Vi fandt en super campingplads i udkanten af byen og blev her i 6 nætter. Dagene i Adelaide stod i det praktiske hjørne. Det skulle vaskes tøj, klippes hår, ordnes hjemmeside og vi ventede på at vores flybilletter tilbage til dagligdagen skulle komme.

Den eneste udflugt var en tur ind og stå på skøjter inde i Adelaide. Nu da det alligevel var hundekoldt udenfor, kunne vi jo ligeså godt tage skridtet helt ud, og træde ud på isen. June og jeg havde ikke stået på skøjter siden vi var børn, og Andreas og Jose havde aldrig prøvet det. Det blev til et par fornøjelige timer. Jose var ikke så glad for det, da det var noget svært at styre sine ben, men Andreas blev helt god til det. Det hjalp lidt at han havde prøvet at stå på rulleskøjter. Andreas var den eneste af os der var nede og kysse isen. Han påstår at de 2 gange var hans fars skyld, hvilket jeg på det bestemteste kan afvise.

Da vi havde modtaget flybilletterne, vendte vi den "nye" bil nordpå. Vi nåede dog lige at runde postkontoret, hvor der lå en dejlig læsepakken fra farmor og farfar.

Området omkring Adelaide er kendt for at dyrke det bedste vin i Australien, men da vi ikke er de store vinkendere tog vi ikke på nogle rundture. SA har desuden store kvægstationer, hvoraf de største er større end Danmark. Det er noget af en gåtur, når man skal ud og skridte markerne af !

På selve campingpladsen havde de en indhegning, hvor der gik bjerggeder og kænguruer. Vi fik endelig muligheden for at rører ved kænguruerne. En af de lokale fortalte, at hegnet var 3 meter højt, pga. af gederne, som selvom de kun er ½ meter, kan de hoppe over forhindringer, som er flere meter høje. Gederne og kænguruerne var ikke ligefrem perlevenner. Hver gang en af gederne kom for tæt på, rejste kænguruerne sig op i fuld højde med forbenene i bokseklar stilling. Især den store han, var med sine over 2 meter imponerende at se på.

Efter en god nats søvn begav vi os videre nord på. Vi tog en lille omvej via grusvej, for at se det skønne område. Vi gjorde først stop i kløften Warren Gorge, og gik en tur for at se om vi kunne få øje på nogle at de mange "yellowfooted rock wallabies" (små kænguruer som lever på klipperne) som lever i denne kløft. Vi havde ikke heldet med os. Næste stop var ruinerne for en af de første og største "settlements" i området. Kanyaka Homestead blev i sin stormagtstider beboet af 70 familier og 40.000 får. Beboelsesområdet blev forladt i 1888 efter flere år med tørke. Sent på eftermiddagen ankom vi til Wilpena.

Vi boede i det nærliggende Wipena Pound Resort. Efter den første nat holdt vores varmer i den "nye" bil også op med at virke. Vi måtte bruge formiddagen til at køre til nærmeste by og købe en varmeblæser, da temperaturen om natten kan falde ned til frysepunktet.

Eftermiddagen brugte vi i Sacred Canyon, som er en hellig kløft for Aboriginals. Kløften er fyldt af gamle inskriptioner. På tilbagevejen slog vi et smut forbi Resortets elværk. Strøm til byen bliver genereret at 70 solfangere, som kan forsyne optil 30 familier med strøm.

Dagen efter kørte vi vi med bus ind i dalen og gik en tur op til et udkigstårn, hvor vi kunne se ud over hele området. Vi gik de 4 km tilbage til campingpladsen.

Næste gang jeg skal til Australien skal det være i en 4X4 med hele ødemarks udstyret. Til den tid er det hele nok asfalteret og med både japanske og tyske færdselstavler.

I 1960 flyttede NASA ind, og brugte faciliteterne til at udforske rummet med. I dag tester man forskellige rumfartøjer, som skal bruges til at bringe forsyninger ud til den kommende International Space Station. I de kommende år bliver det oprettet et affyringsområde, hvorfra man forventer der skal sendes satellitter op hver 14. dag.

Vi brugte nogle timer på byen museum, hvor der var diverse effekter fra de glade raket dage. Der var ligeledes er større udstilling om den mand, som kortlagde hele midten af Australien. Takket være hans store arbejde med at fastlægge det område, som skulle være forbudt for offentligheden, blev hele det centrale og vestlige Australien kortlagt og forbundet med veje.

Tilbage på Stuart Highway løb vi ind i et rigtig "road train", som holdt pause. Jeg var henne og snakke med chaufføren. Hans "train" var 51,5 meter langt, og havde ikke mindre end 62 hjul. Imponerende syn !

Byen opstod i årene omkring 1915, hvor den unge mand William Hutchison fandt opaler i området. I dag er byen verdenscentrum for opaler, da over 80 % af de opaler der graves i dag kommer fra dette område. 90 % af de opaler der graves op kaldes "potch" (opaler uden strålende farver) er værdiløse. Det er de andre 10 %, som er penge værd. 

Da temperaturerne snildt kan komme op i nærheden af de 50 gader om sommeren er de fleste af byens indbyggere flyttet ned i de gamle miner, hvor det hele året rundt er omkring 23 grader. Det er ikke kun beboelse der er indrettet i hulerne. Der findes både "underground" kirker, hoteller og sågar campingpladser. Husene er indrettet som almindelige huse med stuer, køkken, værelser og bad. De kan også handles. Priserne er de samme, som dem ovenpå jorden.

Da byen ligger langt fra vandressourcer, er vandet meget dyrt. Beboerne skal betale over 20 kr. pr m3. 

For at se en rigtig huleboer på nærmere hold kørte vi ud til Crocodile Harry. Harry er efter sigende en Litauisk greve, som tilbage i 50'erne gjorde sig som krokodille fanger i det nordlige Australien. Senere flyttede han her til Coober Pedy, for at søge lykken som opalgraver og kunstner. Harry er nu over 70 og lever i dag af turister ,som kommer for at se hans hule. Harry er aldrig blevet gift, og har vist en forkærlighed for jomfruer. Hele hans hule var spækket med billeder og tegninger af unge piger, og flere steder hang der pikant undertøj. 

Harrys hule og området omkring Coober Pedy er blevet brugt i flere film, hvoraf Mad Max 3 (den med Tina Turner) er den mest kendte.

Alle kan søge lykke her. Man går ned på kommunen og køber en tilladelse til at grave efter opaler. Den koster nogle få hundrede kroner. Sammen med tilladelsen får man udleveret 4 kæppe, som skal sætte i hvert hjørne af sit stykke land. Området er normalt 50x100 meter. Nu har man 14 dage til at undersøge området, før man beslutter sig for om man vil beholde stykket. I de 14 dage laver man alle de huller i jorden man kan overkomme og undersøger det opgravet jord for opaler. Efter de 14 dage er stykket normalt hullet som er Schweizer ost, med 30 meter dybe skakte. Derfor er det meget risikabelt at gå ude i selve mine området, da hullerne ikke bliver fyldt op igen. Der advares alle steder mod at gå i området. 

Hvis man så finder opaler og beslutter sig for at grave mere, køber man et anden tilladelse, som er en decideret minedrift tilladelse. Man må ikke bare lade stykket ligge til bedre tider. Hvis man ikke straks starter driften og holder den gående, bliver tilladelsen inddraget. Minedriften foregår ved hjælp af en lokal opfindelse. En kæmpemæssig støvsuger. En bil med denne støvsuger påmonteret stilles ved hullet og ned kravler en minearbejder. Han bore sig vej igennem undergrunder, mens støvsugeren søger for at få klipper og jord væk og op på overfalden. Hvis man finder opaler fjerne man den meget nænsomt med en lille hakke. For at være sikker på, at der i alt det opgravet jord ikke gemmer sig opaler, bliver jorden kørt igennem et mørkt rum, hvor der sidder en mand i ultraviolet lys, som får opalerne til at glimte.

I byen kan turisterne søge lykken, da man har kørt nogle tons jord ind fra mineområderne, så folk selv kan forsøge at finde nogle opaler.

Byen har også en del tilbud om fritidsinteresser. Byen har en 18 hullers golfbane, en speedway bane og en "Oval". "The Oval" er det sted hvor man spiller australsk fodbold, som er en afart af rugby. Golfbanen har aldrig set skyggen af græs, men bruges da af og til, og en gang om året holdes der en turnering, hvor der kommer deltagere fra nær og fjern. 

Golfbanen

Lidt uden for byen ligger det smukke Breakaways. Området var for 100 millioner år siden en kæmpemæssig indsø, som dækkede store dele af Australien. På turen herud så vi ligeledes "The dog fence". Dette 6000 km lange hegn, som går igennem 3 stater, afskærmer dingoen (den oprindelige Australske hund) fra de sydlige marker, hvor de store fåreflokke befinder sig.

Keder vi os. Nej selvfølgeligt gør vi ikke det, men alt det der faldt så meget i øjnene i Asien, findes ikke her. Jeg har ikke skrevet noget om det oprindelige folk, aboriginals. Dette skyldes ene og alene det faktum, at det er meget sørgelig historie, som jeg ikke har fundet lysten til at skrive om endnu.

Vi hygger os med at rejse her "down under". Naturen er fantastisk, og menneskerne er meget flinke. 

For nu at fortælle lidt sjovt, vil jeg fortælle en lille historie som jeg hørte ved en lille camping komsammen, og den skulle være sand.

På et indenrigsfly her i Australien, byder kaptajnen velkommen. Da han er færdig, glemmer han at slå mikrofonen fra. Herefter siger han til 2. piloten:

"Det var det, gider du sætte autopiloten til og holde øje med tingene for jeg skal lige ud og skide, og så skal jeg ned og checke hende den nye stewardesse ud."

Bageste i flyet står besætningen. En stewardesse hører samtalen og styrter ned gennem flyet for at advare kaptajnen mod dem tændte mikrofon. På vej ned igennem flyet griber en af passagererne fat i stewardessen og siger:

"Rolig, rolig unge dame, han skal jo lige skide først !!!"