Opholdet startede som alle de andre ophold, med at finde ud af hvordan vi skulle komme videre til næste by. Vi havde lovet hinanden, at vi ville finde en dejlig båd, som kunne sejle os til Hongkong. Efter at have brugt en hel dag på at få af vide alle steder, at der ikke mere går skibe fra Shanghai til Hongkong, måtte vi opgive og vi måtte i stedet forsøge at få nogle togbilletter. Dette var dog lettere sagt end gjort. Vi var nemlig uden at vide det, dumpet ned i Kinesernes største ferie periode. I år havde man vist nok pga. det nye år tusinde, besluttet at holde en hel uges ferie i forbindelse med 1. oktober, som er deres nationaldag (den dag i 1949 da Hr. Maosen erklærede Kina for at være en kommunistisk republik). 

Nu var fanden løs. Nogle steder fik vi af vide, at vi ikke kunne få plads før den 10.10, andre steder kunne de ikke sige noget om, hvornår vi kunne komme ud af Shanghai. Efter nogle dage lykkedes det os dog at få 3 liggepladser ud af Shanghai og direkte til Hongkong den 4.10. 

Aftenen inden vi skulle af sted, kom jeg pludselig i tanke om, at vores visum faktisk udløb den 4.10, men da vi første ville være fremme i Hongkong midt på dagen den 5.10, ville vi opholde os de sidste 12 timer i Kina uden visum. Vi slap ud af Kina uden større problemer. Vores pas og visa blev dog checket ved udrejsen, men vi fik ikke nogen bøde. PYHA ! Bøden for at overskride sit tilladte ophold i Kina er mindst 300 kr. pr døgn.

Dagene i Shanghai gik godt. Vejret var de fleste dage godt, 22 - 24 grader, og vi fik set lidt og købt lidt tøj og gaver. 

Første aften gik vi en tur ned af den store gågade Nanjing Lu ned til The Bond, hvor de store flotte palæer fra århundrede skiftet ligger. Fra havnefronten kunne vi betragte det imponerende Oriental Pearl Tower, som er et TV tårn som er 353 meter højt og den anden bred med sine flotte oplyste bygninger.

Vi tog også på en sejltur op af Huangpu floden for at se Shanghai's enorme havn, som er en af verdens største. Turen varede 3 timer, og vi fik talt lidt dansk, med nogle jyske godtfolk fra Aarhus amtskommune, som var på forretningsrejse i Shanghai.

En aften tog vi i cirkus, for at se akrobatik. Det var en lidt flad forestilling, men børnene synes det havde været sjovt. Jeg havde forventet mig lidt med nogle yndefulde kinesiske slangekvinder, der kunne holde gang i 67 snurrende tallerkner på en gang, men fik serveret en brun bjørn i damekjole og et par halvfede kinesiske mænd, der sprang igennem nogle ringe.

Da vi kom tilbage til hotellet eller retter sagt til gågaden hvor hotellet lå, troede vi, at der var startet en ny revolution. Hele gaden var fyldt med mennesker, som gik rundt med hatte på og slog hinanden i hovedet med oppustelige plastikvåben. Det var blot deres ferie, der var startet. Jeg har aldrig i mit liv set så mange mennesker på et sted.

Lige meget hvor vi gik, måtte vi gå i gåsegang. Dette menneske ræs stod på resten af dagene i Shanghai, så det var noget af en kamp, hver gang vi skulle ud af hotellet og en tur ned af gaden.

En aften da vi var ude og gå for at se på byen og alle de mange mennesker, løb vi ind i en flok unge mennesker fra Carlsberg, som var på promotion tur i Kina. Vi fik en kort sludder, en nøglering og et godt billede.

En nem måde at se byen på er ved at tage en af turistbusserne rundt til de største seværdigheder. Busserne køre med ½ times mellemrum, og med en dagsbillet kan man stige af og på så mange gange man vil. 

Første stop var Oriental Pearl Tower. Efter at have betragtet det på afstand ville vi nu op i det.  Vi var oppe i det på anden øverste etage i 263 meters højde, hvor man, hvis vejret tillader det, kan se ud over hele Shanghai og dens 14 millioner indbyggere.

Tårnet ligger på den anden side af Huangpu floden i Pudong området, som for 10 år siden var landbrugsjord, men som efter man har givet området speciel skattemæssig status og en økonomisk indsprøjtning på omkring 300 milliarder kr. er blevet et økonomisk kraftcenter.

Eftermiddagen stod på en tur i chinatown (hvis man kan kalde det sådanne i Kina). Vi fik lavet nye navnebilleder til dem derhjemme, og set hvorledes man maler de flotte kinesiske bogstaver.

Tirsdag den 4.10 tog vi afsked med Shanghai og begav vi os ud på vores sidste togrejse i Kina. Turen blev foretaget i en softsleeper kupe og den bragte os til Hongkong. Turen tog 27 timer.

En anden ting man bemærker er at alt på dyret bliver brugt (spist). Hønsefødder, grisseører, hjerne, mave mv. er alle ting kineserne spiser med stor velbehag.

Mængden af mad, der bliver indtaget er ikke mindre end ubeskriveligt. Vi har set små kinesiske kvinder indtage måltider, der ville kunne knække halsen på ethvert medlem af ædedolkenes klub. En måltid for fx. 4 voksne består af 2 - 3 forretter og mellem 6 - 8 hovedretter med tilhørende ris og nudler. Det hele bliver skyllet ned med rigelige mængder the, øl og brændevin. Dessert findes ikke rigtigt.

Dagens måltider adskiller sig ikke meget fra hinanden. Morgenmaden især er streng at komme igennem. Vi prøvede det nogle få gange, men måtte opgive og vi indtog i stedet morgenmaden (toast med nutella og syltetøj) på vores hotel værelse. En Kinesisk morgenmad består af ris, nudler, forårsruller, tynd ris eller havregrynssuppe, kogte dejboller med diverse indhold, stegte grønsager, kanel æg mv.

At bestille maden er også lidt af en kunst, da det kun er meget få restauranter, der har menukort på engelsk. Nogle steder har de dog alle retter stillet op i en køledisk, så man kan gå hen og pege ud, hvilke retter man ønsker at spise. De fleste gange vi bestilte mad foregik det via Lonely Planet, som har afsnit, hvor retterne er angivet både på engelsk og med Kinesiske tegn. Det begrænsede os noget i vores mad valg, men det gjorde til gengæld, at vi vidste, hvad vi puttede i munden.

Vores standard menu bestod gerne af Su chao qingcai (stegte grønsager), Gongbao jiding (kyllingestykker og peanuts i chilisovs) og Quingjiao niurou pian (oksekød med grønpeber) med tilhørende ris og drikkelse.

Så sidder man der og venter på det bestilte mad, hvad det så end er, og så kommer retterne ind uden nogen form orden. Der er ikke noget med at man får alle retterne på en gang, nej de kommer når de er færdige i køkkenet. Hvis man er rigtig heldig får man den kolde forret først, men det er ikke sikkert. Det eneste der er helt sikkert er at risene er det sidste der bliver serveret. Hvorfor ved vi ikke, men vi er begyndt at bede om dem så snart sidste ret er kommet på bordet, da vi har oplevet, at vi var færdig med at spise, før vi fik dem serveret.  

Mad i Kina bliver indtaget alle steder, men vil man spise på restaurant, skal man ikke komme meget senere end kl. 21.00 ellers er der lukket. De små gadekøkner holdt vi os fra, da man ikke altid kunne se, hvor længe deres madvarer havde ligget der, eller hvor mange dage suppen var. Det kan meget vel være helt forkert af os, at vi holdt os fra disse, da vi jo heller ikke kunne se hvordan køkkenet på de fine restauranter så ud. Vi så dog desværre et hav at tilfælde, som viste hvor lidt kineserne tænker over hygiejnen på deres spise steder. At de sidder og bøvser og prutter kan lige gå an (det bliver maden jo ikke dårlig af, man kan højest miste appetitten), men at de sidder og snotter på gulvet lige ved siden af, hvor du sidder og spiser, eller lader deres små børn pisse på gulvet 5 meter fra dig, det er lige en tand for meget. Kineserne lader sig desværre ikke gå på af disse ting. 

Det der slår én her ca. 2 uger efter vi forlod Kina, er de mange begrænsninger vi blev udsat for pga. den store sprogbarriere. Hvis der blot havde været nogle få engelsktalende hotel/turist folk, ville vores tur have været endnu mere spændende og vi ville have haft mulighed for at lære kineserne bedre at kende.

Vi føler, vi har været utrolig afhængig af Lonely Planet, da det var vores eneste kilde til information. Især i området omkring Kunming, hvor der findes et hav af etniske minoriteter, ville vi gerne have været ude og set lidt mere, men da ingen kunne fortælle os hvor, hvordan og hvornår, turde vi ikke bare drage ud i det blå med 2 små børn på slæb.

En anden ting vi har tænkt meget over, nu hvor vi sidder på Filippinerne, er kinesernes manglende vilje til at hjælpe. Når jeg ser tilbage på den uge vi har været her i Filippinerne i forhold til Kina, er vi blevet hjulpet mange gange flere her, end under hele turen i Kina. Som en oversøisk kineser sagde til os i en restaurant, hvor vi havde bedt om "english breakfast" men aldrig fik noget, "No good service here in China" !