Byen er dog Australsk fodbolds mekka. 9 ud af de 16 professionelle hold kommer fra Melbourne og omegn, og finalen spilles hvert år i Melbourne på den sidst lørdag i september for omkring 100.000 tilskuer. Det var netop denne uge vi befandt os der. Det er dog umuligt at få billetter til kampen, men næsten alle steder var der diverse "Finale" tilbud og nogle få gik klædt i deres favoritholds farver.

Vi tilbragte en hel uge i byen, men fik ikke se så meget, da vi lige for tiden føler os lidt "mættet". Vi kørte dog en tur i sporvogn ind til centrum og slentrede lidt rundt. Vi var nede på Queen Victoria markedet og kigge, men efter de mange markeder vi har set i Asien, var det lidt af en nedtur. 

En lille ting man undre sig over er den højest besynderlige måde, hvorpå bilisterne laver et højresving. Du skal tænke på, at de kører i venstre side, så højresving er hvor man krydser midten og modsatte kørebane. Svinget bliver pga. sporvognene, der har deres skinner i midten af gade, fortaget som følger: bilisten drejer til venstre og placere sig ved venstre fortovskant, og venter på der bliver rødt. Når lyssignalet så viser rødt, jager de på tværs mod højre, før hele den modsatrettede trafik kommer på tværs. Det ser meget mærkværdigt og særdeles farligt ud, og selv Australier, som ikke bor i Melbourne, har store problemer med at udføre dette kunststykke korrekt. Svinget er helt lovligt, og de steder hvor man skal forholde sig som beskrevet, er der sat vejskilte op som vejledning. Vi skulle ikke nyde noget, så vi lod camperen blive på pladsen og brugte sporvognene.

Jeg brugte en dag på at få vores hjemmeside opdateret, mens resten af tiden foregik på campingpladsen med at slappe og lege.

Sidste dag tog vi ind til Zoo, for at se lidt dyr. Dagene forinden havde det bare regnet og regnet, men denne dag holdt det heldigvis tørvejr. 

Det blev en dejlig dag. Zoo'en som er verdens 3. ældste, lå i meget smukke omgivelser og det giver noget specielt når dyrene har god plads.

Der var en meget stor samling primater, og så var der de små søde pingviner, som lever på Phillip Island lidt uden for Melbourne.

Midterste billede ovenfor er af de lokale pingviner, mens billedet til højre er af nogle skønne papegøjer, som lever alle steder i Australien. De var ikke buret inde, men fløj frit rundt. De er meget svære at få billeder af, da de for det meste sidder højt oppe i trætoppene, men parken havde sat nogle foderbrætter op, således de kom inden for skudvidde.

Indtil midten af 1800 tallet var Australien meget tyndt befolket, men indenfor få år imellem 1850 og 60 kom der en stor strøm af lykkejægere til fra hele verden. Der var fundet guld!

Ballarat i Vitoria var et af de første sted man fandt guld i 1851, men mange andre steder i NSW og Victoria blev der også gjort fund. Igennem 1852 ankom der omkring 1800 mennesker om ugen til Melbourne, for at søge lykken. I de første 12 år af guldjagten steg Australiens befolkning fra ca. 400.000 til over en million.

Mange af de tilrejsende var kinesere, faktisk var der i nogle af de nordlige guldbyer i Queensland 10 kinesere for hver hvid. Dette faktum fik staten West Australia til at forbyde kinesere at grave guld i staten, da der der blev fundet guld senere i 1800 tallet. Kineserne måtte kun vaske tøj og lave mad !

I området omkring Ballarat blev der gravet guld helt frem til slutningen af første verdenskrig, og verdens næststørste guldklump blev fundet her. Der vejer 69,9 kg.

I byen har man opbygget en hel by, som den så i årene fra 1851 til 1861. Byen hedder Sovereign Hill og er flere gange blevet belønnet som en af Australiens bedste seværdigheder. Her tilbragte vi en hel dag.

Efter en tur igennem et lille museum og en lille film om livet i guldgraverbyens første år, blev vi sluppet løs i selve byen. Første stop var ved selv guldgravningsstedet. Vi fik fat i en skovl og nogle vasketallerkner. Heldet var ikke med os i starten, men med lidt tålmodighed og lidt hårdt arbejde, lykkedes det os at finde fem, seks små flager guld.

Især en enkelt kvindelig japansk turist gik meget op i det. Hun sprang frem og tilbage og jublede som om hun havde vundet i lotto, hver gang hun fandt et fnug guld. Da hun forlod stedet, viste hun mig stolt sit lille glas med guld.

Nu var turen kommet til at se lidt nærmere på byen. Vi slentrede lidt frem og tilbage, og gik ind og så hvordan man lavede bolsjer. Ude på gaden igen skyndte vi os over i bolsjebutikken og købte nogle poser. Det skulle vi aldrig have gjort. De smagte som om de havde blandet Old Spice med sukker, og til sidste rullet dem i 4711. 

Rundt omkring i byen var der et hav af værksteder og butikker, lidt lige som den Gamle By i Århus. Der var et teater, en bar, en smedje, et posthus, en købmand, en bank, flere restauranter og konditorier, et bageri, en pottemager, en saddelmager, en keglebane, to fotografer og meget mere. Ved sidstnævnte fik vi taget et familiebillede, hvor vi var klædt på som på den tid. June blev til en rigtig dame, Josefine blev en lille prinsesse, Andreas blev en soldat med stor pistol, og jeg blev til en helt nobel Herre, hvilket jeg ikke troede var muligt. Billeder får vi først at se når vi kommer hjem.

I de fleste værksteder kunne man købe de ting der blev fremstillet. Byen bliver drevet af en nonprofit organisation, og har ca. 160 ansatte. Herudover er der over 250 frivillige, som skiftevis kommer og hjælper i byen.

Efter frokost osede vi rundt i de mange butikker og værksteder. Josefine ville ud og køre i dillechancen, så vi tog en lille tur rundt i byen. Vi gik op og så den lille kirke, savværket, og karetmager værkstedet og alle de fine kareter. Tilbage i byen prøvede ungerne keglebanen og så var dagen slut.

Vej blev bygget som et beskæftigelses projekt for hjemvendte krigsveteraner efter 1. verdenskrig. Vej tog 13 år at bygge.

Vi valgte at starte i den forkerte ende og tage den fra Warrnambool tilbage mod Melbourne. Vi havde en eftermiddage i Warrnambool og benyttede den til først at besøge noget kaldet Lake Pertobe Adventure legeplads. Nu giver vi efterhånden ikke så meget for de fine navne, da de steder med sådanne for det meste ikke har så meget at tilbyde og derfor prøver at lokke med et fansy navn. Stedet var dog helt ekstraordinært. Vi var der på en lørdag (finaledagen for australsk fodbold), men trods denne begivenhed, var parken spækket med familier på picnictur. Stedet havde, efter hvad vi kunne tælle mindst 5 store legepladser, og et utal BBQ områder. På den anden side af vejen lå vandet bag klitterne.

Efter en lille gåtur ved stranden, kørte vi lidt ud af kysten mod Port Fairy, til en park kaldet Tower Hill Reserve. Stedet er en vulkansk formation, som var aktiv for 30.000 år siden. Området var meget smukt, og det første der mødte os var emuer der græssede på området. De var næsten helt tamme, men man blev på det bestemteste bedt om ikke at fodre dem. Vi gik en tur op til toppen og beundrede udsigten. 

På vejen rundt om søen kom vi forbi picnicområdet. Her jagtede nogle unger rundt efter nogle stakkels emuer, som var blevet fristet af lugten af picnicen. Vores mor blev noget stram i masken, og mente de børn skulle have nogle slag i deres bag !

Tilbage i Warrnambool kørte vi ud til et hvaludkigspunkt og parkerede her for natten. Næste morgen var vi ved stranden for at se, om vi kunne spotte de store hvaler, som svømmer forbi på denne årstid. Nixen bixen ingen hvaler, så videre ned af kysten gik det. 

Ude på selv Great Ocean Road, brugte vi hele dagen på at se den smukke kyst. Hele vejen langs kysten er der holdepladser og udkigspunkter. Formiddagens højdepunkt var stedet kaldet London Bridge. Før i tiden kunne man gå ud på selve klippen, men en dag i januar 1990 kollapsede det ene "brofag" og 2 turister strandede på spidsen og måtte evakueres af en helikopter. Det er London Bridge nedenfor til venstre.

Efter endnu et par stop og frokost i Port Campbell stoppede vi ved et sted kaldet Loch Ard George. Stedet har fået sit navn efter et skib, som sank her i 1878. Af de 55 ombordværende overlevede kun to unge mennesker. Kysten går også under navnet "Skibsvrags kysten", da der i løbet af kun 40 år sank mere end 80 skibe på denne 120 km strækning.

Ved selve kløften var der lavet en trappe så man kunne komme ned i bugten. Vi slappede et par timer, og Josse fik sig en kold dukkert. 

Dagens sidste punkt var "The Twelve Apostles". Her var der faktisk trængsel, da alle de store turistbusser fra Melbourne nåede herned.

Natten tilbragte vi i den lille by Princetown.

Næste morgen kørte vi videre mod syd. I silende regn besøgte vi fyrtårnet på Cape Otway, som blev bygget i 1848 af straffefanger. Tilbage på hovedvejen stoppede vi og gik en tur i et lille stykke fantastisk regnskov. Det er noget af det fantastiske ved Australien. Det ene øjeblik befinder du dig på endeløse tørre sletter, det næste kører du blandt 100 meter høje træer, for pludselig at dumpe ind i en tæt bevokset stykke regnskov.

Frokosten blev indtaget i den lille charmerende badeby Apollo Bay. Resten af eftermiddagen kørte vi af den snoede vej til byen Queenscliff. Her boede vi i 3 dage. Pladsen var fyldt af unger, da det var vinterferie i staten, så alle børnene fra Melbourne var på camping. Andreas og Josse nød det gode selskab og den megen aktivitet. Andreas fandt en ven at spille og lege med, og om eftermiddagen stod den på film i fælleslokalet, men først efter en tur i den store indendørs swimmingpool.

Selvom vi kunne køre indenom Melbourne og videre mod Sydney, valgte vi at sejle fra Queenscliff til Sorrento, på den anden side af mundingen af Port Phillip Bay. Herfra fortsatte vi langs kysten østpå og endte til sidst i byen Lakes Entrance. Her blev vi 2 nætter. 

Dagen vi havde i Lakes Entrance brugte vi på minigolfbanen. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men June vandt faktisk. Selvom hun på sidste slag var så svine heldig at få hole in one, hvilket gav sejren, undlod hun ikke at håne og hovere resten af dagen. Det var en synd og skam, at de dejlige uger i Victoria skulle slutte med at June opførte sig så nederdrægtig og modbydeligt !

Helt oppe nordpå i Queensland var det dejlig regnskov blandet med sukkerrørsmarker. Længere syd på mod Brisbane og især mellem Sydney og Melbourne er landskabet gået over i marker og enge med afgrøder, køer og får og med bjerge i baggrunde. Da området her syd på også får mere regne og ikke så meget varme om sommeren, er her meget mere frodigt. Melbourne området ligner meget Irland, med små grønne bakker hvor tusindvis af køer og får græsser. Meget smukt !

Kørsel er også blevet anderledes. Mange af vejene i Queensland er stadig enkeltsporet, men fra Brisbane og resten af vejen ned, har der de fleste steder været dobbeltsporet veje, som er lidt mere afslappende at køre på. Da vi nåede udkanten af Sydney kom der motorveje. Set med danske øjne var det ret mærkeligt at se, at cyklister måtte bruge nødsporet som cykelsti. I Danmark er det vist kun vores Olde der bruger sådanne metoder. (Vi tænker på dig Olde !).

En rigtig god ting vi så, var specielle vejbaner i Brisbane, som var reserveret i myldretiden til biler med enten 2 eller 3 passagerer. På motorvejen var det en helt separat vejbane, så de biler som var fyldt op, kunne drøne forbi de andre med kun en passager. Fin ide !  

Fartbegrænsninger er lidt underlige. I byer må man normalt kun køre 50 eller 60 hvilket passer helt med danske forhold, men på landeveje må man køre 100, hvilket i vores øjne mange gange er alt for meget. Nu skulle man tror, at man på de dobbelt veje måtte køre endnu mere, men nej her også er en begrænsning på 100. På selve motorvejene må man køre 110.

En dejlig ting ved alle de "små" veje, er den fornemmelse man får af at flytte sig, og at man undervejs ser hvordan menneskerne lever og bor. Det er en dejlig afveksling til de mange motorveje, som finde i Danmark og fx Tyskland. Hvis man spurgte mange danskere om hvorledes tyskerne boede, ville de ikke vide det, da de kun har set landet fra en motorvej.

Ligesom landskabet har ændret sig, har befolkningstætheden også ændret sig drastisk. Hvis man trækker en lige linie fra Brisbane over til Adelaide, vil det afskårne højre hjørne udgøre ca. 5 procent af hele Australiens landmasse. I dette område bor ikke desto mindre 80 procent af befolkningen.