Fraser Island er verdens største sandø, 120 km lang og 15 km bred. Der finders ingen jord eller ler, og kun 2 - 3 små klippe toppe stikker op. Kun sand, sand og atter sand. Øen er dog ikke kun en stor sandbanke, men har både regnskov og mangrove.

Sammen med Whitsundays var Fraser et af de steder vi ville besøge, på vores tur Down Under. Vores lyst og energi var dog ikke kommet helt oppe igen efter sejlturen, så vi var lidt i tvivl om hvilken tur vi skulle tage.

Det er muligt at komme rundt på Fraser på mange forskellige måder. Man kan leje en 4-hjulstrækker og kører turen selv, eller tager 1, 2 eller 3 dags turer med diverse turarrangører. Vi  valgte til sidst en 2 dages tur med overnatning på øen.

Vi blev hentet tidligt om morgenen og kørte lidt uden for Hervey, hvor vi blev fragtet over til øen på en lille færge. Over på øen stod der en stor 4-hjulstrukken bus og ventede på os. Vi var omkring 20 turister med på turen, så der var god plads.

Det første der mødte os, var et stort advarselskilt, som advarede mod dingoer. Dingoer er vilde hunde, som blev bragt til Australien for mere en 10.000 år siden. Den nedstammer fra tamhunden i Asien. Denne nedstamning betyder, at vores tamhunde kan blande sig med dingoen, hvilket igen har betydet, at den rene dingo er ved at uddø. Her på Fraser er dingoen dog stadig ren og vild. Det er især børnene, der skal passe på. For blot nogle måneder siden blev en dreng på 11 bidt ihjel af en flok dingoer, så det er ikke noget at spøge med. 

Første stop var i regnskoven,  hvor vi gik en dejlig tur og så på dyr og planter. Guiden viste og fortalte om de store bregner vi så. De var over 2000 år gamle, og voksede kun med få cm om året. Åen der løb igennem denne del af skoven, hed "den stille å", da man overhovedet ikke kunne høre den. Hvis du ser på billedet nedenfor til højre, er det faktisk et billede af åen, selvom det er meget svært at se, at det er vand.

Fraser fik sit navn efter Kaptajn James Fraser, som gik på grund på øen i 1836. Hele besætningen, Fraser og hans kone Eli, blev taget til fange af de lokale Aboriginals, og tvunget til at arbejde for fællesskabet. Kaptajnen fik besked på at smide sit tøj, og gå med mændene på jagt, mens Eli, som havde været gravid, men havde tabt sit barn, blev bedt om at amme en af de små aboriginals, hvis mor var død. Da hun nægtede, blev hun straffet hårdt. Da der på et tidspunkt opstod tvivl om, at besætningen ville prøve at flygte, blev alle på nær Eli slået ihjel. Eli blev senere befriet af en hvid, som tidligere havde levet sammen med stammen.

Efter vi var blevet indkvarteret på resortet, og havde spist frokost, blev vi læsset ind i en anden bus, som tog os en tur op af kysten. Den ½ times kørsel gjorde unger lidt trætte i ansigtet.

Første stop var åen Eli, som er opkaldt efter kaptajn fruen. Denne å udleder 20.000 m3 vand i timen, fra en underjordisk kilde. Kilden kunne sammen med en tilsvarende kilde på den anden side af øen, forsyne hele Sydney og dens 4 millioner indbyggere med vand. Vi nød det klare vand, og sprang i, nogle 100 meter oppe af den, og flød hele vejen ned til udmundingen. 

Turen gik videre op af kysten til vraget af skibet Maheno. Skibet blev bygget i starten af århundredet, og var på den tid en af de største og flotteste luksuslinere. Efter at have tjent som hospitalsskib nogle år under 1. verdenskrig og senere sejlet på de 7 have igen, blev skibet i 1935 købt af nogle japanere til ophugning. Da skibet skulle trækkes til Japan, ville de spare lidt på udgifterne til diesel og afmonterede derfor skibets skrue. Desværre løb de ind i en tyfon, og uden sin skrue, var skibet umuligt at styre. Torvet til slæbebåden brast og Maheno skyllede op på stranden, hvor den lagde sig pænt på kølen.

Japanerne opgav at bjerge skibet, men rippede det i stedet for værdier. Under 2. verdenskrig brugte det australske luftvåben det som mål i nogle øvelser og kastede ikke mindre end 25 bomber efter skibet. Kun en enkelt ramte plet !  I dag er der ikke meget tilbage, og der skal nok kun en mindre storm til, før resterne forsvinder i havet.

Inden aftensmaden nåede Josse en kold dukket i poolen. Efter at June og jeg havde lagt børnene, opdagede vi, at den eneste underholdning vi havde medbragt var 3 Anders And blade og 2 gameboys. Sikke en hyggelig aften vi havde !

Med morgenmaden godt placeret i vores maver, gik turen op til søen Wabby. Søen er ret speciel da den på 3 sider er omgivet af skov, mens den sidste er en stor sandklit. Klitten eller milen er 2 kilometer lang og vi måtte gå hele vejen op over den, for at komme ned og få en forfriskende formiddagsdukkert. Milen bevæger sig med flere meter om året, og man forventer, at søen er forsvundet under milen om nogle hundrede år. 

June og børnene skulle ikke nyde noget af det kolde vand, men jeg skulle ikke gå glip af oplevelsen. Der var et hold unge backpackere, som havde slæbt et boogyboard (et lille surfbræt) men ind til søen. Fra toppen af milen gik det så i fuld fart ned mod søbredden og over et lille hop, de havde bygget i sandet, og ned i vandet. Som vores dronning ville have sagt "Det var meeeget, meeeget  morsomt at kigge på".

Efter frokost gik turen igennem regnskoven tilbage mod færgen. På vejen standsede vi ved Lake McKenzie. Søen er speciel, da den er en del af grundvandet, men den synker ikke dybere, da blade blandet med sand har dannet en uigennemtrængelig bund. Vandet er så klart at søen er kendt som en "vindue sø", og det skulle være en speciel oplevelse at snorkle i søen, og bunden pludselig forsvinder ned til 15 meter, mens man stadig kan se den.

Vi tog alle, undtagen June, en dukkert i søen. Søens ph værdig gør at ens hår bliver silkeblødt og desuden fik vi genopfrisket glansen i min vielsesring, ved at slibe den med sandet fra stranden, som er 99 % selica.

Det sidste stykke vej til færgen, fortalte vores guide om de dyr som lever på øen. Der findes både dingoer, slanger, dødelige edderkopper, kænguruer og heste mv. Hestene blev  i tidernes morgen brugt som trækdyr for de skovhuggere, som invaderede øen i midten af 18 hundrede tallet. Da hestenes arbejde blev overtaget af maskiner, forsvandt de ud på øen. Man har gjort forsøg på at udrydde hestene, da de er meget hårde ved miljøet, men forgæves. Skovhugning blev forbudt i 1991. Satinay træ fra Fraser blev brugt til bygningen af Suez kanalen. 

Det eneste vi ikke nåede at se på vores tur var dingoer, og nogle vil måske sige heldigvis. Men, men men, som om vores guide kunne læse vores tanker, så havde han lige tryllet et enkelt eksemplar frem på havnen, så vi lige nåede at få et glimt af en dingo inden vi sejlede tilbage til Hervey Bay efter 2 pragtfulde dage på det vilde sandet Fraser Island.

Byen stod helt og aldeles i sportens tegn, de dage vi var der. Goodwill Games var kommet til byen. Goodwill Games blev opfundet i 80'erne af CNN's grundlægger Ted Turner. Efter årene hvor først USA boykottede de olympiske lege i Moskva, og senere hvor USSR boykottede legene i Los Angeles, besluttede Ted Turner at opfinde sine egne lege. Legene har turneret rundt i verden, og blev sidst holdt i New York i 1997. Nu var det Brisbanes tur.

Vi fik ikke set nogle konkurrencer, og så vidt  vi kunne forstå, på det vi hørte i radioen, var legene noget af et flop, og det er meget usikkert om de vil blive holdt igen. Det er ikke alle lande der deltager, og Danmark var ikke repræsenteret. De discipliner man kæmper i er vist meget tilpasset USA og værtsnationen. Som et eksempel kan nævnes, at der var konkurrencer i livredning !

Brisbane bliver delt på midten af floden Brisbane og har 1,6 mill. indbyggere. På syd siden af floden ved den dejlige South Bank Parklands, blev legene holdt og det var vores første mål.

I selve parken har man bygget en fantastisk udendørs swimmingpool, med sandstrand og palmer. Vi skulle selvfølgeligt ned og kigge, men det var kun Josse, der havde mandsmod nok til at dyppe sig i det kolde vand.

Hele centrum af byen stod også i Goodwill Games tegn. Alle butikker havde specielle Goodwill tilbud, og der var forskellige optrædener i gågaden.

På 2. dagen brugte vi 3 timer og 1600 kr. på at få forlænget vores visa med 1 måned.

På guldkysten ligger de store forlystelsesparker, såsom Movie World, Sea Wold og Wet'n'Wild. Vi valgte at tage i Sea World.

Det blev en god dag, vejret var ikke for varmt og vi fik alle 4 prøvet, det vi gerne ville. Parken kunne ikke måle sig med de 2 af samme navn i Florida og Californien, men leverede trods alt nogle gode shows.

Formiddagen brugte vi først på at se en forestilling om Great Barrier Reef. Vi sad i en form for biograf, og det startede da også med en lille film, men efter nogle minutter, gik filmlærredet op, og bagved var der et akvarium på sammen størrelse som lærredet. Meget imponerende. Vi fik så en fortælling om hvordan revet var opstået, og om hvilke farer revet i dag er udsat for. Imens svømmede der både små hajer, rokker og en dykker rundt i akvariet.

Efter forestillingen hastede vi ned til delfin arenaen, hvor de flotte dyr skulle optræde. Det blev dagens højdepunkt. Efter showet hvor delfineren havde vist deres fantastiske evner sad man næsten med tåre i øjnene. De kunne springe fantastisk høj op i luften, lave saltomortaler, deres trænere stod som på vandski på ryggen af dem mv.

Nu skulle der leges. De næste timer tilbragte vi i Cartoons land, hvor der var et hav af forlystelser for de små. June og jeg nåede også lige at prøve den store rutschebane.

Eftermiddagen blev tilbragt med at se på isbjørne, se en 3D piratfilm, søløve show  og vandski show. 

Da dagen var forbi kørte vi videre ned af guld kysten og forbi Surfers Paradise, ud af Queensland og ind i New South Wales.

Navne på mærkevare som fx. Her nede har de et bilmærke, hvis modeller fx. hedder Astra og Vectra, nu tror du nok, at det er Opel vi taler om, men nixen bixen, bilmærket hedder Holden. Bilerne ligner dog på en prik dem vi kender fra Opel. Burgerkæden Burger King hedder ikke Burger King men Hungry Jacks. 

Af sportsgrene kan nævnes deres største sportsgren som er Australsk fodbold, som er blanding mellem rugby og Amerikansk fodbold. De spiller meget cricket, mens det vi kender som fodbold, lever et meget stille liv. Fra vores Quiz kan nævnes at Netball, er et kurvespil ala basketball, som fortrinsvis spilles af kvinder og børn i skolerne.

Og så er der det med øllet. Det er en hel kunst, at bestille og købe disse gyldne dråber.

Øl findes i mange størrelser. Standard flasken er på 750 ml. Dåser indeholder 375 ml og hedder "tinnies", og fås i kasser af 24, som hedder "slabs". Flasker i halv størrelse hedder "stubbies" lige bortset fra SA, hvor de hedder "echoes", og NT hvor en "stubbie" er en flaske med 1,25 l.

Fadøl findes i 3 størrelser 200, 285 og 425 ml. 200 ml hedder en "glass" i Victoria og Queensland, en "butcher" i SA eller en "beer" i WA og NSW. 285 ml hedder en "pot" i Victoria og Queensland en "schooner" i SA, en "handle" i NT, en "middie" i NSW og WA , mens man på Tasmanien kalder det for en "10 ounce". Til sidst er der 425 ml som hedder "schonner" (det sammen som 285 ml i SA) i NSW og NT og den hedder "pint" i SA. Fik du den ? Hvis ikke er det godt de næsten alle forstår ordet "beer", så må man jo bare tilpasse antallet af glas, med den størrelse man får serveret.