I Kanchanaburi forsøgte vi at finde et gæstehus tæt ved floden, men enten var standarden ikke god nok, eller også var der fuldt booket. Efter 2 timer traven fandt vi til sidst en helt ny lækker hytte hos Sam's House. Hytten var bygget ude i floden.

Kanchanaburi er kendt for 2 ting. Det lidt mere milde klima i forhold til Bangkok og så broen, som går over floden Kwai. Vejret viste sig ikke fra den pæne side, mens vi var der. De første 4 dage var det så stegende hedt, at det var direkte farligt, at bevæge sig ud midt på dagen. Det vidste vi 4 tossede danskere ikke, så vi gik frejdigt en tur i heden. Vi kunne dog hurtig mærke på os selv og se på vores børn, at der var noget galt. Varmen havde sneget sig op omkring de 40 grader. Da heden havde lagt sig, begyndte det i stedet at pisse ned, så de sidste 3 dage kom vi ikke meget rundt.

Vi købte en tur rundt i området. Vi så et par flotte vandfald og børnene fik endnu engang prøvet en varm kilde, ja i 40 graders varme. Området var besat af Japanerne under 2. verdenskrig og i 1942 besluttede de at forbinde Burma og Thailand via en jernbane. Banen blev døbt Dødens jernbane, da mindst 16.000 allierede krigsfanger døde under opførslen. Det blev estimeret, at opførslen ville tage 5 år, men japanerne tvang krigsfangerne til at arbejde 12 - 18 timer i døgnet, så projektet tog kun 16 måneder. I dag er det kun dele af jernbanen, der bliver brugt. Fra byen Nam Tok og videre til Burma er banen i dag helt forsvundet. Vi så Hellfire Pass, som var det største bjerg, som fangerne skulle gennembryde, og vi kørte fra Nam Tok, på den endnu eksisterende strækning, tilbage til Kanchanaburi over broen, som der findes en berømt film om.

I silende regn tog vi tilbage til Bangkok for at hente endnu en besøgende. June's kollega Lizette havde taget ekstraarbejde for at få råd til at kommer ud og besøge os.

.

Vi havde en enkelt "fridag" i Bangkok inden Lizette skulle komme, så vi besluttede at tage ud på Chatuchak weekend markedet. Markedet består af lige under 9.000 boder, og der kommer omkring 400.000 besøgende hver weekend. Vejret var stadig ikke blevet bedre, og vi var alle nok ikke i rigtig humør til at gå rundt mellem disse boder, så efter et par timers brokkeri fra børnene, sagde jeg stop og vi tog tilbage til hotellet.

Meget tidligt mandag morgen tog June alene ud i lufthavnen for at hente Lizette. Dagen brugte vi på at åbne gaver hjemmefra, og på at shoppe.

De 2 dage vi havde i Bangkok, inden vi skulle til Phuket, tog vi Lizette igennem samme program, som mormor og morfar havde været igennem. Vi startede på Grand Palace. Regnen var holdt op, men det var stadig overskyet. Det var dog helt behageligt i forhold til sidste gang vi var der. Efter paladset fik vi endelig set den største liggende Buddha i Thailand. Andreas var meget imponeret. Han havde forventet, at den kun var halv så stor. Buddha'en er 15 meter høj og 46 meter lang.

Vi gik i shopping center for at få frokost og kaffe, og for førte gang i Thailand blev vi taget grundigt ved næsen. Læs længere nede om Kaffebanditten.

2. dagen checkede vi ud af hotellet, inden vi tog i Chinatown, da vi om aftenen skulle ombord i en natbus, der skulle fragte os 900 km. sydpå til Phuket. Efter Chinatown tog vi igen ud til slangefarmen. Lizette var ikke helt glad ved situationen, men uden at hun faktisk ville indrømme det bagefter, holdt hun faktisk en slange. Vi så en ny Kongekobra, de lige havde indfanget. Den var omkring 5 meter lang. Fantastisk dyr ! Til sidst var der igen mulighed for at holde en Pyton. Andreas var igen forrest. Denne gang ville Josefine også prøve at holde den. Det er her Lizettes heltemod kommer ind i billedet. Hun fulgte Josefine ned foran, og hjalp med at holde slangen. Vi ved ikke, om hun gjorde det i trance, men hun har siden nægtet, at hun holdt slangen. Billederne viser dog noget andet. Det er Lizette med den orange trøje på.

Kl. 19.00 forlod vi Bangkok for sidste gang. I en luksus VIP 24 bus satte vi kursen mod Phuket.

Patong er den mest populære strand på Phuket. Vi synes nu nok der var lidt for meget Mallorca over stedet. Patong har udviklet sig til et andet Pattaya, med hvad deraf følger. June og Lizette prøvede nogle af stedets barer den ene aften. Efter deres udsagn kunne det være noget svært, at se om luderne var kvinder eller mænd. På et af Lizettes nærgående spørgsmål, om han/hun var en kvinde eller en mand, svarede han/hun "I'm a Lady". Ugen efter vi var taget videre, læste jeg på BT Online om det danskejet sted Valhalla, som var blevet stormet af politiet, pga. mistanke om børneprostitution. Find et andet sted at bo, hvis du tager til Phuket.

Inden vi forlod Phuket, tog vi på en endags tur. Vi kørte først ud til Phang-Nga, som ligger mellem Phuket og Krabi, hvorfra vi sejlede i longtail båd ud til nogle klipper i bugten. Her blev vi læsset over i nogle kajakker. Der var heldigvis kajakbådsmand med, så vi kunne sidde og nyde turen, uden de store anstrengelser. Efter at have sejlet rundt mellem klipperne i en ½ times tid, kom vi over i longtail båden igen, som sejlede os videre ud til øen Ko Phing Kan.

Øen Ko Phing Kan er bedre kendt som James Bond øen. Det var på denne ø, at nogle scener til filmen "The Man with the Golden Gun" blev optaget tilbage engang i 60'erne. Øen er blevet omdannet til et stort gedemarked. Der var et hav af mennesker og boder der solgte alt fra konkylier til sodavand og chips. Vi havde ½ timer på øen, inden vi skulle videre. Der var en ung mand, som havde en falk, som man kunne holde og fotografere mod en mindre erkendtlighed, så jeg fik lige et par gode billeder.

Båden sejlede os herefter først over til en muslimsk fiskerlandsby, som er bygget på pæle i vandet, hvor vi spiste frokost, og derefter tilbage til vores bus.

Efter en kort køretur var det tid til at ride elefanter. Vi fik en kort tur i junglen, dog ikke så kort at Lizette ikke havde tid til at overtage styringen af elefanten. Efter rideturen var der et lille elefantshow, hvor 2 elefanter viste hvad de kunne. Til sidst så vi kort hvorledes man beskærer et gummitræ, og hvordan man renser og presser gummiet. Thailand er en af verdens største gummiproducenter. 

Inden vi kunne slippe ud af turarrangørens kløer, måtte vi lige igennem den obligatoriske smykkebutik.

Efter 5 dage på Phuket, med både godt og lidt dårligt vejr, satte vi kursen mod bountyøen Koh Phi Phi.

Vel ovre på øen gik Lizette og June i gang med at jage et værelse. Efter 2 timer kom de helt udkørte tilbage, og sagde at de måtte indlogere os på øens største resort Cabana, og vi måtte slippe 500 kr. pr nat. Alt andet var enten optaget eller for dyrt for os.

Koh Phi Phi består ikke af én ø, men af 2 øer, nemlig Koh Phi Phi Don, som var øen vi boede på, og Koh Phi Phi Leh, som er en lille ubeboet ø. Koh Phi Phi Leh er dog meget kendt, da det var i bugten Maja på øen, at mange af optagelserne til filmen "The Beach" men Leonardo blev optaget. På øen Koh Samui kan man også købe ture til "The Beach", da bogen, som ligger til grund for filmen, foregår på en strand i Ang Thong Nationale Marine Park, tæt ved Samui.

Koh Phi Phi og omkringliggende øer er de smukkeste vi endnu har besøgt. Stejle klipper, små laguner, palmetræer overalt og det helt klare turkisgrønne vand. Der findes ingen veje på øen, så alt transport foregår til fods eller i båd. Vi boede på hovedstranden Lo Dalam/Ton Sai, som er hver sin bugt, der kun er adskilt af 100 meter sand. Hotel Cabana er øens ældste og største resort med en swimmingpool, der hvis den blev rettet lidt ud, ville opfylde IOC's mindste krav til et olympisk svømmebassin.

I tidernes morgen var det Lizette, der fik os overbevist os om, at man ikke drager ud til Asien, uden et dykker certifikat. Det er vi hende meget taknemmelige for. Vi havde ikke dykket siden Koh Tao i midten af Januar, så nu skulle der nogle dyk i logbogen. Lizette og June tog på første tur med 2 dyk. Det er nogle år siden at Lizette havde dykket sidst, så vi var noget i tvivl, om hun skulle have et opfriskningskursus, eller om hun bare skulle i baljen. Vi valgte det sidste, hvilket set i bakspejlet nok var det forkerte valg. Hun havde lidt problemer med overhovedet at komme ned, og første gang hun skulle tømme maske, var metoden vist ikke helt godkendt af PADI. Med lidt hjælp fra June kom de ned og fik et godt dyk. Andet dyk gik bare efter bogen og Lizette klarede det til UG med kryds og slange.

Dagen efter havde vi købt en tur med en båd over til Phi Phi Leh og til Bamboo og Monkey Islands, med indlagte snorkleture i diverse laguner. Det blev en alle tiders dag. Vi fik set hele området og fik snorklet 6 gange. Andreas og Josefine var helt vilde. Hver gang der blev kastet anker, var de de første der sprang i. Andreas brugte den første gang en redningsvest, men gad ikke de andre gange, for så kunne han jo ikke dykke helt ned under vandet. Josefine fik svømmebriller, vinger og redningsvest på og så var det bare i vandet. Efter turene i vandet brugte Andreas og jeg båden som udspringstårn. Andreas og Josefine er blevet næsten foruroligende fortrolige med vandet. Det er bare ud i det og ned med hovedet og gerne hel kroppen. 

En sjov ting når vi var sprunget i vandet, var når nogle oppe på båden smed brødkrummer og ris ned i hovedet på os. Vandet blev helt levende af fisk, der ville have fat i godbidderne. Så kunne vi ligger lige under vandet og studere fiskene på nært hold.

Dagen efter igen udnyttede June og jeg, at Lizette var sammen med os, og lod hende tilbage som barnepige, mens vi stak til søs for at lave hele 3 dyk. Det første var på det så kaldte "Thai Tanic", eller som det rigtig hedder King Cruiser Wreck. Det er en stor passager hurtigfærge, der sejlede mellem Phuket og Phi Phi, og som sejlede på et rev i 1997, og sank på 14 minutter. Det sejlede 1 km på vej ned og lagde sig pænt på bunden, så det i dag står helt oprejst på bunden. Det var en stor oplevelse at dykke der. Vraget ligger på mellem 12 og 24 meters vand. Vi dykkede ind igennem bovporten og ned igennem vogndækket. Senere dykkede vi op til toppen og ind igennem broen.

2. dyk var ved det rev som færgen gik på, som hedder Anemone haven. Sidste dyk var ved Sharks Point, hvor der af og til skulle være hajer. Vi så desværre ikke nogle. Jeg nåede dog lige at ramme et søpindsvin med min ene hånd, så lige nu går jeg rundt med et par bulne fingre.

Efter 6 dejlige dage på Phi Phi, måtte vi desværre tage afsked med Lizette, som skulle via Phuket tilbage til Bangkok, for at fange sit fly hjem til Danmark. Afskeden blev ikke så rar, som den kunne have været. 1½ times tid efter vi havde sat Lizette på færgen, kom en dame fra receptionen på hotellet løbende ned til vores værelse, og sagde at Lizette var i telefonen oppe i receptionen. Hun mumlede noget med et pas. Pludseligt for det ned i June og jeg, at Lizette havde lagt sit pas sammen med vores i hotellets safetybox. Hun havde dog glemt at få det med inden hun rejste. Jeg talte kort med Lizette, og fik en mand til at sejle passet over til Phuket, så hun kunne nå sit fly. Han skulle dog lige have 1000 kr. for ulejligheden. Sure penge for Lizette, at komme af med.

Dagen efter forlod vi Koh Phi Phi for at drage til Krabi.

Vi blev kun i Krabi natten over, men nåede da at spise både aftensmad og morgenmad på den lokale danske restaurant. Børnene fik frikadeller med kogte kartofler, og June og jeg fik oksefilet og mørbradgryde. MUMS !! 

Efter Krabi fløj vi i en 10 personers minibus til den sydthailandske by Hat Yai. Byen er fra gammel tid en handelsby, hvor thaier og malajer mødes og handler. Vi brugte dagene til at handle det sidste thailandske i. Den 31. marts forlod vi Thailand efter 11 vidunderlige og eventyrlige uger.

Efter et McD besøg, skulle vi 3 voksne lige have en god kop kaffe. Vi fandt hurtig en kaffe shop, og da vi satte os ned, kom der en meget nydelig herre hen og spurgte om hvad vi ønskede. Imens vimsede tjeneren rundt om os og delte menukort ud. Vi fandt hurtigt den kaffe vi ville have og gav bestillingen til herren (som vi troede var chefen på stedet), som gav den videre til tjeneren. Da tjeneren gik, sagde manden at det blev 165 bath (ca. 33 dkr.). Jeg undrede mig lidt over at han ville have penge lige nu, men gav ham 200 bath (ca. 40 dkr.). Vi fik vores kaffe, og den var rigtig god.

En halv times kaffedrikkeri senere, skulle vi til at gå, men jeg spurgte pigerne om de havde fået de 35 bath tilbage. Det havde de ikke. Lidt irriteret kaldte jeg på tjeneren og bad om mine retur penge. Han gloede åndsvagt på mig. Jeg forklarede ham at jeg allerede havde betalt til deres chef. Nu gloede han endnu mere åndsvagt på mig. Jeg beskrev manden, men ham kendte de ikke. Jeg sagde, at han havde virket som om han arbejdede i restauranten. En af tjenerne løb ned på etagen neden under for at finde ham.

Imens vi ventede, fortalte June, at hun havde set ham første gang på etagen nedenunder, nogle minutter før vi var gået op i kaffe shoppen. Hun havde undret sig over, at han pludselig var dukket op oppe i kaffe shoppen. Nu fladt 10 øren. Denne nydelige mand i jakke og slips, havde udset os dumme turister, som hans næste ofre, nede mellem boderne. Han var lige så stille fulgt efter os op til kaffe shoppen, hjulpet os med bestillingen, fået betalingen og var forduftet igen. Vi kan være glade for, at det ikke var en 5 retters menu vi bestilte.

Da tjeneren var kommet tilbage uden manden, betalte vi endnu engang for vores kaffe og gik.

Bagefter var vi glade for, at vi ikke havde droppet at få vores 35 bath retur. Hvis vi bare var gået, ville det have set ud som om vi prøvede at løbe fra regningen. Sikke en ballade der kunne været kommet ud af den lille kaffetår !

Udbudet af oplevelser er ligeledes stort. Er man til lange ture i junglen, eller vil man hellere ligge i vandkanten og sippe drinks, kan det lade sig gøre her. Vil man bo på nogle af verdens dyreste hoteller, eller kan man nøjes med en hytte på standen, alt er muligt.

Med alle disse muligheder følger selvfølgeligt også turisterne. De mange turister bevirker således også, at man bare er en i mængden og derfor måske ikke kommer så tæt på landets befolkning, som vi fx. følte vi kom på vietnameserne.

Vi har nydt tiden her og det har været rigtigt dejligt med alle de besøg, vi har haft. Den nemme adgang til alting, har gjort rejsen meget mere afslappende, end tidligere.