Vi slap igennem med vores pulverkaffe uden problemer. Da vi forlod ankomst hallen, var det som at træde ind i en dybfryser. Solen var stadig fremme, men det var vel ikke mere end 10 - 15 grader. Vi måtte i hast finde lange bukser og bluser frem.

Ude ved motellet blev det ikke bedre. Da solen gik helt ned, faldt temperaturen til omkring 5 grader. Hold da k..... hvor vi frøs. Alt det varme tøj kom på.

Aftensmaden blev indtaget i motellets restaurant. Igen fik vi et chok. De portioner vi fik serveret, kunne holde et helt balinesisk børnehjem med mad en hel uge. Børneportionerne bestod af 12 Mc Nuggets og mindst ½ kg pomfrits! Vi var lidt flove da vi gik, da vi kun kunne spise en brøkdel af maden, og måtte forsikre servitricen, at maden smagte vidunderligt.

Næste morgen blev vi kørt ud til depotet, hvor vi skulle overtage vores autocamper.

Efter lidt papirarbejde og en gennemgang af bilen, var det tid at køre ud i det store land.

Første stop var et indkøbscenter, hvor der skulle handles stort ind. Herefter kørte vi ud til Fremantle, som førhen var en selvstændig by, men i dag mere er en forstad til Perth. Vi fandt en campingplads, og kom på plads. Nu skulle vi til selv at lave mad for første gang i mere end 10 måneder. Den stod på fettuchini med ærter og bacon. Mums !

Vi ville have spist i bilen, men soklen til bordet var itu, så vi spise i camping køkkenet i stedet.

Næste morgen måtte vi køre tilbage til Perth for at få repareret bilen. Vi kørte igen ud til Fremantle men valgte en anden campingplads. 

Vores første tur gik ind til Fremantle. Vi tog bussen derind, da det for der første koster penge at parkere, og da det kan være noget vanskeligt at tumle rundt med autocamperen.

Vi synes byen virkede øde, men det er nok fordi vi fra Asien er vant til, at der er mennesker overalt. Vi var inde og se søfartsmuseet, som hovedsagligt bestod af fortællinger og effekter fra gamle Portugisiske og Hollandske skibsvrag fra 1600 tallet, som var gået ned uden for vest Australiens kyst.

Vi var også i banken og oprette en konto, hvor vi satte al vores rejsevaluta ind på, så vi er fri for at slæbe på dem.

Efter 3 nætter på 3 forskellige campingpladser i Fremantle, kørte vi ind til Perth. Vi brugte dagen på at se Kings Park, som er en 4 km2 stor park midt i byen. Parken har også en botanisk have. Parkens centrale anlæg er krigsmonumenter for de faldne Australske mænd og kvinder under både 1. og 2. verdenskrig. Fra toppen af parken  kan man se ud over hele byen. 

Vi fandt en fin campingplads lige uden for centrum, og blev her 3 nætter.

Den ene af dagene tog vi bussen ind til centrum. Vi gik lidt på indkøb og købte mere varmt tøj. Vi gik over til Perth Mint, som er stedet hvor man håndterer det guld, som bliver gravet i staten. Western Australia  (WA), har igennem tiderne haft en del guld forekomster, og der graves den dag i dag stadig efter guld. I byen Kalgoorlie-Boulder midt i WA graver man stadig for fuldt tryk. Det er dog ikke det store udbytte. Ud af 1 ton sten, får de omkring 3 gram guld.

Vi fik historien bag Mønten og fik en rundvisning. Vi kunne prøve at løfte et ægte guldbarre. Den vejede 12 kilo, og var omkring 1million kr. værd. Vi kunne træde op på en vægt og få vores vægt i guldværdi. Vi så en guldbarre smeltning. Guiden fortalte, at da man for få år tilbage byggede Mønten om, fik man en mand til at feje loftet ned over det sted hvor smelteovnene havde været igennem mere end 100 år. I støvet lå guld gemt for mere end 90.000 kr.

Til sidst kunne vi købe guldsmykker eller mønter, hvis vi havde lyst og penge. Vi så medaljerne fra de olympiskelege i Sydney sidste år. Guldmedaljerne var lavet her på Mønten. 

Efter en uge i Perth området var det på tide at kaste os ud på de uendelige landeveje.

Så var det bare derud af. Vi kørte det meste af eftermiddagen inden vi nåede næste stop Pinnacles ørkenen. Ørkenen har nogle besynderlige kalksten søjler, som er fra nogle få centimeter optil 5 meter høje. Vi gik en lang tur og så på det smukke område. Vi fik leget gemme, og June var ikke til at standse. Hendes nysgerrighed tvang hende til lige at se hvad der var over næste sandbakke. Det var godt hun havde os med, ellers var hun forsvundet ud i det blå.

Vi kørte endnu nogle timer inde vi holdt for natten på en rasteplads. Tidligt næste morgen fortsatte turen til nationalparken Kalbarri. Her så vi the Loop, hvor der findes en klippe som hedder Naturens vindue. Fantastisk udsigt og lidt farligt.

På turen kom vi også ud for de første grusveje (dustroads), som vi ikke har lov at køre på med autocamperen, lige bort set fra når vi skal til og fra campingpladser og seværdigheder i nationalparker.

Godt trætte og efter ca. 1300 km på 1½ dag nåde vi ved aftenstid Money Mia.

Den første morgen, gik vi sent på stranden, selvom delfinerne for det meste kommer ind tidligt om morgenen. Vi så dog nogle få svømme rundt 20 - 30 meter ude. På stranden lå 4 pelikaner og døsede i solen.

Solnedgangen var fortryllende. Mens solen mere eller mindre kastede sig ned i havet på få minutter, svømmede delfinerne roligt forbi ude i bugten. Himlen havde alle farver lige fra dybblå og lilla farver til højrøde og orange. 

Næste morgen skulle vi "tidligt" op, da vi skulle være på stranden kl. 8.00. Der var vel en 40 - 50 mennesker samlet i vandkanten. En enkelt delfin, svømmer tæt forbi og ventede på at få lidt fisk. Efter ½ times tid kom der 2 spande med fisk. Nu dukkede der endnu en delfin op. Hver af de 2 Rangers fra delfin centret valgte de folk ud, som var så heldige at få lov til at fodre en af delfinerne. Andreas var den første der blev valgt ud. Måske pga. det "tidlige" tidspunkt eller pga. det faktum, at man skulle smide sine sko, og træde ud i det kolde vand, valgt Andreas at sige fra. Alle gloede uforstående på ham, og især hans mor kunne ikke fatte, hvilken oplevelse han lige havde smidt på gulvet.

Den ene delfin kom jeg dog i nærkontakt med, da den svømmede lige ind i mig. 

Efter 2 dage ved delfin stranden, kørte vi videre nordpå. Igen gjorde vi holdt ved 2 seværdigheder på vejen. Første stop og morgenmad, var ved en strand, der er den ene ud af to stranden i verden, som udelukkende består af strandskaller.

Andet stop var et sted der hedder Hermelin Pool. Ved stranden findes nogle stromatolitter. Stromatolitter er søjler i vandet, som er dannet af mikroorganismer igennem millioner af år. Disse søjler udskiller oxygen, og forskerne mener, at de kan være årsagen til at der overhovedet opstod liv på jorden, da de formegentligt har fået oxygen niveauet i atmosfæren op på det vi kender i dag.

Vi kørte resten af dagen, og nåede først på eftermiddagen byen Carnarvon.

Vi brugte også dagen til en lille guidet tur rundt i en banan plantage. Området omkring Carnarvon er spækket med frugt plantager. Nu skal det dog lige siges, at vi lærte på rundvisningen, at bananer ikke er frugter, men urter. Rundvisningen blev afsluttet med en lille prøvesmagning af deres mango dessertvin, og deres berømte frosne banan i chokoladeovertræk. 

Efter at have foretaget de sidste indkøb og afhentet og afprøvet kreditkortet, kørte vi videre mod Coral Bay og Exmouth.

Vi havde læste mange steder, at man frarådes at køre på vejene omkring solnedgangen, da mange dyr søger efter vand og derfor krydser vejene, men også fordi nogle dyr sætter sig på asfalten for at holde varmen.

Efter vi havde besøgt Pinnacles var klokken omkring 17.30 og solen var på vej ned. Pludselig var de der. Kænguruerne ! I løbet af få minutter havde vi set et halvt dusin. I løbet af de næste timer og især næste aften på samme tid, så vi endnu flere. Dagen igennem så vi køer, får og geder der græssede lige i vejkanten.

På vejen ude til Monkey Mia, var der pludselig også harer og ugler midt på vejen og på vejen tilbage kom en stor varan af en slags også over vejen.

Lige inden vi nåede Carnarvon var det emuer, der var på begge sider af vejen, og en lille flok på én han og 4 hunner krydsede vejen 200 meter foran os. 

Det triste ved at alle disse dyr færdes ved og på vejen er de mange dræbte dyr man ser. Især kænguruerne er udsatte. Flere steder lå der kadavere med få 100 meters mellemrum. Ikke noget at sige til at næste alle biler vi har set, har et stort kænguru gitter foran. Vi har ikke set nogle blive dræbt, men det er nok især de store lastbiler, der kører om natten, som står for hovedparten af ulykkerne. Disse lastvognstog eller Roadtrains som de kaldes, kan være optil 53,5 meter lange, så de er ikke lige sådanne at stoppe.

Kadaverne er meget lette at få øje på, da der altid er en stor flok krager i gang med at rydde op. I et enkelt tilfælde holdt kragerne sig dog lidt tilbage, da en stor ørn var ved at spise sig mæt.

Af andre dyr som vi lægger meget mærke til er de store flokke af kakadue. Hver by har sin flok, som laver et forfærdeligt spektakel når de flyver rundt.