Da vores budget blev en smule overskredet i Thailand, ville vi prøve at spare lidt de første dage. Det blev hurtigt forpurret. Selvom priser ikke er meget anderledes end i Thailand, gik vi amok i deres indkøbscentre. June købte sko og kuffert, mens jeg gik amok i deres butikker med edb-programmer. Alt i alt en uheldig udvikling i vores finansielle situation, men hvor herligt at shoppe løs.

Vi blev anbefalet at besøge Botanisk have, lige uden for Georgetown, så det gjorde vi så. Det blev en skøn dag. Vi har altid nogle rigtig gode dage, når vi er ude i naturen, hvor ungerne kan løbe rundt og skabe sig åndsvagt, uden vi hele tiden skal dysse på dem.

Botanisk have var utrolig smuk. Vi fik set et hav af eksotiske planter og træer. Der var også vilde aber, som kommer ned fra bjergene for at finde mad. Efter nogle timers vandring fik vi en ufrivillig pause, da regnen stod ned i lårtykke stråler i en times tid.

Efter regnskyllen og frokost tog vi over til Penang Hill, som er et 830 meter højt bjerg, hvorfra man kan se ude over hele Georgetown og strædet mellem fastlandet og øen. Man kan ligeledes se Penang Bridge, som med sine 13 km. er en af Asiens længste broen. 

Turen op til toppen forgår i en kabel trukken togvogn. Banen blev bygget i 1923, og turen op tager ½ time, med skift af tog undervejs. På vej op løb de vilde aber ved siden af toget for at få godbidder fra togpassagererne.

.

Da en tur øen rundt ikke er længere end ca. 70 km, ville vi leje en bil og gøre turen af os selv. Da vi igen pga. vores lidt strammere budget ikke ville ofre de 400 kr. for en dags leje af bilen, tog vi en guidet tur øen rundt i stedet. Det fortrød vi bitterligt.

Turen var en halvdagstur, hvor vi skulle besøge de væsentligste seværdigheder. Vi startede dagen med at besøge 3 butikker/fabrikker. En tin butik, en mad butik og en smykke fabrik. Herefter kørte vi til Slange templet, hvor der efter sigende skulle være et hav af slanger. Min bare ... ! Slangerne var blevet forbudt for nogle år tilbage, da en af dem havde bidt en turist. Jeg håber ikke slangen døde af det. Tilbage var kun et par små visne eksemplarer, som hverken kunne imponere Josefine eller Andreas. 

Tilbage i bussen skulle vi nu op i bjergene og se en frugtfarm og øens største vandfald. Igen min bare ... ! Hvad er et vandfald uden vand ? og 2 små snoldede boder langs vejkanten udgjorde "frugtfarmen". Vi fik dog smagt Durian, som er en kæmpestor frugt, med en forfærdelig lugt. Lugten er så vederstyggelig, at det er forbudt at tage den med indendørs. I en stor kontorbygning i Thailand, så vi et forbudt skilt udenfor en elevator, med en Durian med en rød streg over. Jeg synes den smagte meget godt, mens June var ved at brække sig. 

Nede af bjerget, måtte Josse lige ofre sit maveindhold, da chaufføren kørte som om han havde stjålet minibussen. Vi skulle lige ind i en sidste butik, inden vi blev kørt tilbage til hotellet. LORTETUR !!!!! Det er sjældent jeg for alvor brokker mig, men denne gang havde jeg fået nok. Da jeg mødte hotelfatter, måtte jeg udgyde min galle over ham, og fortælle at det var den dårligste tur, vi endnu havde været på, på vores lange tur, og at det sagde ikke så lidt.    

Efter en lille uge i Georgetown tog vi bussen videre til Cameron Highland.

Turen i bussen af motorvejen til byen Ipoh tog 2 timer, mens de 40 km opstigning herfra ligeledes tog 2 timer. Der skulle efter sigende være omkring 650 sving på vej op, så man skulle følge godt med for ikke at blive køresyg. Vi klarede alle fire turen, men det holdt hårdt. Turen foregår gennem tæt regnskov med meter høje bregner til alle sider, og små vandfald i hver en kløft.

I området ligger det en del små byer, men især byen Tanah Rata, tiltrækker mange besøgende. Vi var blevet anbefalet et gæstehus og fik et dejligt værelse, med god plads til os alle fire og med 2 altaner. Det var som at komme i himlen, i forhold til værelset i Georgetown, som ingen vinduer havde, så vi ikke vidste om det var nat eller dag.

Da vi i tidernes morgen skulle planlægge vores rejse, besluttede vi ikke at tage til Indien. Nu oplevede vi alligevel en smule Indisk her midt i Malaysia. Området er kendt for sine store Teplantager. I begyndelsen af århundredet, da plantagerne blev anlagt, importerede plantageejerne indiske arbejdere til at plukke teen. Efterkommerne udgør i dag omkring halvdelen af befolkning i området.

Første dag gik vi en tur i byen for at snuse lidt til den friske forårs duft. HERLIGT !! Byen har en stor legeplads, hvor ungerne boltrede sig i nogle timer, mens June og jeg bare sumpede på en bænk.

På 2. dagen fortalte indehaveren af hotellet, som er indisk, at der skulle holdes en hindu festival i byen samme dag. Mens vi var inde og købe nogle varme trøjer til Andreas og jeg, hørte vi sang og musik nede fra hovedgaden. Vi hastede derned for at se optoget. Læs nedenfor.

3. dagen gik vi en tur ud i junglen. I Tanah Rata og omegn er der en række "jungle walks", af varierende sværhedsgrad. Vi valgt den nemme på et par timer. Ved starten af turen, kom der en lokal mand hen og spurgte os, om han skulle vise os rundt et par timer, og fortælle om træer og planter. Vi sagde først nej, men da han kun skulle have 70 kr. for ulejligheden, ombestemte vi os og fulgte med ham. 

Det blev nogle gode spændende timer. Vi gik en tur op til et udkigstårn, hvorfra vi kunne se ud over området og bjergene. Vi fik vist og fortalt om træerne og planterne. På vej ned igen prøvede vi at svinge os i en lian.

Næste morgen, mens vi sad og spiste morgenmad, kom vores indiske værtinden ud i det helt store skrud. Hun spurgt om vi ville med over til hindu bryllup i nabo byen. Vi fik hurtigt spist færdigt og kastet os ind i en taxi. 

Brylluppet var en efter vores mening en noget langtrukken og meget rodet forestilling. Det var mest kvinderne der deltog i ceremonien.  Imens gik mændene rundt udenfor og snakkede. Under hele seancen, sad der 2 mænd og en dreng i hjørnet og spillede øredøvende højt på en slags trompet og tromme. Først blev gommen hevet igennem det helt store menageri af præsten. Da han havde forladt scenen skulle parrets fædre igennem samme tur. Herefter var det brudens tur. Endeligt til sidst kunne gom og brud føres sammen.  

Vi forlod selskabet inden der blev serveret frokost. Vi var inviteret med, men takkede nej. 

Vores værtinden fortalte dagen efter, at det var et arrangeret ægteskab. Så kunne vi bedre forstå, hvorfor de 2 unge mennesker havde stenansigtet på. De ikke en eneste gang bare smilede til hinanden. Vores værtinden fortalte, at halvdelen af alle ægteskaber indere imellem er arrangeret, og at hendes eget ægteskab også var arrangeret. Kun ca. 2 procent af disse ægteskaber ender i skilsmisse, mens hele 10 procent af "kærligheds" ægteskaberne ryger samme vej.

Hun fortalte desuden, at det var en meget dyr affære, især for pigens forældre, at holde bryllup. Ved hendes bryllup i 1985 brugte hendes forældre 75.000 kr. Det svarer til flere års indkomst. 

Den følgende dag dasede vi bare rundt. Vejret var meget forudsigeligt. Formiddagen var med høj solskin, men mellem kl. 1 og 2 om eftermiddagen begyndte det at regne voldsomt i nogle timer. Vi var for første gang på vores tur stødt ind i regntiden.

Dagen inden vi skulle videre til Kuala Lumpur, prøvede vi os endnu engang med en halvdagstur. Vi kunne ikke være uheldige to gange i streg. Læs nedenfor.

Efter 5 vidunderlige dage i Cameron Highlands var det tid til at komme videre sydpå. Vi steg ind i en bus, der bragte os til Malaysias hovedstad Kuala Lumpur.

Optogets midtpunkt var en ung mand, som havde et enormt stor og tungt jernstativ spændt ud over sig. Samtidig var han piercet over hele kroppen. Foran ham gik en lille gruppe mænd, som spillede og sang. For hver 10 meter, måtte den arme mand ned og sidde på en lille skammel, for at komme til kræfter. Bagest i optoget kom kvinderne i deres flotte farverige dragter og med jasminblomster i deres hår.

Vi fulgte optoget helt op til templet, hvor ceremonien skulle fortsætte. Inden vi havde set os om, var vi sammen med de andre udlændinge, der fulgte optoget, inviteret med indenfor til frokost. 

Optogets kulmination kom da den hårdtprøvede mand, fik taget jernstativet af. Nu steg stemningen nogle grader, og manden dansede rundt i trance. Nogle af de tilstedeværende fortalte os, at ritualet gik ud på at fremkalde djævelen i manden.

Inden i templet fortsatte festlighederne. Jeg videofilmede nogle mænd, som spillede musik. Jeg ved ikke om den ene blev irriteret, men da han var holdt op med at spille, kom han hen med en kokosnød med frugter i til mig. Han pegede på rækken af mennesker der stod i kø ved det allerhelligst, med hver deres kurv indeholdende kokosnød og frugter. Jeg stillede mig pænt op i køen og ventede på det blev min tur. Menneskerne i køen afleverede en seddel til ypperstpræsten og fik til gengæld lidt aske og lidt ild ned i bakken, samt en klat aske i panden og på halsen. Da det endeligt blev min tur, kiggede præsten underligt på min kokosnød og sagde at den var brugt ! Han fik dog medlidenhed med mig og plantede en klat aske i panden på mig. 

Nu var det tid til spisning, og hvilken oplevelse. Langs væggen og bagved kirken var der en lang række borde, hvorved der tilsammen kunne sidde ca. 150 mennesker. Nu var der bespisning på rigtig højskolemaner. Der kom en række mænd rundt med først bananpalmeblad (tallerken) herefter med maden, bestående af ris, kød, grøntsager, brød, yoghurt og dyppelse. Bestik ? Ja vi næsten alle udstyret med det bedste redskab af alle: Klør fem. Så var det bare i gang med at skovle maden i ansigtet med højre hånd, da den anden jo bruges til at tørre sig i ..... med. 

Det smagte pragtfuldt. Rigtigt indisk: karry, stærkt, eksotisk. Der var imidlertid ikke tid til at sidde og hygge sig, da det til stadighed stod mennesker og ventede på at komme til fadet. Efter frokost begav vi os hjemad, med endnu en oplevelse i rygsækken.

Dagene efter mødte vi mange fra kirken og de hilste alle som om vi havde kendt dem hele livet. Vi fandt også en indisk restaurant tæt på gæstehuset, som serverede indiske bananblade måltider for 15 kr. Der spiste vi hver aften, undtagen søndag, da der desværre var lukket.

Første stop var et buddhistisk tempel. Vi kunne ikke imponeres. Efter ½ år i Asien havde vi set templer, der slog dette med mange længder, men det var alligevel hyggeligt. Der er en eller anden dejlig fred over sådanne et tempel.

2. stop var en rosehave. Her havde de et hav at flotte blomster. Vi gik en tur og nød blomsterne og udsigten.

3. etape var en jordbær farm. Cameron Highlands milde klima gør, at der kan dyrkes blomster og grøntsager året rundt. Vi så hvorledes jordbærplanterne var sat oppe på borde, så de var nemmere at plukke og ikke blev beskidte. Vi købte en lille bakke, for at smage på sagerne.

Så kom vi endeligt til dagens højdepunkt. Teplantagen. I Cameron Highlands findes der 3 producenter af te. Denne farm er ejet at en skotsk familien, mens de to andre er ejet af malaysiske familier. Denne skotte havde grundlagt plantagen i 1929, med te planter importeret fra Indien. Det er stadig de sammen planter, der står den dag i dag. Teplanter kan blive 100 år gamle. 

I dag bliver planterne klippet hver 3. uge, og hvert 2. år bliver planten skåret helt ned for at den ikke skal blive for stor. 3 måneder efter nedklipningen kan der høstes for første gang.

I tidernes morgen var det importeret arbejdskraft fra Indien, der stod for plukningen, men i dag er det folk fra Indonesien og Sri Lanka, der arbejder i marken. De bliver aflønnet efter hvor mange kilo de klipper. En god plukker kan klippe mellem 150 og 200 kg pr dag. Han får 20 cent pr. kg, eller 40 ringgit (ca. 88 kr.) for 200 kg.

Ud af 100 kg teblade bliver der ca. 25 kg te, som sælges, alt efter kvalitet, for mellem 25 og 330 kr. pr. kg.

Vi fik en rundvisning på fabrikken, hvor vi fik set hvordan teen blev tørret, rullet, tørret igen og til sidst sorteret. Efter rundvisningen kunne vi købe te i 120 forskellige kvaliteter og smagsvariation, og i cafeteriet kunne vi smage på varerne.

Vores guide fortalte, at teplanterne fik al den regn de kunne ønske sig. I Cameron Highlands falder der hvert år 3.000 mm vand. Ja. det er rigtig. 3 meter vand om året ! 

På tilbagevejen til Tanah Rata, besøgte vi en sommerfugle farm. Her så vi sommerfugle, skorpioner, slanger, fugleedderkopper, kæmpe vandrende pinde, levende blade og ikke mindst biller på størrelse med en knytnæver.

Lige inden regnen satte ind var vi tilbage på gæstehuset, efter den dejlig formiddag.