Området vi boede i var backpacker centrum, med tilhørende tiggere mv. Lige om hjørnet lå en stor byggeplads, hvor man vil opfører Saigon Commercial Area. Området bliver lige nu brugt som toilet af cycklo førerne og som fikse sted af narkomanerne . Ret uhumsk !

Efter nogle få dage i Saigon tog vi alle på en endagstur til Cao Dai og Chu Chi tunnellerne nord for Saigon, læs senere i dette rejsebrev. Andreas og jeg måtte dog blive hjemme, da Andreas natten inden havde en ordentlig gang bræk og tyndskidstur. Jeg ved godt man ikke skriver sådanne noget, men således forholdt forholdene sig.

Samme sted, hvor vi havde arrangeret turen til Chu Chi, købte vi også en tur ud til Mekong deltaet. Vi blev lovet at der max. ville deltage 12 personer i turen. Om morgenen da vi mødte op, var vi kun os 6. De havde fået 4 andre tilmeldinger, men de havde alle med kort varsel aflyst turen. Turen blev derfor gennemført kun for os. FEDT ! Nu havde vi en hel minibus for os selv, og vores helt egen guide. Læs om turen nedenfor.

Tilbage i Saigon fik vi igen værelse på vores gamle gæstehus. Dagen herefter blev brugt på at sige farvel til Sus og Signe, som ville tage i forvejen til Thailand. Dagen hvor Sus og Signe drog af sted, tog  Andreas og jeg ud på turen til Chu Chi, som vi havde misset ugen før.

De sidste dage i Saigon, brugte vi på at se det tidligere sydvietnamesiske præsident palads, og jeg tog alene ud for at se krigsforbrydelsesmuseet. Præsident paladset var stort og flot, men igen tog det lidt af fornøjelsen, at vi måtte følge en guidet tur. Børnene og for den sags skyld heller ikke os, er gearet til at gennemgå en 4 etagers bygning med 50 rum på 45 min. Krigsforbrydelsesmuseet er nok noget af det mest frygtelige og samtidig mest livsbekræftende museum jeg har set. Det gennemgår de pinsler det vietnamesiske folk måtte gennemgå under krigen. Udstillingen var noget ensidig, men utrolig gribende.

Josefine var den ene dag desværre udsat for et mindre tyveri. Hun havde fået en 50.000 dong (30 kr.) seddel til at købe is for. På vej til isboden, 10 meter fra hvor vi sad, var der en af de fattige, der ikke kunne dy sig, og snuppede sedlen fra hende. Josefine blev bundulykkelig, men mest fordi hun nu troede hun ikke fik nogen is.

Som afslutning på vores tur i Vietnam, tog vi, for børnenes og min skyld, i Saigon vandland. Det var rart at komme ud og plaske lidt i vand, men dagen blev dog lidt overskygget af, at Josefine skulle fjolle rundt på nogle jernstænger og faldt ned og slog hul i baghovedet.

Efter at have købt se sidste souvenirs, cd'er og pc programmer og sendt endnu en stor pakke hjem, forlod vi den 15. januar Vietnam, efter 2  måneder vi aldrig vil glemme.

Efter endnu en lille sejltur var det tid til frokost. Inden vi bestilte mad fik vi mulighed for af se et bistade, og prøve at holde en af pladerne med bier på. Efter frokost kom det store højdepunkt, da personalet hev deres lille kæledyr frem. En pyton slange på 4 meter og 60 kg. Dem, der havde lyst, kunne prøve at holde den. Slangen var meget venlig, da den var opvokset i fangenskab.

Efter frokosten gik vi en lille tur forbi en lille fabrik, som fremstiller kokoskarameller. Vi gennemførte de obligatoriske smagsprøver og indkøb, hvorefter vi sejlede tilbage til bussen. Resten af dagen foregik i bussen, som kørte os mod den Cambodjanske grænse. En enkelt gang da vi skulle krydse floden var det med færge. Vores små danske hjerte gav et lille hop, da vi så at færgerne var fra Danmark, skænket til det Vietnamesiske folk.

Aftenen og natten blev tilbragt i en større by ved floden. Til aftensmad skulle vi selvfølgeligt smage slange. Jeg ved ikke hvilken slags det var, men det var hverken vand- eller haveslange ! Det smagte godt, lidt hen ad kylling.

Tidligt næste morgen blev vi smidt ned i nogle både og sejlet en tur rundt på det flydende marked. Her sælges især landbrugsprodukter. Båden vi sad i blev sejle midt igennem markedet. For at købere kan finde det de leder efter, hejser hver båd en lille stang, hvori de hænger de frugter og grøntsager de har til salg.

Turen fortsatte i båd ned af en af de små bifloder, hvor vi gjorde holdt ved en lille fabrik der fremstiller rispapir til forårsruller, og et sted hvor ris bliver forarbejdet til rismel. Hele vejen tilbage af bifloden,  kom børn og voksne løbende ud til bredden og vinkede og råbte "hallo hallo". Det var utroligt varmende. Man er som turist tit bange for, at de lokale ikke ønsker ens tilstedeværelse.

Efter frokost gjorde vi, på vores vej mod den Cambodjanske grænse, stop ved nogle små værksteder, som fremstiller røgelsespinde. En arbejder her får mellem 20.000 og 25.000 dong i løn dagen (12 - 15 kr.). Vi fik fortalt, at i Vietnam skal alle betale for at gå i skole og på universitetet. Hvis familien ikke har råd til at sende børnene i skole, kan børnene komme  om aftenen og lære at læse og skrive. Ikke just hvad man forstiller sig i et kommunistisk land. 1 år på universitetet koster 1 million dong (600 kr.) Ikke mange penge for os, men når månedslønnen i Vietnam ligger på mellem 250 og 500 kr., sætter det tingene i perspektiv.

Der betales kun indkomstskat, hvis man tjener over 2 millioner dong om måneden,  og det er der næsten ingen der gør. Al jord tilhører staten, så alle der dyrker jorden, eller som bor i hus, betaler afgift til staten. Landbruget betaler 1/3 af deres afgrøder i skat. Det pudsige omkring ejendomsskatten er, at hvis man holder husets størrelse indenfor 4 meter i bredden og 20 meter i dybden, er skatten kun på 60.000 dong (360 kr.) om året. Derfor er der en store overvægt af nye meget smalle og meget lange huse i Vietnam.

På vejen så vi de mange rismarker. Vores guide fortalte at området var meget rigt, da man her kunne høste 3 gange om året. Hver høst tog 100 dage fra såning til høst. De resterende 65 dage var området oversvømmet. Efter oversvømmelserne blev området endnu frodigere, da oversvømmelsen efterlod næringsrigt slam efter sig.

Vel oppe i grænsebyen, gik vi en tur op på et lille bjerg, forbi et kloster, for at se den smukke solnedgang og området omkring grænsen mellem Vietnam og Cambodja. Området blev efter krigen mod Amerikanerne ramt af endnu en ulykke, da de Røde Khmer fra Cambodja foretog angreb på området og gennemførte ufattelige massakre, hvor flere tusinde uskyldige mennesker blev slagtet. Børnene nød solnedgangen liggende i hængekøjer.

Igen meget tidligt næste morgen blev vi kørt ned til floden for at sejle en tur. Vi skulle ud og se nogle fiskefarme, som ligger permanent på floden. Den store vandgennemstrømning i Mekong floden giver ideelle betingelser for fiskeopdræt. Det var tydeligt at se på de store hus her, at erhvervet gav gode penge. Selve huset var bygget oven på hyttefadene, hvori de kunne holde mellem 30 og 60.000 fisk gående på en gang. Burene var 5 meter dybe.

På vej ud mod fiskefarmene, blev vi overhalet af en båd, med meget høj fart. I båden sad 8 - 10 mand med hver en stor pakke på ryggen. Vores guide forklarede, at det var smuglere som kom ned fra Cambodja, med videomaskiner, cigaretter mv. Pludselig lagde båden til kajs og mændene tog benene på nakken og forsvandt. Guiden forklarede at de altid havde deres smugler gods på ryggen, så kunne de bedre løbe fra politiet. Vi spurgte om hvorledes den menige vietnameser så på smugleriet. Guiden sagde med et smil, at det var alle glade for, fordi så kunne de få billigere varer.

Efter fiskefarmene blev vi sejlet hen til en lille landsby, hvor de boede nogle efterkommere efter Cham folket. Her så vi hvorledes de vævede tøj og hvordan de boede. Pigerne købte nogle flotte saronger.

Efter sejlturen gik turen tilbage til Saigon. Det havde været 3 pragtfulde dage, omgivet af lutter glade og smilende mennesker.

Om eftermiddagen besøgte vi de berømte Chu Chi tunneller. Tunneller blev bygget af Vietcon'erne under krigen mod Franskmændene og senere udbygget under krigen mod Amerikanerne, så de til sidste strakte sige over 200 km under jorden. I disse underjordiske gange levede op til 10.000 mennesker.  De var bygget i flere niveauer, hvoraf de dybeste lå 20 meter nede. Tunnellerne indeholdt alt fra kommando rum til køkkener og opholdsrum. Røgen fra køkkenerne blev ledt bort igennem et snedigt system, som gjorde at røgen kom op langt væk fra selve køkkenet.

Vi fik en gennemgang af de forskellige skjulte fælder som Vietcon'erne brugte under krigen. Fælderne slog enten den uheldige soldat ihjel, eller lemlæstede ham, således at diverse legemsdele måtte amputeres. 

Efter den gruopvækkende fremvisning af fælder fik vi lov at kravle en tur i nogle af tunnellerne, som nogle steder var så smalle, at jeg måtte ned på alle fire for at komme frem. Andreas synes det var rigtigt spændende,  at kravle rundt under jorden.

Alle steder vi er kommet, er vi blevet mødt af glade, smilende og hjælpsomme mennesker. På gæstehuset hvor vi boede på i Saigon, "bortførte" en af pigerne tit Josefine, og så hyggede de 2 tøser sig oppe på taget med at vande blomster og rode i gamle papkasser med legetøj.  Et godt billede på hvorledes vores rejse i Vietnam vil stå i vores minder.

Vi oplevede et par ting jeg lige vil fortælle om til sidst.

Tissekone/tissemands testen var en spøjs ting. Ligesom vi har svært ved at se forskel på de asiatiske børn, har asiaterne lige så store problemer med at se på vores børn, om de er piger eller drenge. Josefine blev flere gange mærket i tissekonen af de gamle damer, som lige skulle være sikker på, at det var en pige. Andreas oplevede ligeledes nogle få gange, at de ældre mænd lige hev ham i tappen, når de gik forbi. Efter vores vestlige tankegang er det noget perverst svineri, men for de ældre vietnamesere en naturlig måde at fastslå børnenes køn på.

Kvindeslagsmål var vi ligeledes øjenvidner til. På et marked i Hoian, var der 2 kvinder der havde indledt et heftigt skænderi. Problemet de diskuterede kunne vi kun gisne om, men det var nok højest sandsynligt enten om mænd eller en handel, hvor den ene følte sig snydt. Pludselig tog den ene sin sko af og hamrede hælen lige i panden på sin "modstander". Dette var startskuddet til, at de røg i flæsket på hinanden og væltede omkuld på jorden. Efter de begge var kommet på benene igen, hentede kvinden med bulen i panden en stor kniv. Udstyret med dette mordvåben begyndte hun at jage kvinden med skoen. En mand gik imellem og kamphønerne gik hver til sit. Bulekvinden vendte dog hurtig tilbage til kamppladsen, denne gang udstyret med en stor sten på størrelse med en mursten, og så gik den vilde jagt igen. Igen måtte manden gå imellem og adskille de stridende parter. Spillet var slut. Jeg vil mene kampen endte 1-1. Et point til skokvinden for det perfekte slag mod modstanderens pande, og et point til bulekvinden for fremvisning af de mest frygtindgydende våben. Et herligt indslag på en grå og trist regnvejrsdag.