Under vores ophold i Kina, i området omkring Kunming, ville vi gerne have været ude og se nogle af de etniske minoriteter, men pga. problemer med at få oplysninger mv. om hvor og hvordan vi skulle komme derhen, blev det ikke til noget. Nu ville vi gøre endnu et forsøg. Sus og Signe havde talt meget om at tage op til Sapa området for at trekke, så vi tog i forvejen for at sondere terrænet. 

Sapa ligger tæt på grænsen til Kina, kun ca. 500 km fra Kunming og har kun været åben for turister siden 1993. Vi kunne have købt en arrangeret tur fra Hanoi til næsten ingen penge, men disse ture indeholdt mellem 3 - 6 dages trekking, og det var ikke lige noget vi ville udsætte Josse og Andreas for. Vi købte i stedet 3 hardsleepers (sovepladser) på toget og busbilletter fra stationsbyen Lao Cai til Sapa. Apropos sovepladserne, var der her tale om helt ægte HARDsleepers. I Kina var hardsleepers med både blød madras og tæppe, men her i Vietnam består sovepladsen af en træplade med et tyndt sivtæppe på. 

Vel oppe i Sapa, efter den obligatoriske børnebræktur, denne gang var det Josse, fandt vi et lille hyggeligt gæstehus med navnet Auberge. Vi fik et værelse med eget bad, toilet og varmt vand, men ingen varme. Det skal hertil nævnes, at Sapa er det koldeste sted i Vietnam, mens byen Lao Cai på den anden siden af bjergpasset er det varmeste i Vietnam. Der er ca. 40 km mellem de 2 byer. Et værelse uden varme om vinteren i Sapa er en noget kold og især klam fornøjelse. Vi besluttede derfor kun at blive i 3 dage.

Efter få timer i Sapa, havde vi fået arrangeret et familie trek, hvor kun vi 4 + en guide ville deltage. Vi gik herefter en lille tur i byen.

Næste morgen drog vi af sted ud mod området, hvor vi skulle trekke, bag på 3 motorcykler. Andreas og Josefine synes det var lidt farligt, hvilket June og jeg også synes det var, men de var alligevel glade, da de samme 3 motorcykler kom for at hente os efter trekket.

Trekket var på ca. 10 km og gik gennem 2 landsbyer, hvor der lever 2 forskellige etniske minoriteter. Det blev en oplevelse af de helt store. Vejret var om formiddagen helt perfekt med høj sol og inden vi havde gået længe, kom de lokale børn rendende. "The Small monkies" som guiden kaldte dem, var ligeså interesseret i at se på os, som vi var i at se på dem. Andreas havde fyldt sin bæltetaske med små plastikfigurer, som han delte ud af, mens guiden delte kager ud. 

Vi gik lidt videre og kom til en familie, som bad os indenfor i deres hjem, så vi kunne se hvordan de boede. Familien bestod af far, mor og 3 børn, samt 2 bedsteforældre. Det var som at træde 2000 år tilbage i tiden. Pludselige stod vi her i et hus magen til dem, man kan se i Lejre forsøgscenter. Huset indeholdt 3 store rum, alle med lerklinet gulv. Det første rum var et opholds-/soverum med ildsted . Det andet var et opholdsrum, med et lille bord, mens det 3. rum var køkken indeholdende et stort kogekar og forrådskammer. Hele loftet blev brugt som opbevaringskammer. Her lå tørrede majs og ris, som skulle bruges som såsæd til næste forår. I dette område er det kun muligt at høste 1. gang om året. Udenfor var der en lille indhegning med 3 geder og 2 grise.

Da vi forlod huset, kom familiens datter løbende og ville forære Josefine sit armbånd. Vi ville ikke bare tage imod det, så vi fik guiden til at spørge hende om, hvor mange penge hun skulle have for det. Hun ville have 10.000 dong (6 kr.). Vi gav hende 20.000. Hun så noget skeptisk på sedlen, men da guiden fortalt hende, hvad det var for en seddel, lyste hele hendes ansigt op, og hun løb tilbage til sin mor. Guiden forklarede, at hun ikke kunne læse, og at hun ikke kendte sedlens værdi.

Alle steder vi kom, talte folk ikke vietnamesisk, men deres helt eget sprog. De 2 landsbyer talte hver deres sprog, selvom de levede med få kilometers mellemrum. Vores guide kunne en smule af de lokales sprog. Der var skoler spredt rundt i området, og på disse lærte børnene vietnamesiske. Vores guide gjorde et stort nummer ud af at forklare, at disse minoriteter ikke var vietnamesere, men deres egen folkefærd. De lokale betragter heller ikke sig selv som vietnamesere.

På vores videre tur, havde vi hele tiden en hale af unger eller lokale folk efter os. 

Vi holdt en velfortjent frokost og Andreas fik prøvet en hjemmelavet armbrøst, som en af de lokale drenge brugte til at skyde fugle og smådyr med.

Efter frokost forsvandt både solen og landskabet i skyer som faldt ned over os. Vi forsatte vores travetur til en landsby, hvor de 2 minoriteter lever side om side. Guiden fortalte, at minoriteterne godt nok lever fredeligt med hinanden, men at de aldrig gifter sig med en fra den anden stamme. Vi fik set den lokale skole, hvor ca. 150 børn går i skole. Et sted i landsbyen var nogle af mændene ved at opføre et nyt hus.

I den sidste landsby vi gik igennem, var der stort bryllup, og vi blev inviteret indenfor. Guiden fortalte, at der skulle festes i 3 dage, og at de havde slagtet 2 grise og en okse, som skulle fortæres i løbet af festen. Inden i huset sad alle kvinderne i det første rum og tilberedte de slagtede dyr, mens mændene sad i det andet rum, og sang, drak og snakkede. Børn og hunde for rundt i begge rum. En del af mændene havde en rigtig svensker brandert på. Den ene nåede kun lige at komme på benene, før han lige måtte kysse lergulvet, inden han kunne "snakke" med os. Vores guide så ikke helt tilpas ud ved situationen, så vi lod selskabet være alene med deres branderter og festmenu.

Efter 6 timer og 10 km trekking blev vi samlet op og kørt tilbage Sapa. Andreas og især Josefine klarede turen super fint. Kun den sidste kilometer måtte vi bære Josefine.

Hele dagen havde været en kæmpe oplevelse, som har taget os mange dage at få rigtigt på plads. At mennesker i vore dage kan leve et så simpelt og harmonisk liv, uden at være synligt påvirket af vores broget og til tider kaotiske livsstil, var en utrolig livsbekræftende oplevelse.

Kl. 4.30 søndag morgen var vi tilbage i Hanoi. Da hotellet ikke var åbent endnu, gik vi i stedet på backpacker cafe, og kl. 6.00 gik vi ned til søen for at se indbyggerne gøre gymnastik. Hele området var fyldt af mennesker i alle aldre, der løb, gjorde gymnastik og tai chi.