I dag er området Nationalpark, og ejes af områdets aborginals. Nationalparken og tilhørende resort drives i et samarbejde mellem myndighederne i NT og ejerne. Stedet har store religiøs betydning for aboriginals og kaldes i dag ved deres navn Uluru og ikke som det tidligere hed Ayers Rock. Klippen som indtil for nogle få år siden blev betragtet som verdens største monolit (sten), er blevet overhalet af Mt. Augustus i WA, som er næsten dobbelt så store som Uluru. Det er dog stadig Uluru folk besøger, da Mt. Augustus ligger for enden af en 450 km lang grusvej. 

Da resortet er det eneste sted inden for 250 km afstand, hvor det er muligt at bo, slog vi os ned her i 3 dage. Første dag brugte vi til at se den fantastiske solnedgang ved Uluru. Ja, faktisk er det ikke solnedgangen man kigger på, men klippen man betragter, når den går fra at være rød over i det mørkerøde og dybt orange farver for til sidst, når solen er gået ned, at den bliver helt grå. Enhver amatørfotografs drøm ! Jeg fik vist også skudt små 30 billeder. 

50 km væk fra Uluru ligger en anden klippeformation, kaldet Kata Tjuta eller The Olgas. Her tilbragte vi dag nr. 2. Inden vi kørte derud, besøgte vi parkens informationscenter, hvor man fik en indføring i aboroginals levevis og traditioner. Noget der skuffede os var, at der ikke var en eneste aboriginal ansat, alle var hvide. Det eneste sted vi så aboriginals var i billetlugen til parken. I centerets gæstebog kunne vi se, at andre var af samme mening, og mente at centret kun var en stor pengemaskine.

Da vi kom til Kata Tjuta gik vi en lang tur ind imellem klipperne og nød den smukke natur. Da vi den dag havde jubilæum på vores rejse 1. år, havde vi planlagt at lave aftensmad derude. Men ak. Lige da vi skulle til at spise, blev der banket på vores dør. Det var rangerne, som stille og pænt forklarede os at parken lukkede nu, så vi måtte hellere komme af sted, da der var ½ times kørsel til udgangen. Ikke engang et charmerede smil fra min side og et tilbud om at de kunne spise med hjalp. Vi måtte sætte den færdige mad ind i skabene og køre tilbage til campingpladsen.

3. dag skulle den store prøve stå. Vi skulle bestige det 348 meter høje Uluru. Selvom mere end 40 turister er faldet ned fra klippen og døde, kunne vi simpelthen ikke lade denne mulighed falde til jorden. Aboriginal fraråder turisterne at klatre op på klippen, da det er deres helligdom. De skal imidlertid ikke komme og bestemme hvad jeg skal gøre. Og dog, tænk hvis tyskerne en dag begyndte at kravle rundt op i spiret på Roskilde Domkirke. Som de gode turister vi selvfølgeligt er, ville vi aldrig drømme om at kravle på andre menneskers helligdomme, så i stedet gik vi de over 9 km rundt om stenen.

Første del af turen gik forbi en del hellige steder, såsom de unge mænds plads, mændenes plads og damernes plads. Alle steder var der adgang forbudt og flere steder var der hulemalerier. Gåturen gik fint. Andreas klarede tur fornemt, mens Josefine måtte op på skuldrene engang imellem. Undervejs er der steder hvor man kan hvile sig og få lidt vand. 

Efter 3½ time var vi tilbage ved bilen, hvor en stadig strøm at mennesker kravlede op og ned af stenen. Selve stedet hvor man kan kravle op, er der monteret en vire, som man kan klamre sig til under op og nedstigningen. Flere gange om ugen sker det at redningshold sendes op på klippen for at hente folk ned, som ikke kan klare den stejle nedstigning. 

Med den nedgående sol i ryggen, kørte vi videre mod oasen i ørkenen Alice Springs.

Byen er hjemsted for en del begivenheder i løbet af året. Der holdes kamelvæddeløb, Rodeo, men især Henley-on-Todd Regattaen er speciel, idet der næsten aldrig er vand i Todd floden. Der deltager dog både sejlbåde, robåde og alle andre bådtyper man kan komme i tanke om. Bådene er alle uden bund, og besætningens ben stikker igennem forneden, og således løber man ned igennem banen. I tilfælde af vand i floden aflyses regattaen.  

Vi blev 5 dage i denne dejlige oase midt i det tørre ingenting. Den første og sidste dag blev brugt på endnu engang at skifte vores autocamper ud, da den vi havde var i stykker. Da de ikke havde nogen af den model vi tidligere havde kørt i, fik vi en anden, hvilket vi hurtigt kom til at fortryde.

Campingpladsen var meget fin. Søndag morgen var der fælles pandekagespisning. Det skulle unger og jeg ikke gå glip af, så vi troppede op med hver vores tallerken og krus. Vi fik hver en kæmpestor pandekage, som vi kunne søbe ind i alt de smør, sukker og sirup vi orkede. Jeg tror der var mere end 200 mennesker, så der blev produceret nogle pandekager. June slappede ved bilen med en kop kaffe.

De 3 andre dage brugte vi på udflugter. Den ene dag tog vi første ud til "School og Air" og derefter over til "Royal Flying Doctor Service". Læs nedenfor.

Sidste dag gik vi lidt på indkøb. June skulle se på lidt opaler, mens jeg gerne ville have en didgeridoo. June fik ikke nogle opaler, men jeg fik købt mig et fint stykke træ. En didgeridoo er et lang udhulet stykke træ, hvorpå aboriginals spiller til deres ceremonier. Nu må tiden vise om vi får lært at spille på den. Ifølge aboriginals traditioner må kvinder ikke spille på instrumentet, så June skal passe på hvor og for hvem hun spiller.

Først i 1928 lykkes det for radio ingeniøren Alfred Treager at opfinde en pedal-dreven radio, som var billig at fremstille og som kunne sende og modtage over 500 km. Nu var ødemarkens tavshed brudt.

I dag findes der 12 RFDS stationer rundt om i Australien, som dækker et område som er større en hele Vesteuropa og 2/3 af USA. Stationerne yder ikke kun akuthjælp, men tager også på besøg rundt om i deres område og giver almen medicinsk hjælp. Fx. de folk som henter turister ned fra Uluru, kommer fra RFDS. 

RFDS er en selvejende institution, som får dækket sin løbende drift af staten, mens alle nyindkøb finansieres via donationer. 

Vi fik først vist en video, som fortalte om RFDS. Herefter fik vi set kontrolrummet hvor alle opkald kommer ind. Aktionsradiusen for Alice Springs afdelingen er på 500 km. Der var flere hundrede registrerede landingspladser, og i 95 % af de flyvninger de har, er de tilskadekommende bragt ud til landingspladsen. Det tager højest 2 timer fra at et nødopkald er registreret til at de tilskadekommende er hentet ind til sygehuset i Alice Springs.

Tilbage i 50'er var der en af de ansatte som sad og lyttede til radiotrafikken og tænkte at det måtte være utroligt ensomt at befinde sig derude i ødemarken og at det måtte være vanskeligt at få undervist sine børn. Disse tanker ledte til oprettelsen af "School of Air".

Undervisningen forgår i "klasser". Dvs. at der er mellem 8 - 10 elever på radioen af gangen. Eleven kan høre alt havde de andre siger, på nær når han eller hun selv taler. Når fælles undervisningen er overstået, går læreren over til at undervise eleverne enkeltvis. Via posten modtager eleverne undervisningsmateriale for 14 dage af gangen. 

For at sætte ansigter på de mennesker eleven taler med, tager læreren rundt til alle elever mindst en gang om året, og 3 gange om året samles alle elever på skolen en hel uge for at hygge og lege. Skolen i Alice Springs har ca. 120 elever tilknyttet. Nogle elever bor mere end 1500 km fra skolen.

I dag er alle elever desuden udstyret med pc og adgang til Internettet, så de også denne vej kan modtage undervisning og holde kontakt. Eleverne er fra 6 - 12 år gamle. Når de bliver 13 må de enten vælge at forsætte via nogle brevkurser, eller flytte ind til en kostskole for at forsætte deres skolegang. 

Dagen startede med en lille filmforevisning om hvorledes jorden var blevet skabt og hvorledes Australien var blevet det land, det er i dag. Australien var for millioner af år siden et frodigt tropisk land med skover over alt. For 100 millioner år siden var hen ved 1/3 af hele kontinentet dækket af en stor indlandshav, så de folk som for 150 år siden drog af sted med en båd på slæb, for at finde den store indlandshav de mente måtte findes, tog ikke helt fejl, de kom bare ca. 100 millioner år for sent af sted. Da filmen var slut, kørte hele filmlærredet op og vi kunne se ud på den smukke MacDonnell Range i baggrunden.

Den første udstilling viste hvorledes de importeret dyr, som europærerne bragte med sig, har forårsaget massive ødelæggelser på landet og dets oprindelige dyr. Kaninerne formerer sig i en sådanne hast, at de udkonkurrerer alle andre. Man forsøger at gøre dem ukampdygtige ved at sprede en sygdom som gør hun kaninerne sterile. Rævene æder alt de kommer i nærheden af, og bekæmpes ved at sætte forgiftet lokkemad ud til dem. Vilde heste findes der i dag mere end 300.000 stk. af ! og de æder og tramper på alt de kommer forbi. Huskatten, som er blevet vild, er også et stort problem, og man har endnu ikke fundet en måde at kontrollerer dens antal på.

Ude i parken gik vi først en tur i diverse områder og så på fuglene og dyrene. Vi fik en fremvisning af de redskaber aboriginals bruger til at skaffe sig mad med, og eksempler på hvilke ting de spiser.

Efter frokost gik vi igen indendørs for at se på slanger, øgler og nat dyr, såsom flagermus, ugler mv.

Dagens højdepunkt var ørneshowet. Her fik vi fremvist 4 forskellige ørne, som lever i området. Det blev en stor oplevelse. Ørnene blev sluppet fri langt borte og fløj så rundt i området inden de kom ned til deres oppasser. Den første gjorde det udsædvanlige at den brugte en sten når den skulle hakke hul på fx. et emu æg. Det er der kun 2 fugle i verden der gør, hvoraf denne altså var den ene. 

Den næste ørn viste hvorledes den både kunne gribe bytte i luften med sine kløer, og fortærer byttet mens den fløj.

Til sidst kom den kæmpe Wedge-tailed Eagle, som kan bliver over en meter lang og kan have en vingespand på op til 2,3 meter. Det var en imponerende syn. Vi havde selv set den flere gange på vores tur, når den var i gang med at æde af de døde kænguruer i vejkanten. Mens showmasteren stod og fortalte hvor territorielle disse fugle er, fik vi syn for sagen. Oppe på selve bjerget bagved boede en anden "vild" Wedge-tailed Eagle. Den lettede hurtigt og begynde nu at prøve at skræmme "show" fuglen væk, ved at dykke ned efter den. Det var så realistisk som det kan blive. Den sidste fugl vi så var en af de små falke. 

Inden vi sluttede af gik vi en tur ned forbi en indhegning, hvor vi kunne komme helt tæt på kænguruerne. I indhegningen ved siden af gik der emuer, men da de var i deres yngel periode, måtte vi ikke gå ind til dem.

Helt igennem en dejlig dag.