Vi fik efter noget møje og besvær bestilt en tur ud til Huangguoshu vandfaldet, Kinas største. Ingen på hotellet kunne så meget som 2 engelske ord, og det var umuligt for mig og June at gøre dem forståeligt, at det var i overmorgen og ikke i morgen, vi gerne ville ud til vandfaldet. Det tog en lille time før der kom en, der kunne lidt engelsk, så vi kunne få bestilt billetterne. 

Turen til vandfaldet var noget af en oplevelse på flere måder. Vi skulle tidligt af sted (kl. 6.50), men da vi kom ned i foyeren, kunne vi forstå på tonen af vores guides stemme og på antallet af mobil telefon samtaler inden for 5 min, at noget var galt. Der var ikke plads til os i bussen ! Vi ventede 20 min. og blev så samlet op af en anden tur bus, med 1 guide, 5 unge piger og 3 ældre mennesker, alle kinesere. Guiden talte kun kinesisk.

Vi kørte kort, inden bussen standsede i en lille sidegaden og ud sprang hele selskabet inklusiv guide og chauffør og lod os alene. Der sad vi, og havde ingen anelse om hvad der foregik. Efter 10 minutter returnerede hele flokken glade, smilende og snakkende til bussen og turen gik videre. De havde alle lige været inde i en lille shop og få lidt morgenmad !

Vi havde bestilt turen for at komme ud til vandfaldet, men havde godt lidt på fornemmelsen, at der som på de andre ture vi har været på, var indlagt et par stop ved de obligatoriske jade butikker.

Første stop var imidlertid i en landsby, hvor der boede etniske kinesere. Børnene var desværre lige faldet i søvn, så June blev i bussen, mens jeg fulgte med flokken. Vi blev ført ned til en lille plads, hvor vi fik fremvist de lokale danse og hørte de lokale sange. Inden vi kom ind på selve pladsen skulle vi lige smage deres lokale hjemmebrændevin.

Ved nogle af dansene blev vi turister hevet op for at deltage. Da jeg vist nok så mest fremmede ud, blev jeg hevet op til en lille leg, hvor man skulle "kæmpe" med en lokal mand om af få fat i et tørklæde, som en af de lokale kvinder havde om livet. Jeg fik hurtigt fat i et tørklæde og blev straks viet bort til den lokale skønhed, hvis tørklæde jeg havde fanget.

Inden vi nåede helt ned til vandfaldet, gik vi en lille tur om området oppe for faldet. Det var en tur på sten, som lå i vandet, så man skulle passe på ikke at falde i vandet. Flere steder på turen var der nogle piger i lokale folkedragter, som man kunne få taget billeder sammen med.

Vandfaldet var en stor oplevelse. Det har en højde på 74 m. og en brede på 85 m. 

Efter at have set vandfaldet forfra, gik vi en tur over en noget ustabil hængebro over ved siden af vandfaldet. Her kunne man gå bagom/ind under vandfaldet. Det var helt utroligt ! Vandet stod om ørerne på os, mens det larmede som en i h....... Andreas var meget begejstret, mens Josefine var sur over at få vand i håret og på tøjet. 

Turen hjem foregik i en lavtliggende minibus fra Chianair, skulle man tror. Vores chauffør kørte som død og helvede. Vi var noget angst i starten, men der var jo ikke noget at gøre ved det, så i stedet for at bekymre os, kiggede vi på den smule landskab vi kunne fange i farten, og glæde os over, at hvis uheldet skulle være ude, ville det hele hurtigt være overstået. Hjemturen gik forbi den obligatoriske jadefabrik og naturmedicin butik. 

Dagen efter rejste vi til Chongqing. Vi nåede dog lige at sende lidt souvenirs og gaver hjem. 

Vi ankom tidligt til Chongqing og fandt igen ved hjælp af gode gamle Lonely Planet et hotel. Efter at have hvilet nogle timer, gik vi ud for at finde billetter til en færge, så vi kunne komme på en skøn tur ned af Yangzi floden. Vi fandt hurtigt et sted, hvor de solgte billetter og fik købt nogle til samme aften. Turen blev en 1. klasse røvtur på Yangzi, læs næste afsnit. Vi fik købt ind, checket ud af hotellet og begav os ud på 5 rædsomme døgn på Yangzi. 

På slagskontoret var der selvfølgeligt ingen der kunne engelsk, men efter nogle minutter fandt de en nydelig ung dame, som kunne engelsk. Vi forklarede hende, hvad vi ønskede og spurgte om, hvad hun kunne tilbyde. Hun forklarede kort hvordan priser og kahytter var. Hun viste nogle farverige brochurer, hvor vi kunne se hvor fint skibet var og hvor pæne kahytterne så ud. Der var også billeder af de fine restauranter og der var tilmed en dansesal, hvis vi fik lyst til en svingom. Hun sagde dog, at hvis vi ønskede at få en 1. klasses kahyt, skulle vi sejle i aften. Det næste skib gik først om fire dage og det havde ikke 1. klasse. Desuden var det skib, der skulle sejle i aften meget nyere. Da priserne lignede det vi tidligere havde fået oplyst, men da vi ikke ønskede at sejle allerede om aftenen, sagde vi til hende, at vi lige ville tænke over det og forlod kontoret.

50 m. fra kontoret kom damen fra salgskontoret løbende efter os og spurgte om hun ikke måtte tage et par billeder af vores børn. Vi var lidt irriteret over at skulle vende om, men sagde ok. DET SKULLE VI ALDRIG HAVE GJORT !!!! På vej ud på en plads, hvor hun ville have taget billederne, sagde hun lidt henslængt, at hvis vi tog af sted i aften, kunne hun skaffe os en 2. klasses kahyt med 4 senge, men vi skulle kun betale for de 2. Der var desuden eget bad og toilet. Mens billederne blev taget, tyggede June og jeg lidt på tilbudet, og blev enige om, at det var en en fed deal. Nu fik vi hver vores seng, og vi betalte halv pris.

Jeg forsikrede mig flere gange på vej tilbage til kontoret, at kahytten havde eget toilet og bad. Damen bekræftede at det var der. Vi fik hendes visitkort, hvor vi kunne se, at hun var assistant manager for rederiet, og hun fortalte, at hun ville skrive en seddel, vi skulle aflevere på skibet, så ville vi få vores egen kahyt.

Vi købte billetterne og begav os ved 7. tiden ned til skibet. Vi glædede os som små børn til at komme ud og sejle. Det tog kun ca. 30 minutter, at vende denne glæde til en dyb depression. På kajen lå en del skibe. Vi blev vist ned mod en stor flot damper, men da vi ville gå ombord, fik vi af vide, at det ikke var den, vi skulle sejle med, og blev så henvist til en anden båd.

Ombord kom en ansat og tog vores billetter. Jeg viste hende sedlen og der startede en stor diskussion de ansatte imellem. Der kom en anden ansat og viste os ind i en 4 mands kahyt. Vi havde lige fået smidt rygsækkene, da der kom en tredje og førte os op på 4 dæk, også i en 4 mands kahyt. Han lukkede døren efter sig, og der sad vi i en kahyt, der lignede en mellemting mellem et fangehul og et værelse på et kurdisk vandrehjem. Efter det vi har været igennem skulle vi, set i bakspejlet, have rejst os op og forladt skuden, men inden vi så os om, var vi på vej ned af floden.

Kahytten var en katastrofe. Der var møg beskidt og lugtede noget hengemt. Lagner og vattæpper havde ikke set vaskepulver de sidste par måneder. Under sengene lå madresten, spillekort mv. fra de sidste 5 ture. Der var godt nok eget bad og toilet, men toilettet kunne ikke skylle. I stedet var der placeret en vaskebalje, vi kunne fylde med vand og bruge til at skylle ud med. Vandet, der kom ud af bruser og vandhanen, havde en umiskendelig brun farve, der viste, at vandet kom direkte fra Yangzi, dog lidt filtreret. Vi fik ikke noget bad i 5 dage ! Hellere beskidt end død af forurenet vand fra Yangzi. 

Der sad vi med vores store forhåbninger og fik en stor spand kold vand i hovedet. June og jeg blev så nedtrykte, at vi næsten kunne tude.

Båden var ligeledes en katastrofe. Det viste sig at være et passager skib modsat det krydstogtskib, vi havde regnet med. Der blev lagt til kajs ved alle mulige og umulige steder. Der var godt nok et større kinesisk rejseselskab med om bord, men faciliteterne var fortvivlende. Der var en lille kiosk og en restaurant ombord. Kiosken solgte drikkevare og dåsenudler. Restauranten solgte en standard menu, men da vi havde set køkkenet, hvor de frembragte måltidet, forsvandt vores sult. Vi havde så håbet, at vi kunne sidde ude og nyde turen, men der var ikke en stol eller bænk vi kunne sidde på. Vi var så at sige spærret inde i vores lille fangehuls kahyt.

Vi havde heldigvis provianteret nogenlunde, men de sidste dage slap forsyningerne op, så den næstsidste dag fik vi kiks til morgenmad og æbler og peanuts til aftensmad. Den sidste dag fik vi intet før vi var kommet fra borde og havde fundet en McD. Josse og jeg brugte dog nogen tid på at spise dåsenudler. Vi miksede det hele sammen i kahytten og gik op på dækket og spiste det. Det var dagens højdepunkt.

Der var undervejs på turen arrangeret nogle sightseeings turer. Det var vi bare ikke informeret om, så flere gange på turen forlod alle passagererne skibet og lod os tilbage. Jeg fandt senere ud af, at det kostede 350 kr. pr. person at deltage i disse udflugter. Jeg mødte en engelske fyr (1 ud af 2 andre udlændige på båden foruden os), som fortalte, at han havde fået af vide, at standard på båden var hvad man kunne forvente. Han boede i en 1. klasses kahyt og den lignede også noget der var løgn. Det gav en smule trøst, at vi ikke havde brugt penge på 1. klasses kahytten. Vi så dog flere gange, når vi lå til kajs, andre skibe, som havde en noget højere standard (der skulle heller ikke meget til). Enkelte havde egen balkon til 1.klasses kahytterne (SUK).

Den første nat da vi havde slukket lyset og lagt os til at sove, var det som om et helt andet liv startede i vores kahyt. Det kriblede og krablede alle vegne. Jeg var lige faldet i søvn, da June pludselig for ud af sin seng, mens hun skreg, at jeg skulle tænde lyset. Nu var problemet, at lyset ved min seng ikke virkede, så det tog lidt tid før jeg fik tændt min lommelygte. Da jeg havde fået tændt lygten, så jeg det mærkeligste syn. June dansede en mellemting mellem en regndans og en polka mens hun skreg, at der var noget i hendes hår. Jeg måtte bruge lang tid på at forsikre hende, at der ikke sad nogle kakerlakker i hendes hår. Det var ikke nemt at falde i søvn igen. Efter nogle dage fandt vi de håndgribelige beviser på, at vi ikke var alene om natten. Der havde været rotter i vores toast. De havde gnavet sig igennem emballagen og spist en stor luns af vores sidste morgenmad. Herefter flyttede jeg op i øverste køje til Josse, mens June synes det var ok, nu da hun vidste, det var en rotte. Næste nat havde rotten været i vores æbler, og den sidste nat så June den i færd med at gennemrode vores skraldespand. Hun kunne næste morgen, med en lille begejstring i stemmen berette, at den var på størrelse med en lille hamster.

Da vi havde købt billetterne, havde vi fået af vide at båden ikke sejlede hele vejen til Shanghai, men kun til Nanjing få timer fra Shanghai og at vi ville være fremme på 5. dagen. Jeg undrede mig lidt over dette, da der i Lonely Planet stod at hele turen Chongqing - Shanghai tog 6 hele dage. Det viste sig også at være løgn. På 4. dagen stod de fleste turist passagerer af i Wuhan og skibet blev fyldt med almindelig rejsende, som bruger skibene i stedet for tog og bus. Da vi på 5. dagen lå i havn hele dagen og vi for den sags skyld gerne ville af denne skod skude, kulminerede det hele da June til sidste i sin frustration over at være spærret inde på skuden, åbnede vinduet og skreg ud : HVORNÅR SEJLER DETTE SKOD SKIB !!! Det tog lidt af dampen. Vi var først fremme på 6. dagen.

Af pæne ting om turen kan siges at turen igennem de De tre kløfter var en stor oplevelse. Strømmen er her så stærk og floden så smal, at bådene mere eller mindre må korrigere hele tiden for ikke at sejle ind i klipperne. Klipperne rejser sig nogle steder 900 m. op.

Efter de 3 kløfter kom vi til det store byggested, hvor man er ved at opfører en kæmpemæssig dæmning. Når dæmningen står klar, skal over 1 million mennesker flyttes fra de områder, som bliver oversvømmet bag dæmningen.