Vi havde bestilt 3 liggepladser (hard sleepers). Pladserne var gode, 3 under køjer, aircondition og rygning forbudt. Turen tog kun 15 timer, beregnet 22. Det betød da også at vi kom noget hovedkuls ud af toget. June og børnene sov stadig da toget stoppede i Xian, efter som vi jo troede at vi skulle køre 7 timer mere. Vi fik benene på nakken og fik forladt toget med 2 søvndrukne unger.

Vi fandt et nogenlunde hotel til halv pris af, hvad vi gav i Beijing, med det helt rigtige navn for et hotel i et kommunistisk styret land. Hotellet hedder "1.Maj".

Byen var lidt kedelig og hele gadebilledet var præget af reklamer for onkel Kentucky. Ved siden af centrum var der dog nogle små gader hvor de lokale handlede. Vi gik en tur for at snuse til atmosfæren og føj for en lugt ! En af gaderne var fyldt med små butikker hvor de forarbejde rester fra slagtet dyr. Det vil sige de skrabede ben og skind frit for fedt mv. I den kvælende varme var det en helt ubeskrivelig stank der kom fra gaden. June og Andreas fik det ligefrem dårligt, så vi måtte haste videre. I en af de andre så gader fik vi lavet nogle kinesiske navnestempler med vores navne oversat til kinesiske tegn. Inden dagen var omme havde vi også investeret 250 kr. i nogle smukke billeder fra en studenter bod.

Vi var taget til Xian for at se de mange tusinde terracotta soldater lidt uden for byen. Vi købte en guidet tur derud. Turen derud var en rigtig bræktur. Inden vi havde kørt 20 minutter havde Jose brækket sig ud over sig selv, så hun løb rundt i underbukser og undertrøje resten af dagen.

Området var meget imponerende. Soldaterne, som blev fundet for 40 år siden, blev lavet for en meget forfængelig kejser, som gerne ville have en hær til at beskytte ham i det hindsides. Soldaterne er alle i fuld menneske størrelse.

Vi så først den største samling, hvor det siges at der var mere end 6000 soldater. Vi kan hverken af- eller bekræfte dette tal. Det var ikke tilladt at tage billeder, men jeg har aldrig været et sted hvor der blev blitzet så meget. Kun når vagterne kom for tæt på, blev kameraerne lagt væk.

I en anden udstillingshal var udgravningen fra den centrale del af graven med alle officererne. Der forgik stadig udgravninger, og et sted kunne man følge deres arbejde. Soldaterne har alle været smukt malet, men når de kommer frem i lyset og luften forsvinder farverne. Man har dog nu udviklet en udgravningsmetode, hvor man straks efter at figuren er blotlagt, sprøjter dem med en væske, som binder farven til figuren.

Vi så også nogle udgravninger fra Banpo folket, som har levet her for 6000 år siden. Vi fik en kort rundvisning på den stats kontrolleret fabrik, hvor de fremstiller kopier af terracotta soldaterne. Til sidst var vi en tur forbi nogle varme kilder.

DET ER TOTALT KAOTISK !!!!!!

Vi er meget glade for, vi har overlevet de første 3 uger her i Kina. Der  findes ingen former for trafik regler her. INGEN !!! Eksempler:

Venstre sving fortages ved at køre ud, så snart der er en chance. Her mener jeg ikke når der ikke kommer nogle fra hverken højre eller venstre, men når der er et hul, hvor bilen kan komme ud igennem. At den 20 tons tunge lastbil der komme kørende 10 meter til højre for dig skal klodse sine bremser, er ikke nogen hindring, nærmest en nødvendighed.

Opdeling  af vejen i højre og venstre side eksisterer kun i teorien og hvor vejen er opdelt ved hjælp af jerngitre. Alle andre steder køre folk som om de ejer hele kørebanen. Da vi kørte igennem en tunnel her i Xian, var vejen klart afmærket med en fuld optrukken linie mellem de 2 vejbaner. Vores bus tog den i overhalingsbanen, dvs. ydersporet i venstre kørebane, indtil der kom en modkørende med katastrofe blik og blinkende forlygter, så trak vores chauffør ind.

Da vi skulle til terracotta soldaterne skød vores chauffør en genvej igennem en lille gade, hvor han og vores guide, måtte hænge ud af vinduerne for at fjerne parasoller, ellers kunne vi ikke komme igennem.

Overhalinger er et helt kapitel for sig. Det er med livet som indsats hver gang. Cykler, lastbiler, cykeltaxier med videre bliver alle overhalet med et dyt forinden, om der er plads eller ej.  De modkørende må ofte lave katastrofe opbremsninger eller halsbrækkende undvige manøvre for at undgå fronttale sammenstød. Det med dyttet, er for resten vedtaget ved lov. "Biler skal over for cykellister tilkendegive deres tilstedeværelse !" Sikken en larm.  

Hele dette kaos, bevirker dog at trafikken snegler sig frem, da alle holder på deres ret. Der køres mellem 30 - 40 km/t, selv på store veje. Kun på de store betalingsmotorveje køres der omkring 90 km/t.

Vi har snart prøvet det nogle gange og bliver bedre og bedre. Vores første forsøg, var da vi i Beijing ville tage en cykeltaxi hjem til hotellet. Prisen startede på 50 kr., men vi fik den ned på 40 kr., og selvom det ikke var en god pris, så tog vi den, da Andreas gerne ville prøve at køre med en cykeltaxi. Vi 4 steg op i vognen og den stakkels kineser (som June kaldte ham) sled derud af i en ½ time før vi var hjemme. Han svedte som et svin, men havde dog lunger nok til at ryge et par smøger undervejs. June fik medlidenhed med ham og stak ham en halvtresser. Dagen efter tog vi en rigtig taxi, hvor vi kunne nøjes med at betale 13 kr. for samme tur.

Vi har dog haft nogle få succeshistorier. Vi har købt nogle flotte billeder til 250 kr., startpris 600 kr. 2 navne stempler med børnenes navne på kinesisk til 70 kr., startpris 320 kr. Navne stempler til June og jeg, 90 kr. startpris 190 kr. Så det går den rette vej.

Jeg talte med en engelsk pige som havde rejst nogle måneder i Kina, og hun sagde at man skulle ned mellem halvdelen og en tredjedel af startpris, så havde man ikke skudt helt ved siden af.

Det kan godt være lidt vanskeligt i starten at være vedholdende, da vi jo med vores danske mentalitet regner med at folk kun kræver det tingene koster, men når man har prøvet det nogle gange er det faktisk rigtigt sjovt. 

Først kommer sælger med en pris, du ved er mindst dobbeltpris. Du siger med vantro i stemmen, at det er alt for meget. Han spørger herefter om din pris. Du giver ham en så latterlig lille pris, at man kan se hele det kinesiske riges lidelser i hans ansigt. Herefter giver I på skift en pris for til sidst at havne på noget acceptabelt for jeg begge.

Der er dog gange hvor hverken vi eller sælger kunne blive enige. Vi prøvede at byde på et porcelæn fingerbøl. Sælger ville have 25 kr. vi gav et bud på 5 kr. hvorefter sælger slog ud med armene og gik sin vej. Vi må købe det fingerbøl et andet sted.

Der er gået lidt sport i det. June og jeg er begyndt at kappes om hvem, der kan få priserne længst ned. Jeg købte nogle souvenirs og straks var June der og sagde, at det kunne hun gøre bedre. Så ved næste bod købte hun endnu et eksemplar, og hun fik faktisk prisen endnu længere ned. Så hun er pt. champ.

Den første tur i Beijing nåede vi vi at besøge en jadefabrik, en naturmedicin fabrik og til sidst gedemarkedet omkring den kinesiske mur. Alle steder var vi udsat for et veritabelt bombardement af tilbud om at købe alt mellem himmel og jord for næsten ingen penge.

Vi brugte ikke en krone, da vi følte os lidt som slagte kvæg, på vej til skafottet. Vi danskere skal helst have lov til at sunde os lidt og lige tænke købte af en stenfigur til 5 kr. igennem et par gange, før vi slår til. Vi kunne jo gå hen og være lige så svineheldige som Fætter Højben plejer at være, at finde den sammen vare omkring næste hjørne til 4 kr.

På turen i Xian, blev vi også slæbt med ind på en statskontrolleret fabrik, hvor de fremstillede kopier af terracotta soldaterne, og som guiden så kyndigt forklarede, så var produkterne fra fabrikken af en meget højere kvalitet, end det vil ville kunne købe andre steder. Vi kunne oven i købet få 20 % rabat på det vi købte. De 20 % set i forholdet til de 50 - 75 % nedslag vi normalt kunne "prutte" os til var ikke noget at råbe hurra for, og da prisen for en stenfigur var ca. 50 kr. var hele fidusen væk. Vi kunne ude ved museet købe 5 figurer, godt nok i en noget ringere kvalitet, til "WONE DÅLLAR". Det gjorde vi så.