. Herudover er de mere eller mindre usynlige. De få vi så har set i gadebilledet, har været nogle få sørgelige fordrukne nogle. I Mt. Isa til Rodeo'et var der en del med deres børn. I Sydney så vi ikke en eneste !

I et forsøg på at integrere aboriginals i det "engelske" samfund, tvangsfjernede staten imellem 1910 og 1970 tusindvis af aboriginal børn og satte dem enten i familiepleje, eller internerede dem på institutioner. Dette kunne lade sig gøre da Aboriginals først fra engang i 60'erne fik forældremyndigheden over deres egne børn. Indtil da havde de fleste stater en lov, som gav staten forældremyndigheden.

I dag kører der en hel række retssager, hvor tvangsfjernede børn og deres familier har sagsøgt staten.

Staten har prøvet at give Aboriginals flere rettigheder og noget af deres land tilbage, men landet de har fået er alt sammen ørken, som de "hvide" alligevel ikke har noget at bruge til. Området omkring Uluru er også givet tilbage, men 99 % af alle ansatte i det store milliondollars store resort og i selve parken er hvide.

I Australien lever ikke ikke mindre 140 slangearter, hvoraf  flere af dem er blandt de giftigste i verden. Den giftigste er taipanen, mens brown snake og tigersnake er de farligste, da de er meget aggressive.

Af edderkopper skal nævnes den giftigste som er en funnelweb, mens den som forårsager flest dødsfald er den lille redback, som lever i udhuse og brændestabler.

I havet findes ligeså mange dødsensfarlige dyr. Af hajer kan nævnes den store hvide haj, og tigerhajen, som begge gerne spise mennesker. Endnu farligere er dog  brandmændene (kaldet stingers), som hjemsøger de nord og nordøstlige strande om sommeren. Box jellyfish'en er det mest giftige dyr i hele verden, og selvom man kun bliver ramt på små områder af kroppen, kan man død af det. Omkring vandpytter ved klipper og sten, skal man holde fingrene væk, da den lille blæksprutte med de blå ringe lever her. Flere børn er døde efter mødet med denne lille farvestrålende blæksprutte.

Vandet er desuden hjemsted for krokodillerne, som jeg tidligere har beskrevet

Selv alt dette lyder meget farligt, er der ikke de store fare på færde, hvis man husker at spørge de lokale, før man begiver sig ud i vandet, eller vandre i bushen.

En ting som ikke er så sjov skal lige nævnes til sidst. I det nordlige område kan man risikere at løbe ind i dengue feber. Sygdommen bliver overført af myg, som er specielle ved at de også stikker om dagen. For nogle år tilbage havde Cairns en epidemi, hvor over 130 blev ramt af sygdommen. Det er ikke muligt af forbygge, som fx ved malaria, hvor man kan tage piller, og der er 3 ud af hundrede der dør af sygdommen. For at forhindre myggene i at stikke, skal man tage lange bukser og en langærmede bluse på om aftenen, og sprøjte udsatte områder med myggebalsam.

Når vi sidder og tænker tilbage på de 18 uger vi har tilbragt her, er det især de første 8 - 9 uger vi tænker meget på. Det vilde, tørre, uvenlige landskab med de mange dyr og de få men meget venlige mennesker. Det er ikke fordi de sidste 9 uger har været dårlige, men de kunne for den sags skyld have været foregået i Europa, eller USA. Det vilde, farlige i WA, SA og NT er det virkelige Australien, føler vi. 

Det sjove ved det hele er, at vi, da vi planlagde turen, ikke havde tænkt os at tage vest på, men kun ville bruge tiden på østkysten. Vi mødte dog en masse mennesker, som sagde, at hvis vi ville se det virkelige Australien, så var det ovre vest på og inde i midten det foregår. Det kan vi kun give dem ret i, og vi er lykkelige for at vi fik rådet, og lyttede til det.

At leve i en campervan, som en autocamper hedder på disse kanter, har også været en oplevelse. Selv med de små uheld vi havde undervejs, med svigtende aircondition mv. har det været rart, at have sit "eget" efter de mange måneder på hotellet i Asien. Det har været  dejligt praktisk ikke at skulle pakke ud og sammen hele tiden, og det har været meget bekvemt at have hus og bil ved hånden, når vi skulle på udflugt. Usikkerheden har derimod ligget i, at vi hele tiden har haft alle vores ting med os, som kunne blive stjålet når vi forlod bilen, for at kigge os omkring. Men det undgik vi heldigvis.

Vi (June og jeg) er allerede begyndt at tale om, hvor vi skal hen i Australien, når vi kommer tilbage, når ungerne er store nok til at passe på sig selv. Så skal den stå på 4x4 med telt på taget, kogeblus på smækken, gangstativ på bagsædet og 10.000 km grusveje foran os. Så vil vi køre derud hvor næsten ingen har været før, og sidde under stjernehimlen og lytte til dingoernes tuden.

Til sidst vil jeg for en god ordens skyld nævne kilderne til de mange facts, som er kommet i rejsebrevene her fra Australien. Vi har som sædvanligt brugt Lonely Planet, og desuden Politikkens: Turen går til Australien. Jeg har desuden brugt ting fra Bill Bryson's bog: Down Under. Jeg kan kun på det varmeste anbefale denne meget underholdende og interessante bog som læsestof inden en evt. tur hertil.