Vi skulle også vende os til de noget lavere temperaturer. Det var på med de lange bukser, og sokkerne igen.

Efter veloverstået hvilepause, kørte vi ned til byen Busselton. På vejen hentede vi pakke på Perth postkontor fra familien Sørensen i Køge. Der var dejligt læsestof til alle, og masser af slik.

Busselton er kendt for at have Australiens længste træ anløbsbro (jetty) på næsten 2 km. Vi var nede og se den, men gik ikke ud på den, da det var koldt og blæste en halv pelikan.

Næste morgen kørte vi ud til fyrtårnet på Cape Naturaliste. Vi gik helt ud til vandet, da hvaler på denne tid af året svømmer forbi denne pynt. Vi havde dog ikke heldet med os.

Området er spækket med grotter. Vi besøgte en af de største Ngilgi Cave. Efter det underjordiske besøg var det begyndte at regne, så vi kørte videre til natten holdeplads byen Margret River.

Dagen efter havde vi planlagt at tage ud til fyrtårnet ved Cape Leeuwin, da man her kan stå og se på det Indiske ocean på den ene side og Syd havet på den anden. Da regnen stod ned besluttede vi os for at droppe dette og køre videre mod næste mål.

Tree Top Walk ligger tæt ved byen Walpole, hvor vi tilbragte natten. Området er hjemsted for de enorme karri- og tingleeukalyptusser, som kan bliver over 70 meter høje og over 400 år gamle. Midt i skoven er der bygget en gangbro, som tager én 40 meter over jorden helt op i trætoppene. Broen en næsten 600 meter lang.

Det var en sjov og lidt farlig gåtur. Selve gangbroen var bygget op af nogle små platforme hvorimellem der var spændt gangbroer. Der måtte højest befinde sig 20 mennesker af gangen på hver gangbro og højest 10 på hver platform. 

Ved siden af gangbro området, kunne man gå en tur i skovbunden og betragte de enorme træer fra neden af. 

Efter skovturen kørte vi til Denmark for at handle og ringe hjem. Ja nu tror du nok, at det kan man ikke, men jo det kan man godt, for her i WA ligger en lille by på 2000 indbyggere med navnet Denmark. Byen er ikke opkaldt efter vores fødeland, men efter en engelsk læge med samme efternavn. Til gengæld er den lille by Bornholm i samme område, opkaldt efter klippeøen i Østersøen.

Vi sov i vejkanten om natten. Næste morgen kørte vi direkte ud til dagens seværdighed Wave Rock. Klippen har fået sit navn, da den ligner en stor bølge lige inden den brækker over. Klippen er 15 meter høj og ca. 110 meter lang. Fra toppen af klippen kunne vi se ud over hele området, hvor der hovedsagligt dyrkes hvede. 

Resten af dagen blev tilbragt på legepladsen i byen Merredin. Vi har efterhånden fundet en god kørerytme. Vi kører et par timer inden børnene står op, og 3 efter de er gået i seng. Når dagens program er overstået, finder vi en legeplads, så ungerne kan få brugt deres kroppe. 

Natten blev tilbragt på en rasteplads. Næste morgen kørte June ind til guldgraverbyen Kalgoorlie.

Kalgoorlie opstod da der blev fundet guld i området i 1893. I dag er der stadig guld minedrift flere steder i området. Guldgravningen er så meget sagt. Guldudvinding er måske det rette ord for den måde guldet fremskaffes på. Der graves jord og klipper op, som derefter knuses og gennemgår en kemisk proces. Ud af 1 ton jord og klipper får man 3 gram guld. Hullet i jorden er i dag flere km lang og flere steder flere hundrede meter dybt.  

Maskineriet til at tage jorden op med er ikke mindre end imponerende. Lastbilerne kan tage optil 226 tons af gangen og bruger 460 liter diesel i timen. Selve gravkoen kan skovle 35 tons af gangen. Hvis du kigger nærmere på billedet til venstre nedenfor kan du se en almindelig gravko til højre i billedet. Billedet til højre viser mineområdet.

Vi skulle selvfølgeligt også ud og se en guldmine. Minen som startede guldfeberen her, er i dag åben for publikum. Det første vi var inde og se var hvordan man smelter guld. Vi fik lov at holde en guldbarre, og June var noget fristet af af få lidt tilskud til turen. Af sikkerhedsmæssige årsager, var barren kun delvis af guld.

Den store trækplaster er dog turen under jorden og ned i guldminen. Man bliver påført en sikkerhedshjelm og ind i en lille elevator, hvor der kun er plads til 4 personer af gangen, og så ned i 40 meters dybde. Det var ikke for folk med klaustrofobi. Nede i guldminen bliver man guidet rundt af gamle minearbejdere, som fortæller om gamle dage og viser de værktøjer man brugte. Især det store lufttryksbor fik tommehinderne til at blafre. 

Efter den underjordiske tur, kunne vi afprøve vores evner som guldgravere. Vi blev iført en tom konserves dåse og en tallerken til at vaske guld med. Vi forsøgte ihærdigt, men kun jeg var heldig at finde en lillebitte klump.

Dagene i byen brugte vi til at få købt vores flybilletter hjem. Vi besøgte også byens museum, som fortalte om livet som guldgraver. Der er stadig noget klondike over byen. Der findes stribevis af barer hvor tørsten kan slukkes, og prostitutionen foregå åbenlyst.

Da hjemrejse billetterne var bestilt og betalt vendte vi snuden øst på. Nu skulle vi erobre den store stygge, livsfarlige, tørre, skræmmende Nullarbore.

Det første man møder når man begynder på den lange køretur, er de mange advarselsskilte mod krydsende dyr. Der advares mod kænguruer, emuer, vombatter og kameler ! Det skal siges, at det ikke er kameler, men dromedarer der lever vildt i disse områder. June troede ikke på dette med dromedarerne, men i byen Ceduna, spurgte vi på turistbureauet. Det var rigtigt nok, der var vilde dromedarer. Det var sjældent man så dem , men hvis man overnattede på stranden, kunne man om morgenen se deres fodspor i sandet.

Turen over gik godt. Der er "roadhouses" (tankstationer med kiosk og bistro) for ca. hver 300 km, så man kan gøre lidt holdt og få fyldt op diverse steder. Den første del af turen så vi ikke så meget, da vi startede om natten. Næste morgen kørte jeg nogle timer, inden de 3 andre vågnede. Her kørte jeg på det længste lige stykke vej i Australien. Vejen var 146 km uden et sving. Der skal noget kaffe og god musik til at holde sig vågen, på sådanne en vej. 

Flere steder på vejen blev der advaret mod landende fly ! Ja du læste rigtig. Vejen bliver brugt af RFDS (Royal Flying Doctor Service) som landingsbane. Der var vel en 10 steder på strækningen, hvor der var disse afmærkede landingsbaner.

En lille makaber ting, som findes her og andre steder i WA, er deres meget åbenlyse statistik for hvor mange mennesker, der er døde eller kommet til skade i trafikken. Langs vejene er der sat pæle op i vejkanten, der hvor ulykken er sket. De røde pæle angiver tilskadekommende mens de sorte angiver døde. Der hvor ulykkerne sker sætter de efterlevende også tit små kors op med navn og dato.

Vi gjorde ikke nogle længere stop i løbet af dagen, og nåede ud af WA og ind i SA (South Australia) inden vi gjorde holdt for natten. Vi overnattede lige uden for en afspærret tilkørsel til et hval udkigspunkt ved "Head of Bright".

Næste morgen stod vi tidligt op og kørte igennem den nu åbnede port ned til udkigspunktet. Vi skyndte os ned til kysten for at se om vi var mere heldige denne gang. Det var vi ! Vandet vrimlede med hvaler. Det var så utroligt at se på. Hele bugten rundt var der hvaler der svømmede rundt.

Hvalerne er "Right Whales". Jeg kender ikke det danske navn. Navnet fik hvalen fordi, den havde den "right" størrelse, den var nem at få fat på, og den flød når den var blevet skudt.

Stedet er ynglested for hvalerne, som om sommeren lever i de arktiske egen. Vandet omkring Antarktisk er for koldt om vinteren til at kalvene kan overleve, så derfor bevæger hvalerne sig nord på når de skal føde. Kalven vejer ca. 1 ton når den bliver født og er omkring 5½ meter lang. Den tager 90 kg på om dagen i vægt. Man regner med at der er optil 150 hvaler i denne bugt hver vinter.

Efter morgenmaden, var vi nede og kigge endnu engang inden vi kastede os ud på landevejen igen.

Sent på eftermiddagen nåede vi den første rigtige by, og blev her natten over. Næste dag kørte vi det sidste stykke til Port Augusta. Vi overlevede !!!! Det er lidt skægt at tale med australiere om Nullarbore. De har en eller anden store respekt eller ærefrygt for dette lange stykke landevej. Mange vi møder har aldrig kørt turen, og det lyder som om de hellere ville flyve til månen end at krydse Nullarbore. For os var det bare endnu 2 dage i autocamperen. Det der kunne have gjort turen til den helt store oplevelse var hvis vi havde se de fordømte dromedarer !

Camping pladserne er af meget høj standard, og enhver lille flække har sin egen campingplads. Priserne ligger mellem 20 og 30 AU$ pr nat for os 4 og strøm til autocamperen. Faciliteterne er i top. Der er alle steder fine toiletforhold, vaskemaskiner, legepladser, campingkøkken, kiosk mv.. Flere har også swimmingpool, mønt e-mail forbindelser og bistro.

De bedste pladser har også en række tilbud. Det kan være gratis pandekager og kaffe søndag morgen, BBQ eller underholdning.  

Livet på pladserne er meget afslappet. Alle går rundt og smalltalk'er med hinanden, og giver tips til hvor det sner. Man får hele tiden et "how are you going, Mate" med på vejen. De studser lidt, når jeg siger, at jeg har det fint og så spørger til hvordan de selv har det. Det betyder da også at jeg tit falder i snak med folk. I Carnarvon blev jeg endda inviteret ind til eftermiddags øl, hvor de var en 10 - 15 samlet for at tage afsked med nogle, som skulle videre.

Som sagt er mange pensionister. Mange af dem været på farten i optil flere år. Nu hvor de har fået tiden, er de taget ud for at se på deres store smukke land og skiftet villa, Volvo og vovse ude med campingvogn, 4 hjulstrækker og døde kænguruer på kølergitteret.

Bush camping benyttes også meget. Camping foregår på små pladser, som nogle gange har simple toilet og badeforhold. Mange gange er det dog bare store holdepladser, hvor man har tilladelse til at camperer. Vi gør nogle gange brug af bare at sove på rastepladser. Vi har en enkelt gang sovet i vejkanten, men er ikke meget for det, da man kan risikerer at bliver torpederet bagfra af andre bilister.

Udvalget af forskellige campingvogne er stort. Den fortrukne model, som ikke se i Danmark, er en hvor den øverste halvdel kan sænkes ned, så den ikke er højere end bilen. Andre har taget den amerikanske dille til sig, og kører rundt i en hel bus, med en trailer efter sig, hvorpå de har deres personbil, som så bruges til turer.