|
| |
| Victoria |
| Rejsebrev nr. 31. 12.09.2001 - 06.10.2001 |
| Melbourne |
|
Victorias hovedstad Melbourne med sine 3,3
millioner indbyggere har altid kæmpet med Sydney om at være
Australiens største og vigtigste by. Tilbage i 50'erne da byen husede
de Olympiske lege var det noget af en torn i øjet på Sydney, men i dag
er byen "kun" nr. 2.
Byen er dog Australsk fodbolds mekka. 9 ud af de 16 professionelle
hold kommer fra Melbourne og omegn, og finalen spilles hvert år i
Melbourne på den sidst lørdag i september for omkring 100.000 tilskuer.
Det var netop denne uge vi befandt os der. Det er dog umuligt at få
billetter til kampen, men næsten alle steder var der diverse
"Finale" tilbud og nogle få gik klædt i deres favoritholds
farver.
Vi tilbragte en hel uge i byen, men fik ikke se så
meget, da vi lige for tiden føler os lidt "mættet". Vi
kørte dog en tur i sporvogn ind til centrum og slentrede lidt rundt. Vi
var nede på Queen Victoria markedet og kigge, men efter de mange
markeder vi har set i Asien, var det lidt af en nedtur.
En lille ting man undre sig over er den højest
besynderlige måde, hvorpå bilisterne laver et højresving. Du skal
tænke på, at de kører i venstre side, så højresving er hvor man
krydser midten og modsatte kørebane. Svinget bliver pga. sporvognene,
der har deres skinner i midten af gade, fortaget som følger: bilisten
drejer til venstre og placere sig ved venstre fortovskant, og
venter på der bliver rødt. Når lyssignalet så viser rødt, jager de
på tværs mod højre, før hele den modsatrettede trafik kommer på
tværs. Det ser meget mærkværdigt og særdeles farligt ud, og selv
Australier, som ikke bor i Melbourne, har store problemer med at udføre
dette kunststykke korrekt. Svinget er helt lovligt, og de steder hvor
man skal forholde sig som beskrevet, er der sat vejskilte op som
vejledning. Vi skulle ikke nyde noget, så vi lod camperen blive på
pladsen og brugte sporvognene.
Jeg brugte en dag på at få vores hjemmeside
opdateret, mens resten af tiden foregik på campingpladsen med at slappe
og lege.
Sidste dag tog vi ind til Zoo, for at se lidt dyr.
Dagene forinden havde det bare regnet og regnet, men denne dag holdt det
heldigvis tørvejr.
Det blev en dejlig dag. Zoo'en som er verdens 3.
ældste, lå i meget smukke omgivelser og det giver noget specielt når
dyrene har god plads.

Der var en meget stor samling primater, og
så var der de små søde pingviner, som lever på Phillip Island lidt uden
for Melbourne.

Midterste billede ovenfor er af de lokale
pingviner, mens billedet til højre er af nogle skønne papegøjer, som
lever alle steder i Australien. De var ikke buret inde, men fløj frit
rundt. De er meget svære at få billeder af, da de for det meste sidder
højt oppe i trætoppene, men parken havde sat nogle foderbrætter op,
således de kom inden for skudvidde.
|
| Ballarat |
|
Efter Melbourne havde vi planlagt at køre
langs den smukke kystvej Great Ocean Road, men inden slog vi et smut forbi
byen Ballarat.
Indtil midten af 1800 tallet var Australien meget tyndt
befolket, men indenfor få år imellem 1850 og 60 kom der en stor strøm
af lykkejægere til fra hele verden. Der var fundet guld!
Ballarat i Vitoria var et af de første sted man fandt
guld i 1851, men mange andre steder i NSW og Victoria blev der også gjort
fund. Igennem 1852 ankom der omkring 1800 mennesker om ugen til Melbourne,
for at søge lykken. I de første 12 år af guldjagten steg Australiens
befolkning fra ca. 400.000 til over en million.
Mange af de tilrejsende var kinesere, faktisk var der i
nogle af de nordlige guldbyer i Queensland 10 kinesere for hver hvid.
Dette faktum fik staten West Australia til at forbyde kinesere at grave
guld i staten, da der der blev fundet guld senere i 1800 tallet. Kineserne
måtte kun vaske tøj og lave mad !
I området omkring Ballarat blev der gravet guld helt
frem til slutningen af første verdenskrig, og verdens næststørste
guldklump blev fundet her. Der vejer 69,9 kg.
I byen har man opbygget en hel by, som den så i årene
fra 1851 til 1861. Byen hedder Sovereign Hill og er flere gange blevet
belønnet som en af Australiens bedste seværdigheder. Her tilbragte vi en
hel dag.
Efter en tur igennem et lille museum og en lille film om
livet i guldgraverbyens første år, blev vi sluppet løs i selve byen.
Første stop var ved selv guldgravningsstedet. Vi fik fat i en skovl og nogle
vasketallerkner. Heldet var ikke med os i starten, men med lidt
tålmodighed og lidt hårdt arbejde, lykkedes det os at finde fem, seks
små flager guld.

Især en enkelt kvindelig japansk turist gik
meget op i det. Hun sprang frem og tilbage og jublede som om hun havde
vundet i lotto, hver gang hun fandt et fnug guld. Da hun forlod stedet,
viste hun mig stolt sit lille glas med guld.
Nu var turen kommet til at se lidt nærmere
på byen. Vi slentrede lidt frem og tilbage, og gik ind og så hvordan man
lavede bolsjer. Ude på gaden igen skyndte vi os over i bolsjebutikken og
købte nogle poser. Det skulle vi aldrig have gjort. De smagte som om de
havde blandet Old Spice med sukker, og til sidste rullet dem i 4711.
Rundt omkring i byen var der et hav af
værksteder og butikker, lidt lige som den Gamle By i Århus. Der var et
teater, en bar, en smedje, et posthus, en købmand, en bank, flere
restauranter og konditorier, et bageri, en pottemager, en saddelmager, en
keglebane, to fotografer og meget mere. Ved sidstnævnte fik vi taget et
familiebillede, hvor vi var klædt på som på den tid. June blev til en
rigtig dame, Josefine blev en lille prinsesse, Andreas blev en soldat med
stor pistol, og jeg blev til en helt nobel Herre, hvilket jeg ikke troede
var muligt. Billeder får vi først at se når vi kommer hjem.

I de fleste værksteder kunne man købe de
ting der blev fremstillet. Byen bliver drevet af en nonprofit organisation,
og har ca. 160 ansatte. Herudover er der over 250 frivillige, som skiftevis
kommer og hjælper i byen.
Efter frokost osede vi rundt i de mange
butikker og værksteder. Josefine ville ud og køre i dillechancen, så vi
tog en lille tur rundt i byen. Vi gik op og så den lille kirke, savværket,
og karetmager værkstedet og alle de fine kareter. Tilbage i byen prøvede
ungerne keglebanen og så var dagen slut.

|
| Great Ocean Road |
|
Dette dejlige stykke vej ligger mellem byerne
Torquay og Warrnambool vest for Melbourne, men især stykket mellem byerne
Anglesea og Apollo Bay er meget spektakulær, men også strækningen ved
Port Campbell nationalpark er utrolig smuk.
Vej blev bygget som et beskæftigelses projekt for
hjemvendte krigsveteraner efter 1. verdenskrig. Vej tog 13 år at bygge.
Vi valgte at starte i den forkerte ende og tage den fra
Warrnambool tilbage mod Melbourne. Vi havde en eftermiddage i Warrnambool
og benyttede den til først at besøge noget kaldet Lake Pertobe
Adventure legeplads. Nu giver vi efterhånden ikke så meget for de fine
navne, da de steder med sådanne for det meste ikke har så meget at tilbyde og
derfor prøver at lokke med et fansy navn. Stedet var dog helt
ekstraordinært. Vi var der på en lørdag (finaledagen for australsk
fodbold), men trods denne begivenhed, var parken spækket med familier på
picnictur. Stedet havde, efter hvad vi kunne tælle mindst 5 store
legepladser, og et utal BBQ områder. På den anden side af vejen lå
vandet bag klitterne.
Efter en lille gåtur ved stranden, kørte vi lidt ud af
kysten mod Port Fairy, til en park kaldet Tower Hill Reserve. Stedet er en
vulkansk formation, som var aktiv for 30.000 år siden. Området var meget
smukt, og det første der mødte os var emuer der græssede på området.
De var næsten helt tamme, men man blev på det bestemteste bedt om ikke
at fodre dem. Vi gik en tur op til toppen og beundrede udsigten.

På vejen rundt om søen kom vi forbi
picnicområdet. Her jagtede nogle unger rundt efter nogle stakkels emuer,
som var blevet fristet af lugten af picnicen. Vores mor blev noget stram i
masken, og mente de børn skulle have nogle slag i deres bag !
Tilbage i Warrnambool kørte vi ud til et
hvaludkigspunkt og parkerede her for natten. Næste morgen var vi ved
stranden for at se, om vi kunne spotte de store hvaler, som svømmer forbi
på denne årstid. Nixen bixen ingen hvaler, så videre ned af kysten gik
det.
Ude på selv Great Ocean Road, brugte vi hele
dagen på at se den smukke kyst. Hele vejen langs kysten er der holdepladser
og udkigspunkter. Formiddagens højdepunkt var stedet kaldet London Bridge.
Før i tiden kunne man gå ud på selve klippen, men en dag i januar 1990 kollapsede
det ene "brofag" og 2 turister strandede på spidsen og
måtte evakueres af en helikopter. Det er London Bridge nedenfor til
venstre.

Efter endnu et par stop og frokost i Port
Campbell stoppede vi ved et sted kaldet Loch Ard George. Stedet har fået
sit navn efter et skib, som sank her i 1878. Af de 55 ombordværende
overlevede kun to unge mennesker. Kysten går også under navnet
"Skibsvrags kysten", da der i løbet af kun 40 år sank mere end
80 skibe på denne 120 km strækning.
Ved selve kløften var der lavet en trappe
så man kunne komme ned i bugten. Vi slappede et par timer, og Josse fik sig
en kold dukkert.
Dagens sidste punkt var "The Twelve
Apostles". Her var der faktisk trængsel, da alle de store turistbusser
fra Melbourne nåede herned.

Natten tilbragte vi i den lille by Princetown.
Næste morgen kørte vi videre mod syd. I silende
regn besøgte vi fyrtårnet på Cape Otway, som blev bygget i 1848 af
straffefanger. Tilbage på hovedvejen stoppede vi og gik en tur i et lille
stykke fantastisk regnskov. Det er noget af det fantastiske ved Australien.
Det ene øjeblik befinder du dig på endeløse tørre sletter, det næste
kører du blandt 100 meter høje træer, for pludselig at dumpe ind i en
tæt bevokset stykke regnskov.

Frokosten blev indtaget i den lille
charmerende badeby Apollo Bay. Resten af eftermiddagen kørte vi af den
snoede vej til byen Queenscliff. Her boede vi i 3 dage. Pladsen var fyldt af
unger, da det var vinterferie i staten, så alle børnene fra Melbourne var
på camping. Andreas og Josse nød det gode selskab og den megen aktivitet.
Andreas fandt en ven at spille og lege med, og om eftermiddagen stod den på
film i fælleslokalet, men først efter en tur i den store indendørs
swimmingpool.
Selvom vi kunne køre indenom Melbourne og
videre mod Sydney, valgte vi at sejle fra Queenscliff til Sorrento, på den
anden side af mundingen af Port Phillip Bay. Herfra fortsatte vi langs
kysten østpå og endte til sidst i byen Lakes Entrance. Her blev vi 2
nætter.
Dagen vi havde i Lakes Entrance brugte vi på
minigolfbanen. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men June vandt
faktisk. Selvom hun på sidste slag var så svine heldig at få hole in one,
hvilket gav sejren, undlod hun ikke at håne og hovere resten af dagen. Det
var en synd og skam, at de dejlige uger i Victoria skulle slutte med at June
opførte sig så nederdrægtig og modbydeligt !
|
| Landskab og trafik |
|
Siden vi forlod Mt. Isa er der sket meget.
Fra de flade tørre landskab som vi havde kørt meget i i både WA, SA og
NT blev landskabet nu mere frodigt og med flere bjerge og bakker.
Helt oppe nordpå i Queensland var det dejlig regnskov
blandet med sukkerrørsmarker. Længere syd på mod Brisbane og især
mellem Sydney og Melbourne er landskabet gået over i marker og enge med
afgrøder, køer og får og med bjerge i baggrunde. Da området her syd på også får mere regne og
ikke så meget varme om sommeren, er her meget mere frodigt. Melbourne
området ligner meget Irland, med små grønne bakker hvor
tusindvis af køer og får græsser. Meget smukt !
Kørsel er også blevet anderledes. Mange af vejene i
Queensland er stadig enkeltsporet, men fra Brisbane og resten af vejen
ned, har der de fleste steder været dobbeltsporet veje, som er lidt mere
afslappende at køre på. Da vi nåede udkanten af Sydney kom der
motorveje. Set med danske øjne var det ret mærkeligt at se, at cyklister
måtte bruge nødsporet som cykelsti. I Danmark er det vist kun vores Olde
der bruger sådanne metoder. (Vi tænker på dig Olde !).
En rigtig god ting vi så, var specielle vejbaner i
Brisbane, som var reserveret i myldretiden til biler med enten 2 eller 3 passagerer.
På motorvejen var det en helt separat vejbane, så de biler som var fyldt
op, kunne drøne forbi de andre med kun en passager. Fin ide !
Fartbegrænsninger er lidt underlige. I byer må man
normalt kun køre 50 eller 60 hvilket passer helt med danske forhold, men
på landeveje må man køre 100, hvilket i vores øjne mange gange er alt
for meget. Nu skulle man tror, at man på de dobbelt veje måtte køre endnu
mere, men nej her også er en begrænsning på 100. På selve motorvejene
må man køre 110.
En dejlig ting ved alle de "små" veje, er den
fornemmelse man får af at flytte sig, og at man undervejs ser hvordan
menneskerne lever og bor. Det er en dejlig afveksling til de mange
motorveje, som finde i Danmark og fx Tyskland. Hvis man spurgte mange
danskere om hvorledes tyskerne boede, ville de ikke vide det, da de kun
har set landet fra en motorvej.
Ligesom landskabet har ændret sig, har
befolkningstætheden også ændret sig drastisk. Hvis man trækker en lige
linie fra Brisbane over til Adelaide, vil det afskårne højre hjørne
udgøre ca. 5 procent af hele Australiens landmasse. I dette område bor ikke desto
mindre 80 procent af befolkningen.
|
|