Dagene i Bangkok brugte vi på at nyde civilisationen. Vi gik i storcentre og de 4 måltid vi indtog var 2 x MacD, KFC og Burger King. Andreas var for en gang skyld helt vild, når vi skulle spise.  Vi rundede også postkontoret, hvor der var en dejlig pakke fra familien Sørensen i Køge, og en pakke fra farmor. Pakkerne indeholdt blade til alle og ikke mindst en masse slik.

Vi fik arrangeret turen ned til øen Koh Tao, hvor Sus og Signe ventede på os. Turen foregik i bus til havnebyen Chumphon, hvor vi kl. 2 om natten blev lagt til at sove på rejsebureauets gulv. Næste morgen tog vi båden til Koh Tao. Selvom der blev uddelt søsygetabletter, måtte både Josse og June kapitulere, mens vi mænd holdt fanen højt, og maveindholdet lavt.

Vel ovre på Koh Tao, ventede Sus og Signe med et dejligt sted, hvor vi tilbragte de næste 8 dage. Koh Tao er kendt som en dykker ø, hvor det kan være svært at få et værelse, hvis man ikke ønsker at dykke. Derimod kan man nogle steder bo gratis, de dage man tager et dykkerkursus. Priserne på dyk og kurser er meget billige. Hvert dyk koster ca. 15 US$ mod de fleste andre steder, hvor man betaler ca. 25 US$. Dykker kurser er næsten ½ pris i forhold til DK. Vi foretog kun 2 dyk hver, da sigtbarheden ikke var så god. Den første dag vi var der, stødte et at holdene, som var ude at dykke, ind i en 6 meter lang hvalhaj.  Vi var fristet til at tage af sted næste dag, for at se dyret, men heldigvis blev vi i land, for turen blev en rigtig bræk tur. Vidste du, at man godt kan brække sig igennem en regulator ?

Dagene på Koh Tao blev brugt ved stranden og ved poolen. I middagsheden underviste vi Andreas, i det nye pensum som farmor havde sendt. Efter nogle få dage måtte vi desværre tage afsked med Sus og Signe, som skulle hjem. Det var trist at tage afsked efter de dejlige uger vi tilbragte sammen, og vi vil takke Sus og Signe for at have brugt deres sparsomme tid på os, og dermed gjort vores rejse endnu større.

Efter en uge tog vi færgen tilbage til fastlandet, og nattoget til Bangkok. På banegården gik vi direkte over i et tog, som tog os helt op til Chang Mai i Nordthailand. Toget var et såkaldt Rapido tog, og turen var som en flyvetur. Vi fik serveret både kaffe, kager, og frokost. På banegården i Chang Mai blev vi som forventet overfaldt af en hær af folk, som havde netop det rigtige hotel/gæstehus til os. Vi afviste dem alle, og pludselig stod der en dansk familie foran os. De skulle med toget til Bangkok. De havde ikke mindre end 4 børn. De anbefalede et sted. En af de omkringstående folk, sagde at han kendte stedet og ringede dem op. Alt var optaget. Han spurgte om vi ikke i stedet ville se på hans gæstehus, som lå lige ved siden at stationen. Det forstød vi aldrig. 

Stedet hedder "Linda" og er ejet af tyske Thedda og hendes thailandske mand. Stedet ligger lidt fra centrum, men er en perle af et gæstehus. Billigt, roligt og meget venligt. Theddas mand ville have os på nogle ture, så vi tog på en "shopping" tur, hvor vi så en silkebutik, en sølvbutik, en tæppebutik, en paraply og souvenir butik og sidst men ikke mindst en guldsmed, hvor June fik lokket en hvidguldring med safirer ud af mig. Dyr dag !

Vi var taget til Chang Mai for at tage på trek. Vi valgte som i Vietnam, at få et trek helt for os selv. Det koster lidt mere, men til gengæld er det meget mere afslappende ikke at skulle følge en gruppe. Thedda, vores værtinde, sagde hun ville få fat i en af sine gode bekendte Nui, som har lavet trek i området i mere end 10 år. Han skulle desuden være rigtig god til børn. Læs om trekket nedenfor. 

Vel tilbage i Changmai skulle der vaskes tøj, indhentes manglende undervisning og pakkes ting, inden vi drog tilbage til Bangkok, for at mødes med mormor og morfar.

Ja, her skulle afsnittet om Chang Mai slutte, men som alle ved, skal man ikke skrive historie på forhånd. Jeg skrev ovenstående inden vi havde overstået sidste dag, da jeg ikke kunne forstille mig, at der ville ske noget interessant denne dag, men jeg blev klogere !

Vi tog ude fra gæstehuset ind til centrum for lige at snuse det sidste af atmosfæren ind. På vej ned af gade løber vi ind i Henrik og Pernille. Ja sådan er der mange mennesker i Danmark der hedder. Men netop denne Henrik er lillebror til min gode ven René. Jeg vidste fra René, at Henrik og hans pige også var på jordomrejse og at de måske ville være i Chang Mai på dette tidspunkt, men at vi skulle løbe ind i ham her, havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet på.

Henrik og Pernille rejser rundt i et ½ år. De har været i Afrika og bestige Kilimanjaro og været på safari. Derefter var de et smut på Scheyshellerne, inden de kom til Thailand. De var lige kommet tilbage fra et 5 dages trek. Vi fik en god griner og en lang snak over en kop øl. De skulle dagen efter med bus til Laos og videre til Vietnam. De har en hjemmeside hvor du kan læse mere om deres tur. www.pernilleoghenrik.subnet.dk 

De fleste af vores ting efterlod vi hos Thedda, mens vi kun medbragte det nødvendige inkl. computer. Da vi vidste, vi nok skulle bære på Josse en del af vejen, havde vi hyret en porter (det er ikke en øl) til at slæbe på vores ting. Han kostede 40 kr. om dagen.

Vi blev hentet af Nui og porteren tidligt om morgenen, og kørte op mod området. På vejen købte Nui ind til de 3 dage. Inden vi startede trekket holdt vi frokost ved en lille vejkants restaurant. Her var en lille fiskedam, og inden vi fik set os om, havde Nui udstyret børnene og June med hver deres fiskestang. Det lykkedes Andreas at fange en fisk.

Trekket startede i den Lizu landsby, hvor vores porter kommer fra. Da det var midt på dagen, blev vi, på grund af varmen, nogle timer og så landsbyen. Vi fik set skolen og det lokale marked. Nui købte 2 legetøjs pistoler, med tilhørende plastik kugler, som han og børnene skød på alt og alle med.

Vi gik af sted ud i området, da varmen havde lagt sig. Efter en times tid kom vi til nogle få hytter, hvor vi holdt en lille pause. Undervejs samlede Nui ting og sager, som han skulle bruge til vores aftensmad om aftenen.

Turen herfra op til den Lahu landsby, hvor vi skulle overnatte, trak tænder ud. Det gik opad hele vejen, så vi svedte som svin, da vi nåede byen. Til forskel for trekket i Vietnam,er terrænet her meget kuperet, så Josefine kunne ikke følge med, så hun måtte op på mine skuldre. Det formindskede ikke svedproduktionen, tværtimod.

I landsbyen blev vi installeret i vores egen hytte, og Nui gik straks i gang med at lave en 3 rettes menu. Han fortalte at stemningen i byen var meget trykket, da en ung mand dagen forinden var blevet dræbt ved en vådeskuds ulykke, under en jagt i bjergene. Denne aften skulle den efterladtes familie holde et sørge ritual.

Efter en time fik vi serveret et meget stort og meget velsmagende måltid mad. Vi var godt trætte, så klokken var ikke mere end 22 før vi fandt vores soveposer. 

     
(Det er Nui med hestehalen)

Næste morgen blev morgenmad serveret kl. 8 og kl. 9 gik turen videre op i bjergene. Hvis vi havde følt turen op til landsbyen dagen før var hård, var den vand i forhold til denne opstigning lige fra morgenstunden. Vores ben syrede, lungerne hang ud af halsen på os, og sveden piblede frem alle steder på kroppen. Andreas klarede turen fint. På første dagen havde han brokket sig noget over, at det var hårdt at gå, men så fandt han på en lille leg, som han gik og legede mens han gik, dermed glemte han helt, hvor hårdt det var. Turen gik gennem et meget smukt område, som lignede den jungle, som man ser på film.

Ved den første bebyggelse fik vi følgeskab af en flok lokale børn, som skulle med op til et lille vandfald og bade. Efter 2½ times gang nåede vi vandfaldet, hvor vi iførte os vores badetøj og sprang i vandet. Josse og Andreas synes vandet var for koldt, men for mig var det en velsignelse at blive afkølet efter formiddagens strabadser.

Efter endnu en times vandring holdt vi middagspause ved den elefant lejr, hvor vi skulle starte elefantrideturen. Nui flækkede lige en frokost sammen. Nu blev der hentet 2 store elefanter, som lige skulle have et bad, inden de var parate. June og Josefine fik lov at ride på han elefanten, mens Andreas og jeg blev stablet op på hun elefanten. Nui og vores porter gik i forvejen.

Hunelefanten gik forrest, mens den meget sultne hanelefant gik bagest. I tide og utide standsede hanelefanten for at spise. Den åd alt fra små træer til store bambusser. De 2 elefantfører, som gik sammen med os, måtte hele tiden ind i skoven og hente mad til den.

Området vi blev ført igennem var utroligt smukt. Det gik til tiden både meget stejlt op og nedad. Vi kæmpede noget for at holde os siddende på elefanten. Til tider var der kun et smalt spor med en stejl skrænt til ene side. Det var utroligt elefanten kunne holde sig på stien. Nui var stoppet et stykke i forvejen, og ventede på os, for at se hvordan turen gik. Han fortalte senere, at han ville holde øje med om elefantførerne behandlede elefanterne ordentligt. Han oplevede tit at elefanter blev slået unødigt, så han var begyndt at boykotte disse fører.

Turen tog 1½ time. Efter endt ridning gik vi endnu en time igennem tæt jungle, før vi kom til den Karen landsby, hvor vi skulle overnatte. Nui skyndte sig ind i køkkenet, mens vi andre tog et udendørs bad. Efter aftensmaden gik June og børnene omkuld, mens Nui og jeg fik os en snak. Han fortalte at han havde været trek guide i næsten 14 år. Han kendte snart alle landsbyerne og deres indbyggere. Han prøvede at hjælpe folkene ved at rådgive dem omkring dyrkning af deres jorde, og han havde fået lavet brønde i nogle af landsbyerne igennem donationer fra turister, som havde været på trek i området.

Jeg spurgte til "puppy fields"  (opiumsmarker), som der stadig findes nogle af. Han fortalte, at markerne var meget svære at komme til, da de lå i meget fjerntliggende områder, og at det kunne væres farligt at besøge dem, da bonden tit skød på alt og alle der kom i nærheden. Nui fortalte også at disse "hill tribes" ikke var thailandske statsborgere. Den thailandske regering er bange for, at hvis de automatisk giver beboerne statsborgerskab, vil der kommer en hel strøm af "hill tribes" ind over den thailandske grænse, især fra Burma.

3. dages morgenen startede med morgenmad kl. 8.00 og igen kl. 9.00 hankede vi op i vores udstyr og begav os på vej. I starten gik vi over markerne, men efterhånden gik vi ind i en tæt bambus jungle. Efter en times moderat gang nåede vi toppen af bjerget, hvor der var en smuk udsigt over det nedenfor liggende landskab. Vel nede af bjerget blev vi placeret på en lille tømmerflåde, som skulle fragte os det sidste stykke af trekket. Vores porter var bådsmand, mens Nui tog sig af vores bagage, som han fik fragtet til endestationen for tømmerflådesejladsen. Turen var meget smuk og meget stille, da det er den tørre tid, hvor der ikke er så meget vand i floden.

Vores trek sluttede med en frokost, hvorefter vi blev sat af i vejkanten, hvor vores bus til Tha Ton skulle komme. Det havde været 3 gode dag, med motion for både krop og sjæl.

Den der måske fik mest ud af kontakten med nye mennesker var Josefine. Nui, som var meget glad for børn, gik rent ind hos hende. Det varede ikke længe før Josefine var faldet pladask for ham. Hun prøvede hele tiden, at få hans opmærksomhed og hun benyttede enhver lejlighed til at holde ham i hånden eller sidde på skødet. Det var helt rart at se hende åbne sig op overfor fremmede. De næste dage har vi kunnet se, at hun er mindre afvisende over for "de fremmede", som gerne lige vil føle, mærke, nulre og kramme. 

Efter 3 timers buskørsel kom vi til byen Tha Ton, som ikke består af meget andet end en hovedgade og et stort tempel. Vi fandt en perle af et sted. Vi fik vores eget lille værelse med eget bad + en ekstra madras for 40 kr. pr nat inkl. morgenmad for 2 personer. Så kan det vist ikke gøres billigere ! Stedet lå lige ned til floden, hvor vi kunne side og spise eller tage en dukkert. Den ene hele dage vi var i byen, besøgte vi templet og fik arrangeret turen. Vi betalte 1000 kr. for 2 dage og 1 nat, alt inklusiv. 

Dagen hvor vi skulle ud og sejle, startede med at vi i bil blev kørt op på et nærliggende bjerg, hvorfra vi kunne se grænsen mellem Thailand og Burma, og de 2 nationers militærlejre, som lå som perler på en snor på hver eneste bjergtop. Nogle stedet lå lejrene side om side.

Vi kørte herefter ca. 20 min ud til stedet, hvor tømmerflåden lå. Her var de 2 bådsmænd ved at gøre flåden og forsyninger klar. Vi satte os på flåden, og det var starten til 36 timers total afslapning. De næste 2 dage gik med at spise, spille kort, læse Anders And blade, og spille gameboy, mens flåden lydløs gled forbi det smukke landskab. Mange turister tager den samme tur som os, men med en hurtig "longtail boat", så tager turen "kun" 5 timer. 

Maden på turen blev tilberedt af den ene bådsmand, på en lille kogested bagest på flåden. Vi fik suppe, ris, grøntsager og kylling. Til morgenmad blev der serveret ristede toast, kogte æg, kaffe og kakao. Formiddag og eftermiddag stod den på frisk frugt.

Toilet var der også. Det bestod af en siv skærm og nogle bambus pinde, hvorpå man kunne stå. Derefter var det ned i skovskiderstilling og i gang. 

Det var meningen vi skulle sove på flåden, men da det for tiden bliver meget koldt om natten, havde manden vi købte turen af, valgt at give os 2 små telte med, som vi kunne sove i. Det var nok en god ide, for da vi kom op næste morgen, sad de 2 bådsmænd, som havde sovet på flåden, og rystede som espeløv, mens de prøvede at fremstamme "good morning". Det havde vist været en kold nat !

Vi overnattede ved en varm kilde som Andreas og Josefine lige nåede at prøve. Kilden var 67,5 grad varm, så der var lavet et bassin, hvor kildevandet blev kølet ned til en behagelig temperatur.

På anden dagen besøgte vi en Karen landsby, hvor alle turisterne fra Chang Rai kommer og rider på elefanter. Vi tog ikke nogen tur. Vi havde jo lige været på elefantrygge på vores trek.

Midt på eftermiddagen var vi fremme i Chang Rai og vi tog afsked med bådsmændene og fandt et lille gæstehus.

I Chang Rai så vi et museum for de forskellige hill tribes, og dagen efter tog vi bussen tilbage til Linda Guesthouse i Chang Mai.